Artiklen indeholder priser omregnet til baht. Tryk her for at vælge en anden valuta.

Flytning til Thailand

Gode råd og praktiske ting, hvis du vil flytte fast til Thailand.

Tags: Udlandsdansker - Bankkonto - Forsikring - Før rejsen - Immigration - Kørekort - Priser - På rejsen - Thailandsk - Visa - Pensionist - Arbejdstilladelse - Isaan

Udgivet d. 20. september 2025, senest opdateret d. 21. september 2025.

Du har måske været på ferie i Thailand nogle gange og er faldet for naturen, klimaet og lokalbefolkningen – eller for en enkelt en i lokalbefolkningen – så nu vil du gerne flytte permanent til Thailand. I denne artikel kan du finde gode råd og praktiske anbefalinger i forbindelse med flytning til Thailand.

Der er mange praktiske ting, du skal være opmærksom på, hvis du flytter til Thailand, heriblandt opholdstilladelse, arbejdstilladelse, hvis du er på arbejdsmarkedet, udbetaling af pension, hvis du er pensioneret, sundhedsforsikring, visum, bopæl, åbning af bankkonto og evt. kørekort. Du kan læse mere om de her nævnte ting og flere andre ting i denne artikel.

Men først og fremmest: Hvis du kun har været i Thailand på korte eller forholdsvis korte ophold, så start med et lidt længere ophold på tre til seks måneder, før du rykker teltpælene op i Danmark og opgiver din bolig og opsiger dit arbejde. Der kan nemlig være stor forskel på at besøge Thailand på en kort ferie og så bo fast i Thailand. Feriestemningen fortager sig hurtigt, og så melder hverdagen sig, og den er måske mindre spændende. Hvis du kan fjernarbejde, eller du er pensionist, så overvej i stedet at blive vinterfugl, så får du det bedste af to verdener, læs mere om det i artiklen Vinterfugl i Thailand.

Opholdstilladelse i Thailand

Grønt lys

Det er forholdsvis nemt at få lov at opholde sig i Thailand i flere år, enten baseret på arbejde, din alder eller hvis du har thailandsk familie; det kræver dog, at du har en vis opsparing eller en rimelig god løn. Hertil kommer endnu flere muligheder, hvis du har mange penge.

Du kan læse mere om de forskellige muligheder for visa og arbejdstilladelse i artiklen Opholdstilladelse i lang tid.

Hvis du er pensioneret

Surfende pensionist

AI-genereret billede lavet af www.freepik.com, brugt i henhold til freepiks betingelser.

Hvis du er dansk statsborger, kan du tage din pension med til Thailand, hvis du har boet mindst 30 år i Danmark. Du skal desuden have boet i Danmark i mindst 10 år eller ¼ af tiden, fra du fyldte 15 år, til du fik tilkendt pension. Perioden i Danmark skal være sammenhængende og grænse op til pensionstidspunktet.

Hvis du får førtidspension, skal du desuden have arbejdet i Danmark i mindst ét år, og du skal have boet i Danmark i mindst ét år, op til du søgte om førtidspension. Du skal desuden have været fysisk og psykisk i stand til at have arbejde på normale vilkår i Danmark i mindst ét år.

Der er flere ting end de her nævnte, der kan spille ind på dine muligheder, og Udbetaling Danmark foretager en individuel vurdering, så det vil være en rigtig god ide at kontakte Udbetaling Danmark for at få præcis vejledning. Det er desuden muligt at søge dispensation, hvis du ikke opfylder alle kravene.

Du kan med fordel gennemgå en mere generel vejledning på Borger.dk om flytning til udlandet som pensionist, inden du kontakter Udbetaling Danmark.

Selvom du opfylder du kravene til at tage pensionen med, er det dog ikke hele pensionen, du kan få, når du bor i Thailand. Du får kun grundbeløbet, hvilket typisk udgør lidt mindre end halvdelen af den samlede pension, som du får, hvis du bor i Danmark eller et andet EU-land. Du kan finde de aktuelle satser på Ældresagens hjemmeside.

Ældrecheck og eventuelle helbredstillæg bortfalder. Du kan søge om stadig at få udbetalt personlige tillæg og varmetillæg – chancen for at få sidstnævnte er dog nok minimal, når du flytter til Thailand.

Hvis du har en privat pensionsopsparing eller en opsparing via din arbejdsplads, så kontakt pensionsselskabet om dine muligheder for at få pensionen udbetalt som rater eller som et engangsbeløb i forbindelse med flytning til udlandet.

Meld flytning til CPR-registret

Du skal melde din flytning til CPR-registret med det samme, du flytter.

Udbetaling Danmark betragter dig som flyttet til udlandet, hvis du er væk fra Danmark i mere end 6 måneder over et løbende år. Men du kan ikke vente med at melde flytning for at få fuld pension i de første seks måneder, indtil Udbetaling Danmark alligevel vil ændre din status og fjerne pensionstillægget. Hvis du prøver det, så vil Udbetaling Danmark kræve, at du tilbagebetaler tillægget for de seks måneder og diverse andre ydelser, som du uberettiget har fået udbetalt.

Leveattest

Du skal udfylde en leveattest, når Udbetaling Danmark beder om det. Er du tilmeldt MitID, vil du få en mail herom i din digitale postkasse, ellers vil du modtage et fysisk brev. Bemærk, pensionen kan bortfalde, hvis attesten ikke udfyldes, så med tanke på risikoen for, at et fysisk brev forsvinder, vil det være en fordel, at du er tilmeldt MitID, selvom du ikke længere bor i Danmark. Du kan læse mere om leveattesten og udfylde den på Borger.dk.

Hvis du ikke er pensioneret

Hårdt arbejde

AI-genereret billede lavet af www.freepik.com, brugt i henhold til freepiks betingelser.

Hvis du flytter fra Danmark, inden du når folkepensionsalderen, kan det få betydning for din ret til pension fra Danmark og optjening af folkepension.

Du skal som udgangspunkt bo i Danmark, når du søger om folkepension. Du behøver dog ikke at bo i Danmark ved ansøgningen, hvis du er dansk statsborger, og du har haft fast bopæl i Danmark eller i et EU-/EØS-land i mindst 30 år mellem det 15. år og folkepensionsalderen.

Men en ting er, om du kan få folkepension, en anden hvor meget du kan få. Din folkepension afhænger af, hvor lang tid du har boet i Danmark fra du fyldte 15 år. Du skal have boet i Danmark i mindst 9/10-dele af årene indtil din folkepensionsalder for at få fuld pension. Har du boet i Danmark i kortere tid, får du kun en brøkpension.

Eksempel: Hvis du kan få folkepension som 67-årig, skal du have boet i Danmark i mindst 46,8 år efter du fyldte 15 år for at få fuld pension. Hvis du kun har boet i Danmark i 40 år, fx hvis du flytter til Thailand som 55-årig, vil du kun få 85 procent af folkepensionen.

Der er flere ting end de her nævnte, der kan påvirke dine rettigheder og pension den ene eller den anden vej, fx om du har været udstationeret for en dansk myndighed, om du har arbejdet i udlandet for en dansk virksomhed, eller om du har haft hyre på et dansk skib. Jeg vil anbefale, at du kontakter Udbetaling Danmark for at få præcis vejledning, der gælder for dig og dine forhold.

Sprang du over afsnittet Hvis du er pensioneret, så vær opmærksom på, at skulle du på et tidspunkt få pension fra Danmark, mens du bor i Thailand, så er det kun grundbeløbet – eller en brøkdel heraf – du får.

Hvis du vil arbejde i Thailand, skal du have en arbejdstilladelse. Det gælder også, hvis du vil fjernarbejde fra Thailand. Har du et DTV-visum, må du dog godt fjernarbejde uden en arbejdstilladelse, det samme gælder, hvis du har fået et LTR-visum baseret på fjernarbejde. Læs mere om de to visa og arbejdstilladelse i artiklen Opholdstilladelse i lang tid.

Der er virksomheder, der tilbyder arbejde i Thailand eller fjernarbejde fra Thailand, men som ikke tilbyder en arbejdstilladelse. Lad være med at tage sådan et job, du risikerer at blive smidt ud af Thailand og få indrejseforbud – evt. først efter du har været en tur i et thailandsk fængsel. Straframmen er fem års fængsel.

Thailandsk bank

Thailandsk bankkonto

Du kan få udbetalt din pension direkte til en bankkonto i Thailand, og det samme vil normalt også gælde en almindelig løn. Du skal dog være opmærksom på, at der vil være omkostninger i forbindelse med overførslen: Den thailandske bank vil typisk tage et vekselgebyr på 0,25 procent, og der vil også være et gebyr i form af et kurstillæg.

Får du pension fra flere forskellige steder, fx fra Udbetaling Danmark, ATP og en eller flere private pensioner, vil du få en overførsel fra dem hver. Og det udløser vekselgebyr for hver overførsel i din thailandske bank. Nu lyder 0,25 procent måske ikke af så meget, men bankerne opererer med et minimumsbeløb, typisk på 200 baht (200 baht), og det vil så udløses to eller flere gange.

Har du en dansk bank, kan du i stedet vælge at få pengene fra de forskellige pensionsordninger indsat der og så overføre dem samlet hver måned til den thailandske bank. Vær opmærksom på, at nogle banker vil opsige dine konti, mens andre banker vil opkræve et årligt gebyr, hvis du har fast adresse i udlandet. Det kan være en god ide at kontakte din bank og spørge, før du melder flytning, så du evt. kan finde en anden bank, hvis du vil have en dansk bank efter flytningen.

Alternativt kan du oprette en konto hos Revolut og bruge den som nemkonto, og så derfra overføre pengene samlet til din thailandske konto. Du kan oprette en fast overførsel hver måned, så du blot skal ind og rette beløbet en gang om året, når/hvis de forskellige pensioner reguleres. Revolut kræver typisk lavere gebyrer end danske og thailandske banker, og giver normalt også en bedre vekselkurs.

Udbetaling Danmark udbetaler automatisk din pension til din NemKonto. Det er muligt at oprette en udenlandsk konto som en NemKonto, det kan du gøre ved at logge ind med MitID på nemkonto.dk og benytte deres selvbetjeningsfunktion. Har du ikke MitID, kan du udfylde denne formular med bankoplysningerne til din udenlandske konto og så indsende formularen til Udbetaling Danmark.

Læs om åbning af en bankkonto i Thailand i artiklen Thailandsk bankkonto.

MitID

Pas

Apropos MitID. Det kan være svært at undvære MitID, hvis du skal i kontakt med danske myndigheder, en dansk bank eller lignende, der benytter MitID som identifikation. Og elektroniske dimser har det med at gå i stykker. Har du et nyere dansk pas med en skjult chip, kan du forholdsvis nemt opsætte MitID på en ny mobil. Pas med en skjult chip er forsynet med et symbol på forsiden, se billede.

Du kan selvfølgelig også vælge at have dit MitID på flere enheder samtidigt, hvis den ene skulle gå i stykker, fx to forskellige mobiltelefoner. Hvis du er i Danmark, kan du kan bestille en kodeviser eller en kodeoplæser, der så sendes til dig eller kan afhentes på Borgerservice. Kodeviser eller -oplæser skal aktiveres enten på Borgerservice eller ved hjælp af din MitID-app, og de kan fungere samtidig med, at du har MitID-appen installeret.

Du kan læse mere om aktivering af MitID på en ny mobil på MitID's hjemmeside.

Skattepligt i Thailand og Danmark

Skat

Hvis du bor i mere end 180 dage om året i Thailand, bliver du skattepligtig i Thailand. Du slipper dog ikke nødvendigvis for at betale skat i Danmark, fx hvis du får udbetalt pension fra Udbetaling Danmark eller en privattegnet pension. Heldigvis har Danmark og Thailand indgået en aftale, der forhindrer dobbeltbeskatning, så den skat, du har betalt i Danmark, bliver modregnet i den skat, du skal betale i Thailand. Det betyder rent praktisk, at du i stort set alle tilfælde kun betaler skat i Danmark af en dansk pension.

Eftersom du ikke bor i en dansk kommune, betaler du en gennemsnitlig skatteprocent, hvis du skal betale skat i Danmark. Du kan læse mere om beskatning af pension, når du bor i udlandet, på skat.dk.

Ægtefællefradrag

Hvis du er gift, kan I overføre ubenyttede personfradrag til hinanden – forudsat, at i også er samlevende, når indkomståret slutter. Kontakt evt. Skat for at få nærmere oplysninger.

Dansk telefonnummer

Telefon

Hvis du har brug for et dansk telefonnummer, selvom du er flyttet til Thailand, fx i forbindelse med arbejde, så kan du måske ikke bare fortsætte dit gamle telefonabonnement. Nogle selskaber kræver, at du har din CPR-adresse i Danmark, og skulle du endelig kunne fortsætte abonnementet, kan det blive en dyr fornøjelse, hvis du skal bruge telefonen meget. Ringer andre til dig på nummeret, betaler de kun lokal dansk takst, mens du får lov at betale taksten for opkald fra Danmark til Thailand.

Tjek med dit teleselskab, om du kan beholde abonnementet, og hvad det vil koste for opkald til nummeret, før du flytter fra Danmark, så du evt. kan nå at skifte selskab og dermed beholde dit nummer.

Du kan evt. overveje at benytte IP-telefoni i stedet for almindelig maste-telefoni. Det kan du læse mere om i Morten Vestergaards artikel.

Thailandsk kørekort

Thailandsk kørekort

Dit danske kørekort er kun gyldigt i tre måneder i Thailand. Hvis du har et ældre dansk kørekort kun med dansk tekst, skal du have et internationalt kørekort på borgerservice i en dansk kommune, for at dit kørekort er gyldigt i Thailand. Det internationale kort er kun en oversættelse, bliver du stoppet af politiet, skal du fremvise både kørekort og det internationale kørekort.

Bemærk, at der på det internationale kørekort står, at det er gyldigt i et år, og det er det også, hvis du rejser rundt til forskellige lande med korte ophold i hvert land. Men i henhold til thailandsk lov er et udenlandsk kørekort kun gyldigt i de første tre måneder efter indrejse i Thailand.

I artiklen Thailandsk kørekort kan du læse, hvordan du får et thailandsk kørekort ud fra dit danske kørekort, eller hvordan du tager et thailandsk kørekort fra bunden af, fx hvis du ikke har dansk kørekort til motorcykel, og du vil køre på scooter i Thailand.

Sundhedsforsikring

Thailandsk kørekort

Den danske sygesikring dækker ikke i Thailand, og når du flytter til Thailand, kan du ikke bruge en almindelig årsrejseforsikring. Det vil være en rigtig god ide at tegne en sundhedsforsikring, også selvom sådan en kan være dyr.

Hvis du har en arbejdstilladelse, og du betaler til det thailandske sundhedssystem, er du dækket af det offentlige sundhedssystem i Thailand på lige fod med de indfødte. Det kan dog måske alligevel være en god ide med en sundhedsforsikring, der også dækker behandling på private sygehuse.

Bemærk, det er muligt hos nogle forsikringsselskaber at købe en rejseforsikring til en enkelt rejse, som kan dække den første tid i Thailand, men det kan alligevel være en god ide at tegne en sundhedsforsikring så hurtigt som muligt. Læs mere i artiklen Sundhedsforsikring.

Bopæl

Hjem kære hjem

Hvis du flytter til Thailand for at være sammen med en thailandsk kæreste, vil provins og by måske blive valgt af kæresten, men ellers vil jeg anbefale, at du besøger forskellige steder i Thailand for at finde det sted, du foretrækker – hvis du ikke allerede har været rundt i Thailand.

Hvis du vælger at flytte sammen med kæresten i en lille landsby i Isaan, så vær opmærksom på, at du kan blive meget isoleret, medmindre du hurtigt lærer sproget. På plussiden er så, at en lille landsby i Thailand er meget god til at lære dig sproget, medmindre du bare sidder fast i hjemmet.

Livet i en lille landsby i Isaan er måske ikke helt så idyllisk, som du umiddelbart forestiller dig. Det vil være en god ide at tænke dig om en ekstra gang eller at bo sådan et sted på prøve, inden du bestemmer dig for at bo der fast.

Danskerkolonier

Dansk flag

Nogle danskere vælger at bosætte sig i områder med andre, der er flyttet til Thailand fra vores hjemlige kuldegrader. Det kan fx være i Thani Beach, der ligger cirka 20 kilometer uden for Udon Thani by i det nordøstlige Thailand, også kendt som Isaan. Trods navnet har Thani Beach ikke en strand – eller ret meget andet – i nærheden. Eller det kan være Scandinavian Village, der ligger i Chonburi, knap 50 kilometer nord for Pattaya.

Det kan have både fordele og ulemper at bo i en koloni med andre danskere/skandinaver. Blandt fordelene er, at du har nogle at snakke dansk med, og du vil have nem adgang til dansk mad. Beboerne i en sådan en koloni vil typisk være til den ældre side, hvilket kan være godt eller skidt afhængig af din egen alder, og om du gerne vil bo i et "oldekolle".

Du får måske ikke oplevet så meget af den thailandske kultur, du lever som i et mini-Danmark med noget højere temperaturer. Personligt ville jeg ikke bryde mig om det, men du kan jo have andre behov og lyster.

Prisen for at bo i den slags kolonier er typisk betydeligt højere, end det koster at bo uden for kolonien. Jeg snakker ikke om 10 eller 20 procent højere men om det dobbelte eller mere. Det skal bemærkes, at Thani Beach sælger huse, hvor lejekontrakten på jorden er 3 x 30 år, se nedenfor.

Køb eller leje af bolig

Nøgler og dør

Hvis du overvejer at købe bolig i Thailand, så skal du være klar over, at det kan være meget svært at sælge en bolig igen, især hvis du vil undgå at tabe penge på den. Og det kan måske blive nødvendigt at sælge, hvis du fx får utålelige naboer, eller hvad der nu ellers kan gå galt det pågældende sted.

Der er desuden begrænsninger for, hvad udlændinge må eje i Thailand. Du kan godt købe en lejlighed, så længe at det er under halvdelen af lejlighederne i bygningen/komplekset, der er ejet af udlændinge.

Du kan også godt købe et hus, men udlændinge kan normalt ikke eje jord i Thailand, så du kan kun leje grunden. Og der er en grænse for, hvor længe du kan leje grunden, 30 år.

Der har i mange år været nogle som sælger huse på en lejet grund, hvor grunden angiveligt lejes i 3 x 30 år, det vil sige, at ved udløb af de 30 år, forlænges lejemålet automatisk med en ny 30 års periode med de samme betingelser og leje, og det samme igen efter 60 år. Der er faldet flere domme, der gør den slags aftaler ulovlige, senest en højesteretsdom. Lejeperioden nedsættes i stedet automatisk til 30 år. Når periodens afslutning nærmer sig, kan man forhandle med ejeren om en ny periode, som altså heller ikke må overstige 30 år, men ejeren er ikke bundet af den gamle aftale, og hun kan vælge ikke at forlænge eller at kræve betydeligt mere i leje. Hun har tommelskruerne på lejeren, fordi det er de færreste huse, man bare kan tage med sig.

Jeg vil anbefale, at du går langt uden om sælgere, der tilbyder leje af grunden i 3 x 30 år. Enten er de nogle fidusmagere, eller også har de ikke styr på lov og ret, og i begge tilfælde er det en dårlig ide at indgå aftaler med dem.

Hvis du lejer en bolig eller en grund for en fast periode på over tre år, så skal lejekontrakten tinglyses på det lokale land office-kontor for at være juridisk gyldig. Lejer du uden fast løbetid, skal kontrakten tinglyses inden for de første tre år, for at du senere kan håndhæve kontrakten. Det er vigtigt at vide, at landkontoret ikke vurderer lovligheden af lejeaftalen, når du får den tinglyst. En tinglysning er en garanti for, at du kan bringe en tvist for retten, det er ikke en godkendelse af betingelserne. Der findes fx mange tinglyste aftaler om leje i 3 x 30 år, det gør dem ikke lovlige.

Vær også opmærksom på, hvad der sker i tilfælde af din død, hvis du fx har et langtidslejemål, eller du har købt hus på lejet grund. Som udgangspunkt ophører lejeaftalen ved lejers død! Det er vigtigt, at lejekontrakten er udformet korrekt, hvis en arving skal kunne fortsætte lejeaftalen. Udformningen af kontrakten er også vigtig, hvis du vil kunne sælge et hus på en lejet grund og lade køberen fortsætte lejemålet af grunden.

Hvis du planlægger køb eller langtidsleje af bolig og/eller grund, så vil jeg kraftigt anbefale dig at kontakte en advokat, som kan repræsentere dine interesser. Lad være med bare at stole på sælgers advokat – han varetager ikke dine interesser. Du kan finde en grundig gennemgang af love og regler på Thailandlawonline.

Inden du indgår en lejekontrakt på en bolig, så spørg, om udlejer laver en TM30-registrering. Sådan en skal du bruge, hvis du har planer om at få thailandsk kørekort, købe køretøj, åbne en bankkonto eller andet, der kræver en bopælsattest. Registreringen skal muligvis også bruges, hvis du vil forlænge din opholdstilladelse i Thailand. Hvis udlejer ikke vil lave registreringen, så find et andet sted at bo, da du næsten ikke kan undgå at få problemer på et eller andet tidspunkt uden en TM30-registrering.

Diverse

Lær sproget

Thailandsk

Det er ikke nemt at lære thailandsk. Sproget har lyde, som vi ikke bruger i det danske sprog, og værst af alt er, at det er et tonalt sprog, hvor det samme ord kan have vidt forskellige betydninger alt efter om ordet siges med en stigende eller faldende tone; en tone der først stiger og så falder eller omvendt; eller en tone uden stigninger og fald. Det samme ord kan således have fem forskellige betydninger.

Hvis du vil lære at læse eller skrive, møder du et meget anderledes alfabet, der består af 44 konsonanter og 32 vokaler. Hertil kommer, at der ikke laves mellemrum mellem ord, ogsåkandetværedrønsværtattydeentekst!

Bosætter du dig i et turistområde, kan du sikkert klare dig fint med engelsk, men selv i turistområderne kan det være en fordel at kunne bare lidt thailandsk. Og ude på landet kommer du ikke langt uden at kunne sproget.

Læs mere om thailandsk og få nogle kilder til at komme godt i gang med at lære sproget i artiklen Thailandsk.

Testamente

Testamente

Hvis du har ejendele eller arvinger i både Danmark og Thailand, kan det være en god ide at få oprettet et testamente begge steder. Et dansk testamente vil kunne omfatte værdier og ejendele i både Danmark og Thailand, men det kan være besværligt eller umuligt at håndtere værdier i Thailand, som hører under thailandsk lov. Derfor vil det være en god ide også at få oprettet et thailandsk testamente, som omfatter effekter og værdier i Thailand.

Der bør være en henvisning i begge testamenter til det andet testamente, og en forklaring om, at det andet testamente håndterer ejendele i det andet land. Brug gerne advokater, der har erfaring med værdier og testamenter i flere lande.

Selvom de to testamenter omhandler værdier i hvert sit land, så kan du sagtens testamentere værdierne til en eller flere personer i det andet land. Du kan fx godt have et dansk testamente, der siger, at dit danske hus skal deles mellem en dansk søn og en ægtefælle eller kæreste i Thailand.

Vil du omvendt efterlade en thailandsk bolig til en arving i Danmark, er der nogle krav, der skal overholdes, hvis de vil beholde boligen. Kan kravene ikke overholdes, skal boligen sælges inden for et år. Snak med den thailandske advokat om kravene, når du opretter testamentet.

Du vil desuden kunne gøre det nemmere for dine efterladte, hvis du på forhånd gør klart, hvad du ønsker skal ske med din krop. Om du fx vil begraves i Danmark eller Thailand, om du vil kremeres, og om urnen i så fald skal nedsættes i Danmark eller Thailand, eller om asken evt. skal spredes over havet. Og om kroppen skal håndteres forskelligt, alt efter om du dør i Danmark eller Thailand (eller et tredje land).

90-dages rapport

90-dages rapport

Som udlænding er du forpligtet til at udfylde og indsende en 90-dages rapport, hver gang dit ophold overstiger 90 dage i Thailand. Eneste undtagelse er, hvis du har fået et LTR-visum, hvor der i stedet blot skal indsendes en rapport, hver gang opholdet overstiger et år. Når du forlader Thailand, nulstilles perioden, og en ny periode starter så ved næste indrejse.

Læs mere om rapporten i artiklen 90-dages rapport. Hvis du er nysgerrig på LTR-visummet, så kan du læse om det i artiklen Opholdstilladelse i lang tid.

Den gule husbog (tabien baan)

Gul husbog

Hvis du har et langtids-visum, kan du måske få dit navn i en gul husbog. Den kan måske bruges i stedet for en bopælsattest, og den kan måske også give dig billigere adgang til steder, der opererer med specielle priser for turister.

Det er en masse måske'er, men det er desværre typisk Thailand, at de fortolker reglerne meget forskelligt fra sted til sted.

Den gule husbog tilhører ejeren af boligen, og den kan indeholde navnene på alle udlændinge, der bor på den pågældende adresse.

Det er det lokale kommunekontor, der håndterer udstedelsen af den gule husbog. Nogle steder kan det være let at få sit navn i den gule husbog, mens det andre steder kan være nærmest umuligt. Det er også forskelligt, hvad du kan bruge den til hos myndigheder i de forskellige provinser og andre steder. Nogle steder accepteres den gule husbog som en bopælsattest, andre steder gør den ikke. Nogle nationalparker lader dig måske betale det samme i entre som de lokale, andre steder skal du betale udlændingepris.

Det betyder også, at det nogle steder kan være spild af tid at få sit navn i den gule husbog, mens den andre steder kan være en stor hjælp. Prøv evt. at spørge andre udlændinge i dit lokalområde, om de er i husbogen, og om den gør nogen forskel for dem, inden du selv prøver at få dit navn i den.

De typiske krav til at få sit navn i den gule husbog, men med meget store forbehold: Et langvarigt visum, som fx NON O eller en forlængelse af opholdstilladelsen baseret på et NON O. Hvis du ejer din egen bolig, så bevis for det. Hvis du lejer, så din lejekontrakt og en kopi af ejerens ID og hans blå husbog. Lokale beboere, der kan bevidne, hvem du er, og at du bor på adressen. Blandt de mere atypiske og besværlige krav er oversættelse af dit pas til thailandsk og legalisering af oversættelsen fra den danske ambassade.

Har du fået dit navn i den gule husbog, kan du få et lyserødt ID-kort. Det kan også bruges som bopælsbevis og måske give dig billigere adgang til steder med specielle turistpriser. Det er mere brugbart end den gule husbog, når du er i kontakt med offentlige myndigheder. ID-kortet kan måske også give dig billigere adgang til steder med særlige turistpriser, hvor den gule husbog ikke er nok. Måske.

Udenrigsministeriets danskerliste

Overvej at tilmelde dig Udenrigsministeriets danskerliste, læs mere i artiklen Danskerlisten.

Hvad koster det at bo fast i Thailand?

Penge

Tja, du får ikke et præcist svar, for vi er alle forskellige og har forskellige behov. Nogle kan måske klare sig for 30.000 baht (30000 baht) om måneden, sådan nogenlunde hvad man får udbetalt på en folkepension. Andre kan ikke nøjes med det dobbelte.

Nedenstående er udelukkende eksempler på de typiske månedlige udgifter. Jeg ser bort fra engangsudgifter i forbindelse med flytningen, såsom eventuelt køb af bolig, møbler, køretøj osv. Du skal selvfølgelig også have startpenge til at opfylde kravene til opholdstilladelse.

Det vil være rigtigt dumt at flytte til Thailand uden startkapital, og du risikerer en trist skæbne, hvis du ikke har andet end folkepensionen eller en førtidspension at leve for.

Noget af det første som mange skipper, hvis de kun er på folkepension eller førtidspension, er en sundhedsforsikring, eftersom den vil udgøre en stor del af budgettet. Sådan en koster fra omkring 5.000 baht (5000 baht) og op om måneden, ikke mindst afhængig af din alder, hvor godt du vil være dækket, og hvor meget selvrisiko du vælger at have. Uden sundhedsforsikring eller formue kan du næsten helt sikkert se frem til en grum fremtid, efterhånden som du bliver ældre og får flere skavanker og sygdomme.

Du kan leje en rimelig, møbleret lejlighed for 5.000 baht (5000 baht) om måneden, hvis du er meget langt fra turistområderne, mens du skal regne med mere end det dobbelte for et lille, usselt værelse i de mere populære områder. Vil du have villa med pool, kan du finde sådan en til omkring 25.000 baht (25000 baht) langt fra turistområderne, mens du skal regne med 3-4 gange så meget og opefter for en lignende villa i turistområderne. Du kan få et overblik over prisniveauet forskellige steder på Thaiger Property. Der findes selvfølgelig mange flere boligportaler i Thailand, som du med fordel kan søge bolig på, men starter du med Thaiger Property, får du en ide om, hvad det koster i det område, hvor du kan tænke dig at bo.

Kan du klare dig uden aircon koster strøm ikke mere end 500-1.000 baht (500-1000 baht) om måneden, men skal du have aircon kørende døgnet rundt, kan du sagtens komme op på 4.000 baht (4000 baht) eller mere i en lille lejlighed. En rimelig internetforbindelse koster omkring 500 baht (500 baht) om måneden. Vand koster ikke ret meget, det vil sikkert ikke koste dig mere end 100-200 baht (100-200 baht) om måneden.

Mad kan være meget billigt i Thailand. Selv hvis du spiser ude, kan du måske nøjes med 10-15.000 baht (10000-15000 baht) om måneden, hvis du spiser, som de lokale gør. Spiser du ofte på turistrettede restauranter, fx i form af vestlig mad og med vin til, kan du godt gange beløbet med 4 eller 14.

Du skal selvfølgelig også have plads i budgettet til de mere sjældne udgifter, som fx fornyelse af opholdstilladelse en gang om året, fornyelse af kørekort samt motorskat og forsikring på køretøj, tøj, ny mobiltelefon osv.

Og så kommer forlystelser og fritidsfornøjelser. Går du på bar eller deltager i nattelivet, kan pengene hurtigt få ben at gå på, næsten uanset hvor mange penge du har.

Tags: Udlandsdansker - Bankkonto - Forsikring - Før rejsen - Immigration - Kørekort - Priser - På rejsen - Thailandsk - Visa - Pensionist - Arbejdstilladelse - Isaan

Andre artikler med tips på rejsen: