Cannabis i Thailand

Nu kan du lovligt blive høj på din ferie i Thailand.

Tags: Cannabis - Narkotika - Lov og ret - Fængsel - På rejsen

Cannabis, hash, marihuana, skunk, hamp, pot, græs, tjald, stærk tobak – kært barn har mange navne, og nu kan du uden problemer efterspørge og indtage den slags i Thailand.

Thailand har ellers traditionelt haft meget strenge straffe for besiddelse eller indtagelse af cannabis og forskellige afledte produkter. Lægeordineret cannabis blev lovliggjort i 2018, men nu har man taget skridtet fuldt ud: Fra d. 9. juni 2022 er det blevet lovligt at dyrke, sælge og indtage cannabis. Der er dog enkelte begrænsninger, som det er vigtigt, at du kender, da du ellers risikerer høje bøder eller i værste fald ophold i et af Thailands berygtede fængsler.

OBS! Nye regler er på vej. En ny regering ville gøre cannabis ulovligt igen, men efter endnu et regeringsskifte blæser der nu lidt mildere vinde. De nye regler er endnu ikke vedtaget, men meget tyder på, at cannabis ikke ulovliggøres, men at der kommer lidt skærpede regler for dyrkning og brug. Jeg opdaterer artiklen, når de nye regler er vedtaget.

Det er ulovligt at importere cannabis i Thailand, uanset om det er i form af planter eller ekstrakt. Du må altså ikke medbringe planter eller ekstrakt, når du rejser til Thailand. Til gengæld må du gerne medbringe planter og ekstrakt på indenrigsfly, hvis du er mindst 20 år gammel – dog med de ellers gældende begrænsninger, såsom højest 100 ml væske og hvad dit flyselskab ellers har af vægtgrænsninger for bagage.

Begrænsninger, men se også bemærkningerne længere nede:

  • Du skal være mindst 20 år for at handle, besidde eller indtage cannabis-produkter.
  • Ekstrakt fra cannabis må ikke indeholde mere end 0,2 procent THC.
  • Du må ikke ryge cannabis-produkter på offentlige steder, da det kan genere andre.
  • Det er kun tilladt at indtage cannabis til medicinsk- eller helbredsmæssigt formål. Altså ikke til rekreativt brug.

Der er ikke nogen definition af "medicinsk- eller helbredsmæssigt formål", så det er nærmest umuligt at skelne mellem de formål og rekreativt brug. Skulle du få problemer med politiet, skal du blot lade være med at sige, at du indtager cannabis for at blive høj. I stedet skal du sige, at det er for at dæmpe smerte, kvalme eller hvad du ellers kan finde på.

Der findes steder, hvor man ikke ser så højt på forbuddet mod at ryge offentligt. Det kan fx være en bar, hvor man aktivt sælger cannabis, og hvor det lokale politi ser gennem fingre med indtagelsen. Men skulle politiet mangle penge i bødekassen eller have brug for at forbedre statistikken for arrestationer, så vil det være en fordel at kende til de mulige konsekvenser: I henhold til loven er straffen for at ryge på offentlige steder op til tre måneders fængsel og/eller op til 25.000 baht (25000 baht) i bøde.

Vær opmærksom på, at du ikke medbringer cannabis eller afledte produkter, når du rejser ud af Thailand. I Danmark ser man måske ikke helt så alvorligt på medbragte produkter, og du kan nøjes med en bøde, men der kan være temmelig skrappe straffe, hvis du medbringer den slags til andre lande i Sydøstasien og såmænd også mange andre lande.

Priserne afhænger selvfølgelig som så meget andet af kvalitet, udbud og efterspørgsel, men mon ikke det kan forventes, at de vil falde i den kommende tid, når udbuddet stiger som følge af den nu lovlige produktion i Thailand. Myndighederne gav ved lovliggørelsen 1 million kimplanter væk for at stimulere produktionen af cannabis.

Nu skal du ikke tro, at fordi man har åbnet op for den stærke tobak, så kan du roligt tage dit vaping-udstyr med dig til Thailand uden problemer. E-cigaretter er stadig ulovlige at medbringe og bruge i Thailand.

Afslutningsvis: Hvis du aldrig tidligere har indtaget euforiserende stoffer, så vil jeg advare mod, at du benytter lejligheden til at starte, bare fordi det nu er lovligt i Thailand. Der er en del ulemper ved indtagelse af cannabis, så ligesom ved rygning er det normalt en fordel aldrig at starte.

Tags: Cannabis - Narkotika - Lov og ret - Fængsel - På rejsen

Andre artikler med tips på rejsen: