Artiklen indeholder priser omregnet til baht. Tryk her for at vælge en anden valuta.

Bedste aktiviteter i Hua Hin

Ridetur på stranden, golf, shopping, vingård, vandland og imponerende huler. Du har mange muligheder for at blive aktiveret, når du besøger Hua Hin.

Tags: Aktiviteter - Hua Hin - Shopping - Tham Phraya Nakhon - Golf - Huler - Zip-line - Vin - Strand - Vandland

I denne artikel kan du finde en række forslag til aktiviteter, når du holder ferie i Hua Hin, og hvis du bliver træt af at ligge og dase på stranden eller ved hotellets pool.

Hua Hin byder selvfølgelig på mange andre aktiviteter end de her nævnte. Men det er ikke helt så nemt at finde turboder i Hua Hin som i andre turistområder i Thailand, hvor du dårligt nok kan gå 50 meter uden at støde på mindst én turbod. Jeg er faktisk endnu ikke stødt på en rigtig turbod i Hua Hin, selvom jeg efterhånden har været der en del gange.

Du kan evt. spørge om ture på dit hotel. Nogle taxichauffører tilbyder også faste ture, og ellers kan du hyre dem til transporten frem og tilbage. Bemærk, at priser på ture næsten altid er til forhandling, du skal ikke være bleg for at tilbyde en meget lavere pris, så I kan forhandle jer frem til en mere passende pris. Taxipriserne er typisk også til forhandling, hvis du selv arrangerer kørsel.

Hua Hin Beach

Hua Hin Beach er måske ikke Thailands bedste strand, men den har da sand og vand – og heste. Har du altid drømt om en ridetur på en tropisk strand, så kan du få din drøm opfyldt her. Og ellers kan du glæde børnene med en ridetur, hvis du har sådan nogle med.

Det koster 400 baht (400 baht) for 20 minutter, 500 baht (500 baht) for 30 minutter og 1.000 baht (1000 baht) for en time. Vil du bare have et billede af dig selv eller et barn på hesteryg, koster det 50 baht (50 baht). Du kan normalt finde hestene på stranden fra solopgang til solnedgang, sådan cirka fra 6:30 til 18:00. Priserne er sidst tjekket i 2024, og de er kun for at give dig en ide om prisniveauet, du kan forhandle dig til andre priser, og hvor længe du vil ride.

Du finder hestene ved hovedindgangen til stranden, Google Maps.

Golf

Der findes en del golfbaner og -klubber i Hua Hin og omegn, og de er kendt som nogle af Thailands bedste. Der er da også en del turister, der hovedsageligt kommer til Hua Hin for at spille golf.

En del af klubberne tilbyder også overnatning. Du får links til de forskellige klubber nedenfor (dem der har en virkende hjemmeside), så du selv kan sammenligne baner og priser. Det hænder, at en klub har særlige tilbud, især uden for højsæsonen, og du kan så komme ned under 2.000 baht (2000 baht) for greenfee, caddie og golfvogn. Ellers ligger det generelle prisniveau på 2-3 gange så meget for gæstespillere.

Thailands ældste golfklub, Royal Hua Hin Golf Course, ligger inde midt i Hua Hin som nabo til togstationen; den blev åbnet af kong Rama VI som en 9-hullers bane i 1924. Der blev tilføjet yderligere 9 huller i 1928. I vore dage er det dog nok den mindst spændende af banerne i Hua Hin, men den har historie, og så ligger den meget bekvemt i byen.

Lake View Resort and Golf Club plejer at have en hjemmeside, men den har været nede i temmelig lang tid. De har en side på Facebook, som du kan bruge, hvis hjemmesiden ikke er kommet op igen.

Vandland

Hua Hin Beach er som nævnt ikke den bedste strand i Thailand, men der er heldigvis alternativer, som endda kan være sjovere end at få sand mellem tæerne. Der er hele to vandlande i Hua Hin, som sikker vil tiltale børn og alle andre vandhunde.

Billedet ovenfor er fra Black Mountain Water Park, der er det ældste af de to vandlande. Vandlandet ligger lidt uden for Hua Hin by, ikke så langt fra Black Mountain Golf Club.

Adgang til Black Mountain Water Park koster 600 baht (600 baht) for voksne og 300 baht (300 baht) for børn. Der er gratis adgang for børn under 110 cm. Der er åbent dagligt fra 11 til 17, undtagen lørdag hvor der er åbent til 19.

Vana Nava Water Jungle ligger lidt mere centralt i den sydlige del af Hua Hin.

Adgang til Vana Nava Water Jungle koster normalt 1.650 baht for voksne og 1.370 baht for børn og pensionister (henholdsvis 1650 og 1370 baht), men der er ofte tilbud med lavere priser. Der er åbent dagligt mellem 11 og 17.

Black Mountain Water Park på Google Maps.
Vana Nava Water Jungle på Google Maps.

Shopping

De fleste turister i Hua Hin besøger natmarkedet, der holder åbent hver dag fra 18-22, dog til klokken 23 fredag, lørdag og søndag. Markedet er rettet mod turister, og du kan købe alskens souvenirs her, og her er også masser af restauranter. Men gå ikke glip af tirsdagsmarkedet, det er rettet mod de lokale.

Tirsdagsmarkedet byder på et meget større udvalg af tøj, herunder en del genbrugstøj, så vær opmærksom på det, hvis du kun vil have nyt tøj. Tirsdagsmarkedet byder også på mange flere spisesteder end natmarkedet. Og eftersom markedet er rettet mod de lokale og ikke turister, så er priserne meget mere overkommelige. Tirsdagsmarkedet er åbent hver tirsdag fra klokken 15 til 22.

Natmarkedet på Google Maps.
Tirsdagsmarkedet på Google Maps.

Imponerende huler

Der ligger flere spændende huler i nærheden af Hua Hin. Den bedst kendte er Tham Phraya Nakhon, som billedet ovenfor stammer fra. Loftet i hulen er nogle steder styrtet ned, så der kommer dagslys ind, og det har givet grobund for flora og fauna. Hulen er besøgt af flere konger, og pavillonen på billedet blev opført af Rama V i 1890.

Det er absolut ikke nemt og ubesværet at besøge hulen, hvilket du kan læse mere om i artiklen Tham Phraya Nakhon.

Hvis du gerne vil besøge en hule, men du finder det for hårdt at besøge Tham Phraya Nakhon, så kan du i stedet besøge Phra Prathun Cave. Her vil en munk guide dig rundt i hulen, der er i tre etager. Også her skal du dog besvære dig, da der er en pæn lang trappe op til hulen. Det er dog langt fra så besværligt som at komme op til Tham Phraya Nakhon.

Du kan læse mere om "den lette" hule i artiklen Phra Prathun Cave. Hulerne ligger ikke så langt fra hinanden, så har du masser af kræfter, og du vil have din lyst til huler styret, så kan du besøge dem begge på en dagtur. Jeg vil anbefale, at du i så fald starter med Phra Prathun Cave.

Tham Phraya Nakhon ligger i en nationalpark, og det koster 200 baht (200 baht) i entre. Der er gratis adgang og rundvisning i Phra Prathun Cave, men munkene vil dog med glæde modtage en donation som tak, fx 100-200 baht (100-200 baht).

Besøg en vingård

Der dyrkes skam vin i Thailand, og vinen er ikke helt ringe; thailandsk vin har vundet flere internationale priser. En af de bedst kendte vingårde ligger i Hua Hin, Monsoon Valley Vineyard. Du kan få en rundtur på vingården og se markerne med vinranker, og du kan smage dens vine.

Reelt set behøver du ikke at besøge vingården for at smage vinene, da den ejer en vinbar, Monsoon Valley Wine Bar, der ligger inde i selve Hua Hin by.

Der arrangeres transport fra vinbaren i byen og ud til vingården, hvilket koster 300 baht (300 baht) for en retur-kørsel. En rundvisning på vinmarkerne koster 100 baht (100 baht). Du kan læse mere på Monsoon Valleys hjemmeside, hvor du også kan finde deres adresser og transporttider.

Zip-line

Du finder zip-lines, hvor du kan svæve mellem trætoppe, i de fleste turistområder i Thailand og selvfølgelig også i Hua Hin. Tree Top Adventure Park byder på zip-lines, hængebroer lavet af enkelte hængende brædder og bildæk, rebstiger m.m. Zip-linerne og de andre aktiviteter er ikke så vilde, som dem du kan finde i fx Chiang Mai, her er de mest rettet mod børn eller frygtsomme voksne, som ikke vil ud på de voldsomme zip-lines.

Som du kan se på billedet, starter man stille og roligt tæt ved landjorden, og man arbejder sig så langsomt opad til en zip-line, der er 100 meter lang. Området er ikke større end, at voksne kan forblive på landjorden og følge børnene rundt.

Normalprisen er 1.500 baht (1500 baht), men de har ofte promotion-priser. Du kan læse mere om deres aktuelle priser og åbningstider på Tree Top Adventure Parks hjemmeside. Børn skal være mindst otte år og mindst 120 cm høje, læs mere om de forskellige krav på deres hjemmeside.

Hvis du ikke er så heldig at finde en turbod, der tilbyder en udflugt til zip-linen, skal du selv arrangere kørsel. Kører du selv, får du her placeringen på Google Maps.

Tags: Aktiviteter - Hua Hin - Shopping - Tham Phraya Nakhon - Golf - Huler - Zip-line - Vin - Strand - Vandland

Andre artikler om aktiviteter i Thailand: