Phuket City Viewpoint
Nyd udsigten over Phuket by fra Khao Rang.
Hvis du besøger Phuket by, så gør dig selv en tjeneste og tag et smut op til Phuket City Viewpoint, også kendt som Khao Rang Viewpoint og Rang Hill viewpoint.
På toppen af Khao Rang finder du en lille park og en udsigtsplatform, der giver dig en fin udsigt over byen og sydpå ned over Cape Panwa og de omkringliggende øer.
Ved starten af udsigtsplatformen er der opført en hvid pavillon, hvor du ofte vil finde musikere, der leverer baggrundsmusik til udsigten.
Der er hele to restauranter, du kan vælge mellem på toppen af bjerget, hvis du vil have lidt mad eller en kop kaffe. Begge har egne udsigtsplatforme, hvor du kan nyde udsigten, mens du spiser. Der er desuden et par restauranter på vejen op mod toppen, og de byder også begge på en fin udsigt.
Foretrækker du hjemmelavet mad eller street food, kan du sidde og spise ved små stenborde og -taburetter under træernes skygge.
Og så er der aber på bjerget, hvilket lyder sjovt og sødt. Men selvom de kan se søde ud, så er de det ikke nødvendigvis. Lad være med at fodre dem, drille dem eller forsøge at komme i nærkontakt med dem. De kan være temmelig uberegnelige og bide eller kradse. Bliver du bidt eller kradset af en abe, vil det være en god ide at smutte forbi et hospital efterfølgende for at få såret renset og evt. få en stivkrampeindsprøjtning.
Undlad at bære noget der ligner mad og drikke, da de kan forsøge at stjæle det, de går også gerne på jagt efter spiseligt eller andet de finder interessant i tasker og poser. Denne abe fandt et stykke stof, som ejeren måske godt kan undvære, men den kunne lige så gerne have taget en mobiltelefon.
Phuket City Viewpoint er åben for besøg hele døgnet, så du fx kan nyde udsigten over byens lys om aftenen.
Den lille lysprik, der svæver over de andre lys, er en oplyst Big Buddha, der også er en besøg værd. Den byder på en endnu bedre udsigt end Phuket City Viewpoint, hvilket du kan læse mere om i artiklen The Big Buddha på Phuket.
Solen går ned bag bjergene med The Big Buddha i vest. Du kan sidde og nyde solnedgangen, mens du spiser på en af bjergets restauranter. Billedet her er dog taget fra udsigtsplatformen, hvor der er et mere frit udsyn til solnedgangen.
I artiklen Phuket Viewpoints kan du se en video med klip fra ni forskellige viewpoints, heriblandt Phuket City Viewpoint.
Monkey Hill Viewpoint
Egentlig er Khao Rang ikke det højeste bjerg i Phuket by, nabobjerget, der er kendt som Monkey Hill, er højere og byder også på en fin udsigt. Men jeg vil alligevel klart anbefale dig at besøge Phuket City Viewpoint i stedet. Øverst på Monkey Hill er der flere radio- og TV-stationer med tilhørende antenner, så udsigtspunkterne er ikke på toppen af bjerget. Og udsigten fra udsigtspunkterne er ikke så god som fra Phuket City Viewpoint.
En anden ulempe ved Monkey Hill Viewpoint er, at du skal gå derop. Der er ganske vist en vej, og den plejer at være åben for kørsel noget af dagen, men ved mine sidste besøg, var den helt lukket for kørende trafik til udsigten. Det tager en times tid at gå derop.
Som navnet kan antyde, så er der flere aber på Monkey Hill Viewpoint end på Phuket City Viewpoint. Det kan være, det er indbildning, men jeg opfatter aberne her som værende noget mere aggressive og pågående end dem på Phuket City Viewpoint.
Sådan kommer du til Phuket City Viewpoint
Khao Rang er ikke så forfærdelig langt fra Phuket Old Town, hvis du er i byen for at se den gamle bydel. Men jeg vil dog ikke anbefale dig at gå op til udsigtspunktet. Der er cirka 500 meter til toppen i fugleflugtslinje, men medmindre du har vinger, skal du følge vejen derop, og den er godt 1,5 km lang. Det går opad, og her er varmt og fugtigt, så det er ikke det samme som at gå en strøgtur derhjemme. Det tager en lille times tid at gå derop, hvis ellers du er nogenlunde frisk.
Der er ikke ture hertil eller offentlig transport, så hvis du ikke selv har køretøj til rådighed, er den bedste løsning at tage en taxi, tuk tuk eller en motorcykeltaxi til toppen. Husk at forhandle prisen på turen og evt. afhentning til turen ned igen på forhånd.
Hvis du insisterer på at gå derop, så finder du vejen til toppen her på Google Maps, hvis du kommer fra Phuket Old Town. Når vejen deler sig ved en stor Buddha-statue, skal du gå til høre mod statuen og dernæst til venstre, når vejen deler sig igen. Ellers bliver turen 150 meter længere. Kører du selv, så indstil din GPS på dette punkt på Google Maps.