Artiklen indeholder priser omregnet til baht. Tryk her for at vælge en anden valuta.
River Kwai Bridge
Broen over floden Kwai er et mindesmærke over, hvor grusom krig og mennesker kan være.
Over 100.000 døde ud af godt 310.000 tvangsudskrevne arbejdere. Det var prisen, som det japanske militær var villig til at betale for at gøre det nemmere at fragte tropper, våben og forsyninger med tog til sin hær i Burma under 2. verdenskrig.
Det er broen, der stjæler det meste af opmærksomheden i eftertiden, ikke mindst på grund af filmen The Bridge on the River Kwai fra 1957 efter bogen af samme navn. Broen var dog kun en lille del af projektet, der gik ud på at bygge en 415 km lang jernbane mellem Ban Pong i Thailand og Thanbyuzayat i Burma (nu Myanmar). Jernbanen er også kendt som dødens jernbane på grund af de mange, der døde under bygningen af den.
I filmen følger vi britiske krigsfanger, der i starten tvinges til at bygge broen, men som senere begynder at bygge den frivilligt som et prestigeprojekt for at vise, at de er bedre ingeniører end japanerne. Til sidst i filmen sprænges broen i luften.
Forfatteren Pierre Boulle havde dog misforstået nogle ting og opdigtet endnu flere; allerede på forsiden af bogen finder man den første fejl. Floden hedder ikke Kwai, den hedder Khwae, men det var slet ikke Khwae, som broen blev bygget over, det var floden Maeklong. Jernbanen fulgte Khwae på en god del af vejen til Burma, men Khwae stødte først til Maeklong lidt syd for broen.
Man valgte i 1960'erne at omdøbe floderne på grund af de mange turister, der kom for at besøge broen, efter filmen gjorde den kendt. Så i dag hedder den nordlige del af floden Khwae Yai (yai betyder stor), den tilstødende flod hedder nu Khwae Noi (noi betyder lille), og efter den er stødt til og videre sydpå hedder floden Meaklong. Hvis navnet Maeklong lyder bekendt, så er det måske fordi, du har hørt om Maeklong togstation, der ligger lige nord for flodens udløb i Thailandbugten. Stationen er kendt, fordi der her er et marked på togskinnerne, det kan du læse mere om i artiklen Marked på skinner.
Filmen er blevet beskyldt af flere krigsfanger fra dengang for at male et skønmaleri af forholdene i lejrene. Krigsfangerne arbejdede hverken helt eller delvist frivilligt for at vise sig over for japanerne. Tværtimod saboterede de arbejdet i det omfang, de kunne. Billedet nedenfor af fire krigsfanger ligner heller ikke just skuespillerne i filmen. Krigsfangerne led af underernæring og mange af dem døde af mangelsygdomme som beriberi eller af malaria og andre tropesygdomme.
Ophavsret: Ukendt fotograf, public domain.
På grund af filmen er det også krigsfangerne, der har fået al opmærksomheden i eftertiden. Men krigsfangerne udgjorde kun en mindre del af tvangsarbejderne, og de klarede sig generelt bedre end de tvangsudskrevne asiatiske arbejdere. 61.811 krigsfanger arbejdede på jernbanen, hvoraf 12.621 døde. Man har ikke så nøjagtige tal for de asiatiske tvangsarbejdere, men det vurderes, at over 250.000 asiater arbejdede på jernbanen, og at over 90.000 af dem døde.
Filmen beskæftiger sig kun med en træbro over floden, og sidst i filmen sprænges broen som nævnt i luften. I virkeligheden var der to broer, en midlertidig af træ og den senere bro af stål og beton. Begge broer blev bombet af de allierede et par år senere. Træbroen eksisterer ikke mere, betonbroen blev repareret, og det er den, man i dag kan besøge og gå ud på eller køre over med tog, se længere nede.
Det er svært ikke at sammenligne filmens beskrivelse af broen og tvangsarbejdet med virkeligheden, for det er filmens beskrivelse, der har fæstnet sig i den brede offentlighed, ikke mindst på grund af filmens succes og popularitet. Filmen ryddede nærmest bordet i 1958 som bedste film og Alec Guinness som bedste skuespiller ved en masse prisuddelinger, heriblandt Oscars, Golden Globe og BAFTA (britisk filmpris).
I dag bærer broen og den nærliggende togstation ikke spor af lidelserne. Stationen ligner de fleste andre togstationer i Thailand.
Langs stationen finder du endda turistboder med tøj og andre tilbud til de besøgende.
Der ligger flere indkøbsmuligheder lige rundt om hjørnet i markedet River Kwai Park, der ligger over for World War II & JEATH War Museum, som du kan læse mere om længere nede i artiklen.
Du kan se flere lokomotiver og togvogne fra dengang på et område ved stationen, men de bærer heller ikke spor af krigens rædsler. De ligner ganske almindelige gamle tog.
Det meste af jernbanen frem til Thanbyuzayat i Burma er nu nedlagt, og sporene er fjernet. Der er blot 130 km tilbage af jernbanen, alle i Thailand. Endestationen Nam Tok ligger cirka 60 kilometer nord for broen.
Krigsmuseer
Der findes en række krigsmuseer i området. I World War II & JEATH War Museum, der ligger mindre end 100 meter fra broen, kan man se en fangehytte med billeder, der beskriver livet i lejren, og andre effekter fra krigens tid, heriblandt et gammelt lokomotiv. Forkortelsen JEATH dækker over de lande, der havde krigsfanger i lejrene: Japan, England, Australien/Amerika, Thailand og Holland.
Her er også en kopi af noget af den gamle træbro, der hvor den var i sin tid. Det er ikke et voldsomt stort eller omfattende museum. World War II & JEATH War Museum på Google Maps.
Der ligger et lidt mere omfattende museum, JEATH War Museum, 4,5 km længere sydpå. Også her finder du en kopi af en fangehytte og billeder og beskrivelser af arbejdet på broen. The JEATH War Museum Kanchanaburi på Google Maps.
Det mest omfattende museum er dog Thailand-Burma Railway Centre, der ligger ved Kanchanaburi togstation og lige over for Kanchanaburi War Cemetery, knap 3 km syd for broen. Her fokuseres der ikke hovedsageligt på krigsfangerne og broen, i stedet fortælles om arbejdet på hele jernbanen og om de mange tvangsarbejdere fra andre asiatiske lande, fx Malaysia, der forsynede japanerne med 75.000 arbejdere, hvoraf 42.000 døde. Thailand-Burma Railway Centre på Google Maps.
Hellfire Pass Interpretive Centre ligger cirka 80 km nord for broen og 21 km nord for Nam Tok, der er endestationen på det, der er tilbage af jernbanen. Museet er derfor kun relevant, hvis du selv arrangerer transport, eller du er på en tur, der inkluderer et besøg her – det er der enkelte ture, der gør.
Museet handler hovedsageligt om en strækning, der er kendt som Hellfire Pass, hvor man måtte udgrave og udskære et 75 meter langt pas i klipper til jernbanen. Det er muligt at gå gennem selve passet, læs mere om det via linket til centret. Hellfire Pass Museum på Google Maps
Sådan kommer du til broen
Der er et stort udbud af ture til broen i de forskellige turboder i Bangkok og på nettet. Det er ture på en eller flere dage, og nogle indeholder andre aktiviteter på vejen, det kan fx være besøg på det flydende marked i Damnoen Saduak eller et besøg i Erawan National Park. Det er også forskelligt, hvad turene besøger ved broen, nogle af dem lader dig køre over broen med tog, mens andre lader dig gå over broen, de fleste af turene besøger et eller flere af de ovennævnte museer. Turboderne kan have forskelligt udvalg, så besøg evt. flere turboder for at finde den tur, der passer dig bedst.
Alternativt kan du selv tage toget til broen, eller du kan fortsætte til endestationen Nam Tok. Der er to daglige tog, der afgår fra Thonburi Station i Bangkok (link til Google Maps) henholdsvis kl. 7:45 og 13:55. Prisen er meget mere overkommelig, end hvis du booker en tur i en turbod, det koster blot 100 baht (100 baht) hver vej. Det er samme pris, uanset hvor du står af eller på. Togene er 3. klasses tog med åbne vinduer. Bemærk, hvis tager du det sene tog, kan du ikke komme tilbage til Bangkok med tog samme dag.
Hvis du vil på en dagtur uden overnatning, så tag morgentoget. Det ankommer i henhold til køreplanen ved River Kwai Bridge-stationen kl. 10:37 og ved endestationen Nam Tok 12:05. Det kører tilbage fra Nam Tok kl. 13:00 og er ved broen kl. 14:34. Det vil sige, at du så kan vælge et ophold i Namtok på en lille time eller et ophold ved broen i cirka fire timer. Når jeg skriver "i henhold til køreplanen", så er det fordi, tog i Thailand sjældent overholder køreplanerne, de er ofte forsinkede, så regn med mindre tid i henholdsvis Nam Tok eller ved broen. Vil du overnatte i området, er der et tidligt morgentog tilbage til Bangkok, det starter fra Nam Tok kl. 5:20.
Du kan læse mere om selve togturen på Thai Train Guide (på engelsk).
Kører du selv, kan du finde River Kwai Bridge på Google Maps.
Del på Facebook
Nyd solnedgangen fra Phukets sydvestligste punkt. Fra udsigtspunktet ved Promthep Cape har du udsigt over Andaman Sea og øerne Koh Man, som ligger et ejendomsmæglerstenkast fra Phuket, og de lidt fjernere Koh Kaeo Yai og Koh Kaeo Noi.
