Tatovering i Thailand
Mange vælger at få en tatovering på deres ferie i Thailand.
Ligesom tandlæger, plastikkirurgi og andre behandlinger kan være meget billigere i Thailand end hjemme i Danmark, så er tatoveringer også billigere.
På mange af feriestederne i Thailand finder du et stort udvalg af tatovører. Priserne er typisk mindre end det halve af, hvad en tatovør med samme erfaring og evner vil tage hjemme i Danmark, uanset om du vil have en lille numsetatovering, et sleave eller en større ryg-tatovering.
Men før du får lavet en tatovering i Thailand, så er der nogle ting, du skal være opmærksom på:
- En tatovering er for livet
Få kun en tatovering efter nøje overvejelse, og tænk grundigt over, hvilket motiv du vil have, og hvor på kroppen du vil have det. Få aldrig lavet en tatovering efter en pludselig indskydelse, eller fordi du lader dig presse af venner eller kæreste. - Find den rigtige tatovør
Du skal ikke udelukkende vælge en tatovør ud fra flotte tegninger eller billeder af tidligere tatoveringer i en tatovørs vindue eller på hans hjemmeside. Du skal heller ikke lade prisen være det afgørende. Det er vigtige parametre, men du kan ikke umiddelbart vide, om tatovøren kan leve op til tegningerne/billederne, og om resultatet er prisen værd. Søg i stedet på nettet efter tatovører på dit feriested (gerne før ferien), og læs om andre kunders erfaringer. Når du har fundet en tatovør, der ser interessant ud, kan du tage en snak med ham om den ønskede tatovering og om hygiejnen, se næste punkt. - Hygiejne
Der er ikke mange regler for tatovører i Thailand, men de skal bruge sterilt udstyr, og nåle m.m. må ikke genbruges. Tatovøren har pligt til at spørge ind til kundernes helbred, og han må ikke udføre tatoveringer på diabetikere og blødere. Han skal desuden instruere kunderne i efterbehandling, så de ikke risikerer infektioner.
Men hvis du har været i Thailand i mere end nogle få dage, så ved du også, at temmelig mange thaier ser stort på regler og forbud. Spørg derfor tatovøren om hygiejnen, hvordan han rengører nåle før brug osv. Og prøv at vurdere ud fra svarene, om han er til at stole på. Søg også gerne på nettet efter andres erfaring med hygiejnen hos den pågældende tatovør. - Tjek fremmede sprog
Hvis du vælger en tatovering med tekst på et fremmed sprog, så gør dig selv en tjeneste og dobbelttjek, om det nu også betyder det, som du tror, det betyder. Der er temmelig mange, der går rundt med "sjove" tekster. Et af de mere kendte eksempler er Ariana Grande, der ville have tatoveret "7 rings" på japansk, men i stedet endte med betegnelsen for en lille BBQ-grill. - Undgå tatoveringer med Buddha
Du synes måske, det vil være oplagt at få en tatovering med Buddha, når nu du er i Thailand. Men du skal lige være opmærksom på, at tatoveringer med Buddha absolut ikke er velset blandt buddhister. Tatovøren har måske ikke noget mod at lave sådan en tatovering, men du bliver ikke populær, hvis du lufter den i Thailand, især ikke hvis den er placeret under taljen. Kulturministeriet i Thailand har længe arbejdet på helt at stoppe tatoveringer med Buddha, det er dog endnu ikke blevet forbudt ved lov.
Har du en synlig tatovering med Buddha, kan du risikere at blive afvist ved indrejse til visse buddhistiske lande, fx Myanmar og Sri Lanka. - Lige før tatoveringen
Undgå at tage aspirin eller anden blodfortyndende medicin i 24-48 timer, før du skal tatoveres. Ellers risikerer du at bløde mere end nødvendigt under tatoveringen. Undgå også at drikke alkohol og kaffe i samme periode, da det også kan fortynde blodet. - Efter tatoveringen
Prisen på tatovering i Thailand og tatovørernes evner er et plus, men der er også nogle minusser, der gør det lidt mindre interessant at få en tatovering, mens du er på ferie i Thailand. Du skal nemlig undgå badning i hav og swimmingpool, og du skal undgå direkte sollys, indtil tatoveringen er helet. Du skal gerne holde dig helt væk fra stranden i helingsperioden for at mindske risikoen for infektion. Og uden strand og sol er ferien i Thailand måske ikke helt, som du havde ønsket. Det tager typisk tre til fire uger, før en tatovering er helet. - Think Before You Ink
Hvis du ikke allerede har besøgt hjemmesiden Think Before You Ink, der er lavet af Miljø- og fødevareministeriet sammen med Sundheds- og Ældreministeriet, så besøg siden nu. Hjemmesiden indeholder gode råd til før tatovering, til efter tatovering samt oplysninger om risici ved en tatovering. Du kan også finde oplysning om, hvor på kroppen det gør mest/mindst ondt at få en tatovering. Hjemmesiden har såmænd også et "prøverum", hvor du kan uploade et billede af dig selv og se, hvordan det vil se ud med den ønskede tatovering.