Prostitution og udnyttelse

Hvide mænd og unge thai-piger.

Tags: Sex - Barpiger - Forelskelse - Freelancer - Soapie

I dansk presse vil du ofte kunne læse eller høre om vestlige mænds udnyttelse af fattige piger i Thailand. Virkeligheden er dog ikke så entydig. Det sker også, at det er mændene, der udnyttes. Men i de fleste tilfælde er der ikke tale udnyttelse men om en aftale, som begge parter har glæde af.

Det er ikke så sært, at prostitutionen i Thailand virker mere tiltrækkende end den hjemlige prostitution. Og hvorfor nogle lader sig lokke, selvom de aldrig kunne finde på at besøge en prostitueret derhjemme. Hvis man ikke tænker for meget over tingene, kan det føles fuldstændig som, hvis du møder en pige i byen i Danmark og sød musik opstår. Og det kan så resultere i et one night stand, eller et ferielangt forhold, der på mange måder kan føles fuldstændigt som et forhold hjemme i Danmark.

Det er for øvrigt ikke usædvanligt, at et forhold, der starter som kunde/prostitueret, ender i et rigtigt forhold.

Prostitution og tvang

Den typiske indvending fra modstanderne af prostitution går på, at der er tale om udnyttelse, og det i endnu højere grad i Thailand, hvor der er tale om fattige piger, som efter modstandernes mening tvinges til at gøre noget, de ikke har lyst til.

Ja, der findes også piger, der tvinges til prostitution i Thailand af hårde bagmænd. Men de piger er typisk ikke at finde i den turistrettede prostitution. Her arbejder "eliten", mens pigerne, der styres hårdt af bagmænd, typisk findes i den thailandsk rettede prostitution.

I den turistrettede prostitution er der ofte tale om piger, der frivilligt vælger den levevej. Enten fordi det i deres øjne er nemmere arbejde end at arbejde i en fabrik, eller fordi de tiltrækkes af de mange penge eller livsstilen i barerne eller på diskotekerne.

Der findes dog også piger, som presses til at arbejde som prostituerede, typisk af pigens egen mor, fordi der skal bruges penge til at opfostre et barn, eller fordi pigen eller familien skylder penge til nogle i lokalsamfundet. Piger i Thailand er opdraget til at gøre, som mor siger, så hvor en dansk pige ville sige nej, og måske overveje at få mor tvangsindlagt på den lukkede afdeling, så siger en thailandsk pige ja.

Og endelig er der piger, som vælger turistprostitutionen for at finde en vestlig mand, der kan forsørge hende og hendes familie. Vestlige mænd har pr. thailandsk definition mange penge. Det er nærmest umuligt at forklare en thai-pige eller andre thaier, at man er fattig, hvis man fx kommer fra Danmark.

Langt den overvejende del arbejder altså frivilligt i sex-industrien, og de kan stoppe, hvis de vil.

Pigerne bestemmer selv

Pigerne i den turistrettede sex-industri har typisk en udstrakt grad af selvbestemmelse. De bestemmer selv deres pris, og de bestemmer selv, om de vil gå med en mand. Det er ikke usædvanligt, at de afslår en mand, fordi de ikke kan lide ham.

Der findes undtagelser. Der er steder, hvor pigerne ikke selv bestemmer, og hvor det minder om et almindeligt bordel. Sex-ydelserne leveres så typisk i et lokale på første sal.

Der er fx nogle af go go-barerne, hvor pigerne har numre, og man så kan bestille den ønskede pige. Det samme gør sig gældende mange steder med soapy massage, hvor manden vælger mellem en række piger, der sidder bænket bag en glasrude. De pågældende steder er det også stedet, der bestemmer prisen, og ikke pigen selv.

Det skal understreges, at pigerne frivilligt arbejder de pågældende steder. De kan stoppe og finde arbejde et andet sted, hvis de vil. Fordelen for pigen ved at arbejde sådan et sted er, at der normalt er mere ordnede forhold og mere sikkerhed end i en bar eller et diskotek, hvor de alene skal følge med en fremmed mand til et ukendt sted.

Hvem udnytter hvem

For hver thai-pige, som er blevet udnyttet af en vestlig mand, er der mindst én vestlig mand, som er blevet udnyttet af en thai-pige.

Udnyttelsen opstår ofte, hvis manden bevidst udnytter pigen, eller fordi han ikke forstår systemet. Eller hvis pigen bevidst udnytter manden, typisk hvis manden ikke forstår systemet eller er forblindet af pigen.

Lad mig forklare:

Der findes mænd, som kender systemet, men som ikke vil betale så meget, som hvis de åbent købte ydelserne. I stedet udnytter de, at pigen er interesseret i et fast forhold, hvor der bliver sørget for hende økonomisk. Blot for at dumpe hende senere.

Omvendt er der mænd, som ikke forstår systemet. De tror, de har fundet en kæreste, og de ved ikke, at de forventes at betale på den ene eller anden måde. De har ikke læst artiklen Sex i Thailand koster.

I de tilfælde er pigen ofret. Og den slags tilfælde er desværre med til at gøre pigen hårdere, så næste gang er det måske hende, der udnytter manden.

Mænd er nemlig dumme og meget nemme at narre. Forholdet til en thailandsk prostitueret kan virke så naturligt og rigtigt, at manden tror, han har fundet den helt store kærlighed. Han opdager ikke, at det drejer sig om penge, før det måske er for sent, og han ender med et knust hjerte og en tom tegnebog.

Det starter oftest i det små med fælles indkøbsture, hvor han køber tøj til hende, måske også en smartphone og lidt guldsmykker. Kontakten holdes ved lige, når han rejser hjem, og han betaler hende måske penge til at leve for, så hun ikke behøver at gå med andre mænd.

Ikke at det forhindrer hende i at gå med andre mænd. De mest populære af pigerne har måske to eller tre, der fast sender hende penge. Samtidig med at hun stadig tjener penge ved at gå med andre mænd.

Ud over de faste beløb opstår der typisk kriser, der også koster penge. Det kan være, mor er røget på hospitalet, og der er nu en regning, som familien ikke kan betale. Eller det kan være, pigens smartphone er gået i stykker, så de ikke kan tale sammen, før hun får penge til at købe en ny.

Der findes desuden utallige historier om mænd, der har købt hus og bil til deres nye kæreste eller hendes familie. I nogle tilfælde flytter pigens "bror" med ind i huset, og manden opdager ikke, at det reelt er hendes thai-kæreste. Han opdager det ikke engang i de tilfælde, hvor han også selv bor i huset. Når der ikke er flere penge at hente, dumpes manden.

Kort sagt

Vil du have sex med en prostitueret, som du møder på din ferie i Thailand, så opfør dig ordentligt over for hende, og lad være med at lade dig forblinde af din midtvejskrise eller ungdoms dumhed. Det handler om penge på den ene eller anden måde.

Selv hvis forholdet udvikler sig til et rigtigt forhold (over flere ferier), vil økonomisk sikkerhed spille en stor rolle i forholdet.

Et lille P.S. hvis du drømmer om den store kærlighed med en thailandsk pige:

Lad være med at tro, at det vil være nemt at have et rigtigt forhold til en thailandsk pige. Hun er ikke på barrikaderne med hensyn til ligeberettigelse, tværtimod, og hun vil pusle mere om dig end en dansk pige. Den er den nemme del.

Men på mange andre punkter kan forholdet kræve betydeligt mere arbejde, og give mange flere problemer end et forhold til en dansk pige.

Det får jeg måske en dag skrevet en anden artikel om.

Tags: Sex - Barpiger - Forelskelse - Freelancer - Soapie

Andre artikler om sex i Thailand: