Artiklen indeholder priser omregnet til baht. Tryk her for at vælge en anden valuta.
Meget stor botanisk have
Queen Sirikit Botanic Garden er en meget stor botanisk have – cirka 100 gange så stor som Botanisk Have i København.
Hvis du er i Chiang Mai, og du interesserer dig for planter og natur, så er et besøg i Queen Sirikit Botanic Garden et must. Der er botanisk haver andre steder i verden, der har flere forskellige planter – Royal Botanic Gardens i England er den med flest forskellige planter – men arealmæssigt blegner den med sine 1,2 kvadratkilometer i forhold til Queen Sirikit Botanic Gardens 10 kvadratkilometer. Og Botanisk Have i København kan som nævnt slet ikke være med i det kapløb.
Queen Sirikit Botanic Garden er Thailands ældste og vigtigste botaniske have. Her finder du masser af planter udendørs, som ikke kan klare sig i den danske natur, og her er en række væksthuse med planter, der kræver mere kontrollerede klimatiske forhold. Hele området er meget velplejet, og det er en fornøjelse at gå rundt og nyde de forskellige miljøer såvel udendørs som indendørs.
Udendørs finder du flere vandreruter, fx en der fører dig forbi et lille vandfald på floden Mae Sa, og en der fører dig gennem et område med mange forskellige arter bananplanter. Små skilte fortæller dig om de forskellige planter på ruten og om fugle og insekter. Desværre er man ikke særlig konsistente med informationerne på de små skilte her og andre steder i haven og i væksthusene, nogle er udelukkende på thailandsk, mens andre har engelske oversættelser.
Haven har også en vandrerute i form af en gangbro med en fin udsigt over dele af den botaniske have. Gangbroen er cirka 500 meter lang og ender med en lille udsigtsplatform.
Queen Sirikit Botanic Garden er så stor, at det ikke er praktisk at gå rundt i hele haven. Du kan heldigvis medbringe et køretøj, og hvis du ikke selv har køretøj til rådighed, kan du benytte en shuttlebus, der kører rundt mellem de forskellige dele af haven. Den koster 40 baht (40 baht) for voksne og 20 baht (20 baht) for børn.
Væksthuse
Queen Sirikit Botanic Garden lægger grund til 12 væksthuse med forskellige plantearter. Væksthusene er indrettet med spændende og flotte miljøer og afdelinger, som du kan se på nogle af de nedenstående billeder. Der er dog et, som er temmelig kedeligt, medmindre du er meget interesseret i vandplanter. Jeg bringer her et billede for fuldstændighedens skyld.
Der er måske ikke de store muligheder for at lave spændende miljøer med vandplanter, eller også havde arkitekten med de gode ideer fri den dag de planlagde det. Men de andre væksthuse er som nævnt indrettet med meget flotte og spændende miljøer, som fx dette med små vandfald og indlagt dis over vandet.
Der er et væksthus med ananas.
Der er selvfølgelig også et væksthus med kødædende planter. Det er ikke helt så farligt at besøge, som det måske kan se ud på billedet. De store, skræmmende planter er ganske kunstige, og de levende myrer er ikke helt så store som den på venusfluefangeren.
Som et afbræk fra den frodige, grønne natur i Thailand er der et væksthus med planter, der er tilpasset miljøer med meget lidt vand.
Et af de mere spændende væksthuse viser, hvordan stammefolk, som fx hmong og karen, bruger planter til mad, huse, tøj og fornøjelser.
Det største væksthus indeholder tropiske planter og et lidt større vandfald end det på et af de ovenstående billeder. Jeg har desværre ikke billeder fra det store væksthus, da det var lukket på grund af renovering, da jeg besøgte haven.
Vil du have souvenirs med hjem, findes der to souvenirbutikker med T-shirts, tasker m.m. i haven, og det er også muligt at købe planter, omend den slags nok ikke er så praktiske at have med på en flyvetur.
Sådan kommer du til Queen Sirikit Botanic Garden
Queen Sirikit Botanic Garden ligger knap en times kørsel fra Chiang Mais centrum. Du kan købe ture i nogle af turboderne, eller du kan selv hyre en taxi til turen. Kører du selv, kan du indstille din GPS på Google Maps (indgangen til den botaniske have).
Der er ikke længere til den botaniske have, end du kan cykle, hvis du er til halvlange cykelture. Der er knap 30 km til haven fra Chiang Mai centrum.
Queen Sirikit Botanic Garden ligger for øvrigt på et meget populært loop med start og slut i Chiang Mai by, Samoeng Loop. Loopet er på godt 100 km, og det byder på mange andre spændende oplevelser og seværdigheder end den botaniske have. Loopet kan køres i bil, på motorcykel/scooter eller cykel. Der er sågar også nogle, som tager det til fods. Læs mere om loopet i artiklen Samoeng Loop i Chiang Mai.
Queen Sirikit Botanic Garden er åben fra 8:30 til 16:30 alle ugens dage. Der opereres med turistpriser, men det er trods alt stadig meget lave priser, og et besøg i haven er så rigeligt prisen værd. En lokal voksen skal betale 50 baht (50 baht) for at komme ind, mens en voksen turist skal betale 150 baht (150 baht). Børn koster henholdsvis 20 og 100 baht (henholdsvis 20 og 100 baht). Der er gratis adgang for alle under 12 år og alle over 60 år. Har du køretøj med, koster det 100 baht (100 baht) for en bil og 30 baht (30 baht) for en scooter/motorcykel, mens cykler er gratis.
Læs mere om, hvad Queen Sirikit Botanic Garden kan tilbyde på dens hjemmeside.