Artiklen indeholder priser omregnet til baht. Tryk her for at vælge en anden valuta.
Corona og rejse til Thailand
Læs om corona-restriktioner, og hvad der kræves for at rejse til Thailand.
Sidst opdateret d. 9. januar 2023
I denne artikel kan du læse om muligheder og krav for en rejse til Thailand, mens der er corona-restriktioner.
Artiklen opdateres løbende med information om mulighederne for at rejse til Thailand, og hvilke krav der stilles. Artiklen handler om afrejse fra Danmark og om danske statsborgere – befinder du dig i et andet land, eller er du statsborger i et andet land, kan der være andre restriktioner og krav.
Opdateringer:
9/1-2023: Vaccine-kravet er skrottet.
7/1-2023: Så er der atter krav om vaccine.
22/9: Den forhåbentlig sidste opdatering på denne side: Epedimien er slut.
1/7: Alle de nu forældede krav og restriktioner er fjernet fra artiklen.
24/6: Slut med Thailand Pass og forsikring.
24/6: Slut med tvunget mundbind i det offentlige rum.
Intet vaccine-krav
Frem og tilbage er lige langt, men der kan opstå en masse forvirring, bekymkring og stress undervejs. I lørdags, d. 7. januar 2023, meddelte man, at der ville være krav om bevis på vaccine fra mandag d. 9. januar klokken 1:00, men kun få timer efter kravet trådte i kraft, har man nu skrottet kravet. Sandsynligvis fordi flere hoteller og flyselskaber meldte om mange afbestillinger.
Vi er altså atter tilbage til:
Normale tilstande
Fra den 1. oktober 2022 vil corona ikke længere være klassificeret som en farlig, smitsom sygdom men i stedet betragtet som en smitsom sygdom, som der holdes opsyn med. Det betyder, at de sidste krav og begrænsninger bortfalder. Fra d. 1. oktober er det således ikke længere nødvendigt at fremvise vaccine-pas eller -test ved ankomst til Thailand.
Det er også slut med karantæne og isolering af smittede, hvis de kun har milde eller ingen symptomer. Myndighederne opfordrer til, at smittede benytter mundbind, er påpasselige med hygiejne, som fx hyppig håndvask, og undgår kontakt med sårbare personer i fem dage. Men det er så også det.
I forbindelse med nedgraderingen er der levnet plads til, at de enkelte regioner i Thailand kan indføre deres egne foranstaltninger mod corona-virussen. Det vides endnu ikke, om det vil få praktisk betydning, men det vil nok kun være aktuelt, hvis der sker omfattende, lokale udbrud.
Bemærk, at der stadig kan være krav om brug af mundbind i offentlig transport, offentlige bygninger som fx hospitaler, og steder med mange mennesker forsamlet. Det er desuden frit for private virksomheder at kræve brug af mundbind, så taxien, storcentret og den lokale kiosk kan kræve brug af mundbind. Jeg har dog ikke stødt på nogle steder, der har krævet mundbind siden januar 2023.