Artiklen indeholder priser omregnet til baht. Tryk her for at vælge en anden valuta.

Chiang Mai Erotic Garden

Besøg en meget velholdt have med en lidt anderledes udsmykning end de fleste andre haver.

Tags: Chiang Mai - Samoeng - Erotic Garden - Aktiviteter

Chiang Mai Erotic Garden ligger lidt nord for Chiang Mai by, og det er en have med en lidt anderledes udformning og udsmykning end de fleste andre haver, som du måske kan gætte ud fra navnet og ud fra ovenstående billede. Haven er en såkaldt te-have, hvor du kan nyde en kop te (eller kaffe) og en kage, men haven byder også på erotiske skulpturer og blomster, og der er lavet kunstige bakker, der viser kvindelige former.

Haven er skabt af Katai Kamminga, og hun viser selv rundt i haven og fortæller gæsterne om de forskellige blomster og skulpturer.

Haven er 3.200 kvadratmeter, svarende til 3-4 danske parcelhusgrunde. Udformningen af haven og valget af blomster er foretaget i samarbejde med lokale anlægsgartnere, mens skulpturerne er skabt af kunststuderende. Og så er der fallossymboler, omend der ikke skal så meget fantasi til at afkode det symbolske.

Allerede ved indgangen kan du se, at haven ikke er helt som andre haver. Der er reliefkunst med damer i bar overkrop, og læg også mærke til fontænen yderst til højre på billedet.

De største kunstværker er dem, som anlægsgartnerne har lavet, som fx disse to bakker:

Der er specielt udformede buske, som er svære at overse, og der er erotiske blomster, som ikke er helt så opmærksomhedskrævende, men som du skal tættere på for at se, som fx orkideer og flamingoblomst.

Orkide og flamingoblomst

De fleste skulpturer i haven forestiller kvinder, som fx de to nedenstående. Bakkerne bag skulpturen på det første billede forestiller en liggende bagdel og ben, omend det ikke er så tydeligt at se på dette billede.

Haven er yderst velholdt, og skulpturerne rengøres jævnligt, her er det en badende mand, der får en ekstra hånd. Det er måske ikke en kedelig, teknisk bog, han læser, for hvis man kigger ned i "badekarret", kan man se, at han er lettere opstemt.

Måske han har været et smut inde i bygningen, hvor der findes et lille bibliotek med erotiske bøger. Der er også et lille hyggehjørne, derinde, hvor du kan sidde og læse bibliotekets bøger, og du kan købe souvenirs, bl.a. specielt udformede stearinlys.

Den officielle pris for at besøge haven er 300 baht (300 baht), hvilket inkluderer en kop te eller kaffe samt en kage. Jeg slap dog med 200 baht (200 baht), og jeg kan se på nettet, at andre også er sluppet med den lavere pris.

Sådan kommer du til Chiang Mai Erotic Garden

Chiang Mai Erotic Garden ligger 25 km og cirka 45 minutters kørsel nord for Chiang Mai by. Du kan ikke købe arrangerede ture til haven, du skal selv arrangere transport. Kører du selv, kan du finde Chiang Mai Erotic Garden på Google Maps.

Du kan evt. besøge haven som en afstikker på Samoeng Loop, der er en populær rundtur med start og afslutning i Chiang Mai by. Loopet byder på mange seværdigheder og aktiviteter, hvilket du kan læse mere om i artiklen Samoeng Loop i Chiang Mai. Haven ligger godt 7 km og knap 15 minutters kørsel nord for loopet.

Chiang Mai Erotic Garden er åben hver dag fra kl. 10-17.

Tags: Chiang Mai - Samoeng - Erotic Garden - Aktiviteter

Andre artikler om aktiviteter i Thailand: