Artiklen indeholder priser omregnet til baht. Tryk her for at vælge en anden valuta.
Phuket Zoo
Phuket Zoo er ikke for dyreelskere.
Sidst opdateret d. 19. juni 2022
Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det gælder også coronaen. På grund af manglende besøgende har Phuket Zoo været lukket i længere tid, og man har nu (juni 2022) besluttet, at man ikke åbner igen. The Wildlife Friends Foundation Thailand (WFFT) har overtaget tigre og bjørne fra Phuket Zoo, og de skal ikke længere leve i små bure, men får lov at boltre sig i en dyrepark. Jeg har ikke kunnet finde oplysninger om, hvad der er sket med elefanterne.
Hvis du er glad for dyr, eller har du børn med på ferien til Phuket, kan du måske få lyst til at besøge Phuket Zoo. Men lad være! Forholdene for dyrene er under al kritik, og der er meget langt til standarden for zoologiske haver i vesten. Phuket Zoo overlever kun, fordi turister, der ikke kender til forholdene, lader sig lokke til et besøg. De kommer kun én gang, men der kommer altid et nyt hold turister i morgen, hvoraf nogle lader sig lokke til et besøg, fordi de ikke kender forholdene.
Phuket Zoo er jævnligt havnet i aviserne på grund af de kritisable forhold for dyrene, men det er alligevel lykkes haven at beholde sin licens som offentlig zoo. Senest Phuket Zoo var i nyhederne, var i april 2019 med artikler om en underernæret elefantunge med synlige ribben kaldet "Dumbo". Sammen med andre elefanter tvinges den til at underholde gæsterne med forskellige kunster.
Optrædende elefanter gør det ikke for sjovt skyld, men fordi de straffes, hvis de ikke gør, som de får besked på. Elefant-træneren er udstyret med en lille metalklo, som han kan hakke ind i elefanten, hvis den ikke gør som ønsket. Læs mere om "træning" af elefanter i artiklen Elefantridning.
Det er muligt at blive fotograferet sammen med vilde dyr i Phuket Zoo, men vær opmærksom på, at dyrene sandsynligvis er bedøvede, så de ikke brokker sig.
Hvis du læser andres anmeldelser af Phuket Zoo, så vil du se, at de fleste af dem nævner nogle meget små bure, som ikke giver dyrene meget plads at bevæge sig på. Nogle dyr, som fx elefanterne, er lænket fast, når de ikke tvinges til at optræde for publikum. Læser du anmeldelserne af Phuket Zoo på Tripadvisor, er du absolut ikke i tvivl om, at du skal holde dig langt fra Phuket Zoo.
Endelig skal det nævnes, at Phuket Zoo opererer med særlige turistpriser – turister får lov at betale temmelig meget mere end lokale for at komme ind, og hertil kommer ekstra betaling, hvis man fx vil fotograferes med nogle af dyrene.
Indgangen koster 1.500 baht (1500 baht) for en turist, mens de lokale kommer ind for 100 baht (100 baht). Man kan så sammenligne turistprisen med de 195 danske kroner, det koster for at komme ind i Zoo i København, og det er en zoo, der gør en hel del ud af dyrevelfærd, og som betaler nogle helt andre lønninger til deres ansatte end Phuket Zoo.