Artiklen indeholder priser omregnet til baht. Tryk her for at vælge en anden valuta.
Khaosan Road
Khaosan Road er backpackere og andre unges mødested i Bangkok.
Khaosan Road er en 400 meter lang gade i Bangkok, som er yderst populær blandt backpackere og andre unge turister. Især om aftenen når der festes til høj musik, og du kan møde ligesindede udlændinge, som du kan udveksle efaringer og tips om gode rejsemål med. Er du lidt oppe i årene, vil du nok foretrække at undgå gaden eller nøjes med at besøge den, før det går løs om aftenen.
Khaosan betyder polerede ris, og gaden har fået sit navn, fordi den i gamle dage var et vigtigst rismarked. Men fra 1970'erne og op gennem 80'erne ændrede gaden sig til at blive et backpacker-paradis med flere og flere tilbud om billig overnatning, mad og underholdning.
Khaosan Road og området omkring gaden byder i dag på mange billige hoteller, og endnu billigere hostels. Du kan sagtens finde overnatning for omkring 500 baht (500 baht) i området i højsæsonen.
Gaden byder på butikker med tøj og souvenirs m.m., restauranter, street food samt turistboder der sælger oplevelser og transport, alt sammen rettet mod unge turister.
Du kan få massage i en stol midt på gaden, så du kan se på alle dem, der går forbi mens, du bliver masseret. Du kan selvfølgelig få din første eller din tyvende tatovering her. Og selvom unge backpackere måske ikke er de typiske købere af skræddersyet tøj, så er her flere skræddere – vær dog opmærksom på, at skrædderne her ikke er Bangkoks bedste eller mest ærlige. I artiklen Skræddersyet tøj kan du læse mere om nogle af de ting, du skal være opmærksom på, hvis du vil have skræddersyet tøj.
Her er flere weed-butikker, og selvom det reelt ikke er lovligt at ryge på offentlige steder, så kan du lugte dig frem til nogle af dem.
Og så er der nattelivet, hvor barer og natklubber kæmper for at fange potentielle kunders opmærksomhed med høj musik, som fx baren The One på billedet her, som gør sit til, at gæsterne ikke kan høre hinanden.
Bemærk, du finder ikke pigebarer med prostituerede her, det er ikke den slags gade. Desværre har enkelte elementer fra de mere lumre steder sneget sig ind, ikke mindst i form af reklame for ping pong shows, hvilket du kan læse mere om i afsnittet scams.
Medmindre du har lyst til at deltage i festlighederne, indtil den sidste musik slukkes, så vil jeg anbefale, at du overnatter i en af de nærliggende gader, da larmen kan være øredøvende. Parallelgaden Rambuttri Road kan være et godt sted at overnatte, her er også et livligt aftenliv på gaden, men her er et helt andet støjniveau end på Khaosan Road. Her et billede af Rambuttri Road:
Vil du blot besøge Khaosan for at få en oplevelse, mens du overnatter et andet sted, så kom om aftenen. Her sker ikke så meget i dagtimerne. Først på aftenen er her også til at være for almindelige turister, som ikke vil deltage i festlighederne. Musikken er ganske vist høj, men slet, slet ikke i sammenligning med, hvad den er efter kl. 21.
The Beach
Khaosan Road blev endnu mere populær efter filmen The Beach ramte biograferne i 2000. Filmen starter med Leonardo DiCaprio som backpackeren Richard på Khaosan Road, inden han begiver sig ud på jagt efter The Beach (læs mere om stranden i artiklen Phi Phi Islands).
Filmen og den generelle udvikling har betydet, at det i vore dage ikke kun er backpackere på et stramt budget, der besøger gaden, og det har sælgerne indrettet sig efter, så mens du stadig kan finde billige varer, så kan du også finde varer til opskruede priser i forhold til priserne andre steder i Bangkok.
Og selvom Khaosan Road i dag retter sig mod et mere bredt publikum, så finder du stadig ting, som klart er rettet mod et ungt, vovemodigt publikum. I filmen The Beach udfordres Richard til at drikke slangeblod. Jeg ved ikke, om den slags tilbydes i vore dage, men du kan i hvert fald udfordre dig selv med friturestegte insekter og krokodillekød.
Du kan købe spiselige insekter mange steder i Thailand, men mens insekterne andre steder er rettet mod et thailandsk publikum – ikke som en udfordring men som snacks – så er de her rettet mod vovelystne turister.
Scams
Vær opmærksom på, at Khaosan Road også byder på mange scams, hvor du kan få lov at betale en fed overpris. Det er ikke usædvanligt med den slags på steder med mange turister, og det bliver ikke bedre af, at der her især er mange unge turister, der måske ikke er så erfarne og mistroiske som de lidt ældre årgange. Og det bliver slet ikke bedre af, at en del af de unge har fået en bucket eller to indenbords i løbet af aftenen.
Eksempler på scams: Forkerte priser på menuen, så prisen er en helt anden, når du får regningen. Forkert antal drinks eller lignende på regningen. Snyd ved betaling, fx ved at give forkert tilbage eller ved at hævde, at du har betalt med en mindre seddel, end du gjorde. Overpriser for transport til andre steder i Thailand og for taxier og tuk tuk'er, hvilket du kan læse mere om i afsnittet Sådan kommer du til Khaosan Road nedenfor.
Og lad endelig være med at lade dig lokke af hajer med tilbud om et ping pong show.
Dels foregår den slags ikke i nærheden af Khaosan Road, så du bliver kørt et andet sted hen, og dels får du lov at betale en fed overpris for drikkevarer. Ham med skiltet får provision, og det er dig, der betaler den. Jeg har hørt flere historier om folk, der er blevet præsenteret for enorme regninger på grund af voldsomme overpriser på drikkevarer, og det bliver kun værre, hvis man nægter at betale.
Lad i det hele taget være med at følge med andre, hvis du er alene, og tænk jer også om, hvis I er flere, uanset hvad der lokkes med. Du risikerer nemt at blive snydt eller i værste fald overfaldet.
Skal du absolut opleve et ping pong show, så tag i stedet til et af de områder, hvor de tilbyder den slags, fx Soi Cowboy. Find selv et sted i stedet for at følge med en haj. Og sørg for at have helt styr på prisen for drikkevarer, inden du bestiller; betal med det samme, du har fået dine drikkevarer i stedet for at oparbejde en regning, så har du mere styr på tingene.
Thailands våde nytår
Er du i Thailand under songkran, der falder midt i april, og du vil opleve de vildeste vandkampe i Bangkok, så skal du til Khaosan Road. Hvis du vil nyde en lidt mere fredelig songkran i Bangkok og med flere lokale deltagere end andre turister – men stadig med vandsprøjt – så tag i stedet til Silom Road, læs mere i artiklen Songkran.
Sådan kommer du til Khaosan Road
Khaosan Road ligger lidt nord for The Grand Palace og China Town. Der er busruter til gaden fra Suvarnabhumi Airport og fra Don Mueang Airport.
Nærmeste bytog er stationen Sam Yot på den blå metrolinje. Der er cirka to kilometers varm gåtur fra metrostationen til Khaosan Road. Der er knap én kilometers gåtur fra flodbussens stoppested ved Phra Arthit og lidt længere fra dens stop ved Tha Phra Chan.
Alle taxier og tuk tuk'er i Bangkok kender vejen til Khaosan Road. Taxierne er billige, hvis ellers de bruger taximeteret – hvis en taxi ikke vil bruge taximeteret men kun vil køre til en fast pris, så tag den næste taxi!
Du vil absolut ikke have svært ved at finde transport, når du vil forlade Khaosan Road. I begge ender af gaden holder der hele døgnet lange rækker af tuk tuk'er og taxier.
Mange af taxierne vil foreslå dig en fast pris i stedet for at bruge taximeteret. Den faste pris vil normalt altid koste det dobbelte af en tur med taximeter – mindst! Forlang brug af taximeter eller tag den næste taxi.
Tuk tuk'er har ikke taximeter, og de er sjældendt billige, og slet ikke dem der holder parkeret og venter på passagerer ved Khaosan Road. Tager du alligevel en tuk tuk, fordi du vil prøve at køre i sådan en, så husk at aftale en pris på forhånd, ellers kan det blive ekstremt dyrt.