Praktiske apps

Du får her en række forslag til praktiske apps, til når du er på ferie i Thailand.

Tags: Mobil - Tavlecomputer - Internet - Politi - Taxi - Thailandsk - Før rejsen - På rejsen - Transport

Udgivet d. 21. juni 2025.

Det er meget nemt at besøge Thailand som turist i vore dage, hvor mobiltelefonen typisk er lige ved hånden og kan agere vejviser, oversætter, valutaomregner og meget mere. Du får her forslag til praktiske apps, som du med fordel kan installere, hvis du ikke allerede har dem.

Google Maps

Google Maps

Med Google Maps på telefonen kan du trygt gå eller køre på opdagelse, du kan altid finde tilbage til dit hotel eller til dit bestemmelsessted. Appen kan også bruges til at finde det nærmeste apotek eller interessante restauranter i nærheden.

Du kan evt. gemme udvalgte steder på kortet, fx dit hotel, så de er nemme at genfinde og evt. kan bruges til en rutevejledning.

Hvis du har en Android-baseret mobil, så har du nok allerede Google Maps installeret, men ellers kan du hente appen fra Google Play. Har du en iTing, kan du installere Google Maps fra Apples App Store.

Google Translate

Google Translate

Det er endnu ikke helt som den automatiske oversættelse i diverse science fiction-film, men vi nærmer os. Google Translate kan selvfølgelig bruges til at oversætte tekst fra dansk til thailandsk, og du kan vise eller afspille oversættelsen for en thailænder.

Du kan bruge appens kamera til at få oversat thailandsk tekst på skilte og lignende.

Og du kan såmænd også indtale noget på dansk og så få det oversat til thailandsk, der så enten kan vises som tekst eller som kan afspilles.

Det skal bemærkes, at hvis du er skrap til engelsk, så kan du få et bedre resultat ved at oversætte mellem thailandsk og engelsk i appen. Resultatet bliver også bedre, hvis du holder dig til korte sætninger ad gangen.

Du kan installere Google Translate fra Google Play og fra Apples App Store.

Tourist Police i lert u

Tourist Police

Trods det ubehjælpsomme engelsk i appens navn, så kan den hjælpe dig i en nødsituation. I stedet for at du blot ringer til politiet om hjælp, og du så skal prøve at fortælle, hvor du er, og hvad der er sket, så kan appen fortælle politiet præcis, hvor du er, og du kan tage billeder, som kan hjælpe politiet med at vurdere situationen.

Appen kræver af en eller anden underlig grund, at du logger dig ind. Du kan logge ind via Facebook, eller du kan oprette et login.

Du kan installere Tourist Police i lert u fra Google Play og fra Apples App Store.

Transport-apps

Bolt

Alt efter hvor du er, kan det være nemt eller svært at finde transport til en rimelig pris. I Bangkok finder du nemt en billig taxi, men fx på Phuket og visse andre feriesteder opererer tuk tuk'er og de almindelige taxier med faste og meget høje priser (efter thailandske forhold). Er du sådan et sted kan du evt. i stedet bruge Grab eller Bolt. De koster begge lidt mere end en taxi med taximeter, men de er meget billigere end de faste priser.

Grab og Bolt har begge apps, og de fungerer begge ganske fint. Du kan finde links til Grab App på Grabs hjemmeside, og du kan finde links til Bolts app på Bolts hjemmeside.

En tredje mulighed er inDrive, som kan være noget billigere, hvis ellers du kender den almindelige pris for den påtænkte tur. Appen giver dig mulighed for at foreslå en pris, og det er så op til chaufførerne i nærheden, om de vil acceptere den pris, eller om de vil foreslå en højere pris. Du kan hente appen via inDrives hjemmeside.

Flyver

Det kan måske også være en fordel at installere apps fra dit flyselskab og fra de lufthavne, som du skal bruge, da de kan have praktiske informationer om din rejse, gate osv. Tjek hjemmesiden for de relevante flyselskaber og lufthavne for at se, om de har en app.

Hoteller

agoda

Hvis du rejser rundt i Thailand, og du ikke på forhånd har bestilt hotel, så kan det være en god ide at installere agodas app. Bookingtjenesten har en ganske god dækning i Thailand, og det er normalt altid billigere at bestille værelse gennem en bookingtjeneste frem for bare at møde op i receptionen. Du kan hente appen fra Google Play og fra Apples App Store.

Rejseguide til Thailand

Rejseguide

Hvis du finder min hjemmeside brugbar, så kan du også installere den som en app. Det er de samme artikler, men brugerinterfacet er optimeret til en lille skærm med fokus på et søgefelt til hurtigt at finde relevante artikler og knapper til hurtignavigering på forsiden, så du fx nemt kan finde en valuta-omregner og hjælpenumre til politi, ambassade og spærring af kreditkort. Læs mere om appen i artiklen Rejseguide til Thailand.

 

Tags: Mobil - Tavlecomputer - Internet - Politi - Taxi - Thailandsk - Før rejsen - På rejsen - Transport

Andre artikler med tips før rejsen: