Artiklen indeholder priser omregnet til baht. Tryk her for at vælge en anden valuta.

Lang ferie i Thailand

Få hjælp til at planlægge en tur rundt i Thailand.

Tags: Bangkok - Chiang Mai - Chiang Rai - Samui - Phuket - Koh Phangan - Koh Tao - Khao Lak - Phi Phi - Ao Nang - Strand - Backpacker - White water rafting - Shopping - Tham Phraya Nakhon - Dykning - Similan Islands - Før rejsen - Nationalpark - Vinterfugl

Rundt i Thailand

Har du et sabbatår eller nogle måneder, inden du skal tilbage på skolebænken eller starte i et nyt job? Eller er du blevet pensionist, så du har tiden til at opleve Thailand i mere end et par uger, evt. som vinterfugl? Så vil denne artikel hjælpe dig med at få mest muligt ud af din tur.

En tur rundt i Thailand i 1 måned kan koste under 10.000 danske kroner, hvis du rejser på backpacker-manér og overnatter på hostels. Det behøver heller ikke at være dyrt, selvom du foretrækker at bo på hotel; det kan gøres for under 20.000 kroner, men det kan selvfølgelig også være meget dyrere afhængig af dit behov for stjerner og mad på dyre hoteller. De nævnte priser inkluderer fly til og fra Thailand, hotel, mad, transport i Thailand osv.!

Artiklen er først og fremmest til dem, der vil rejse rundt i Thailand i 1 måned eller mere. Du kan sikkert også finde hjælp i artiklen, hvis du vil rejse rundt på en 14-dages ferie, men det vil blive noget mere stressende med så kort tid, og du vil måske blive nødt til at skippe interessante steder eller lækre strande som den på billedet nedenfor.

Du kan i denne artikel bl.a. læse om planlægning af turen, finde et forslag til en tur, læse mere om de forskellige steder og aktiviteter, og du kan læse, hvad du skal sørge for at have i orden til din tur, inden du rejser. Lad dig ikke afskrække af regntiden med store mængder regn eller af vejrudsigter, der lover mulighed for torden og byger hver dag. Læs hvorfor i artiklen Klima og vejr.

Planlægning af turen

Planlægning er vigtig for at få mest muligt ud af turen, men for meget planlægning kan ødelægge din tur eller være skyld i, at du oplever meget mindre, end du ellers kunne have oplevet.

Du kan købe færdige pakkerejser og færdige udflugtsture over mange dage hos danske rejsebureauer. Det er selvfølgelig fint nok, hvis du ikke selv kan finde ud af tingene. Du får blot færre oplevelser, og du kommer til at betale mere.

De færdige pakkerejser og udflugtsture er mest for dem, der ikke kan finde ud af tingene, eller som tror, de ikke kan finde ud af tingene. Men det er slet ikke svært selv at planlægge tingene, ligesom det heller ikke er svært at finde udflugtsture, når du er i Thailand. Faktisk kan du sjældent gå mange meter, før sælgerne står i kø for at sælge dig oplevelser.

Selvom en pakkerejse eller en udflugtstur hos et rejsebureau kan virke billig efter danske forhold, skal du ikke blive overrasket, hvis prisen kun er det halve, hvis du selv planlægger din rejse, eller hvis du køber udflugtsturen i Thailand. Det samme gælder for udflugter og aktiviteter, du kan købe via hjemmesider, omend hjemmesiderne måske er knap så dyre som rejsebureauerne.

Hertil kommer, at turen som rejsebureauet eller hjemmesiden sælger, måske slet ikke er det rigtige for dig. Det er surt, hvis du har bestilt en 7- eller 14-dages udflugt til noget, som du finder ud af, at du slet ikke har lyst til. Dels har du betalt dyrt for turen, og dels går du glip af andre udflugter eller aktiviteter, som du ville have elsket.

Det er meget nemmere at vælge og vrage, når du er i Thailand. Udbuddet er enormt, konkurrencen er enorm, og derfor står turboderne i kø for at give dig rabat. I stedet for en 7- eller 14-dages udflugt med forskellige aktiviteter, som måske ikke alle er lige spændende, kan du selv finde lige netop de aktiviteter, som du har lyst til, så du undgår "dumme dage" i en lang udflugt.

Men noget planlægning skal der til, inden du rejser. Faktisk kan selve planlægningen hjemmefra næsten være halvdelen af oplevelsen, især hvis I er flere der rejser, så I sammen kan planlægge. Brug nogle måneder før afrejsen til stille og roligt at finde ud af, hvor du vil hen i Thailand, og hvad du har tænkt dig at opleve. Læs om andres erfaringer på nettet, og find ud af, hvad der tiltaler lige netop dig. På den måde kan fx 1 måneds rejse i Thailand blive til 3 måneders oplevelse.

Lav en overordnet plan for turen — se forslag længere nede — men sørg for, at du kan være fleksibel. Lad være med at bestille hotel til mere end det første stop på turen, medmindre der er helt specielle grunde til at bestille i god tid (fx på grund af lokale højtider som songkran). På den måde kan du frit bestemme, hvor længe du vil være der, inden du drager videre til næste planlagte stop. Læs mere om bestilling af hotel i afsnittet Lidt af hvert.

Bemærk, at hvis du rejser i højsæsonen fra november til marts, kan det være nødvendigt at bestille nogle ting i god tid, da de ellers er udsolgte, fx hvis du vil ud og dykke ved Similan-øerne, eller andre steder, hvor der er sat begrænsning for antallet af turister, eller hvis du vil holde nytår eller songkran et bestemt sted.

De fleste andre ting kan bestilles med meget kort varsel, typisk en dag eller to i forvejen.

Bemærk, at nogle aktiviteter er afhængige af årstiden. Fx er der lukket for adgang til Similan-øerne fra midt i maj til 31. oktober, ligesom naturstien Kew Mae Pan ved Doi Inthanon er lukket fra 1. april til 31. oktober. White water rafting er bedst sidst i regntiden eller lige efter, fordi der er knap så meget vand og bølger sidst i højsæsonen, og nogle vandfald er mindre imponerende i den sidste del af højsæsonen og i starten af regntiden.

Hvis du vil uden for de sædvanlige turiststeder, kan du selv køre rundt i Thailand. Læs mere i artiklen Thailand på to hjul.

Forslag til en tur

Du får her et forslag til en tur, der bringer dig rundt til forskellige egne og forskellige aktiviteter i Thailand. Her er alt lige fra shopping til bjerge, strande og fuldmåne-fester. Du får både prøvet at flyve, sejle og køre med bus — og her er både en halvkedelig togtur og en underholdende togtur.

Pluk det, som du vil se og opleve, og tilpas varigheden af opholdene, alt efter hvor lang tid du er i Thailand, og alt efter din interesse for de forskellige aktiviteter. Og fyld gerne op med ting og steder, som du selv finder på nettet. Du kan læse mere om mine foreslåede steder og aktiviteter og finde relevante links i afsnittet Steder og aktiviteter.

  • Rejs fra Danmark til Bangkok, og bliv i Bangkok 2-4 dage.
  • Tag nattoget til Chiang Mai; stå tidligt op, så du kan opleve solopgangen, når toget kører gennem det bjergrige område lige før Chiang Mai. Bliv i Chiang Mai 4-7 dage.
  • Tag på en flodtur til Chiang Rai. Bliv i Chiang Rai i 1-3 dage.
    • Hvis flodturen gav dig blod på tanden: Tag en sejltur på Mekong ind i Laos, 3 dage.
  • Tag en bus tilbage til Chiang Mai, og flyv så sydpå til et af de nedenstående steder afhængig af årstid.
  • Sommerhalvår: Flyv til Samui, og bliv på Samui 5-7 dage.
    • Hvis du er ung: Tag herefter til Koh Phangan og evt. til Koh Tao, 7-10 dage i alt.
    • Tag tilbage til Samui, tag færgen til Surat Thani, og tag så toget til Hua Hin.
  • Vinterhalvår: Flyv til Phuket, og bliv på Phuket i 5-7 dage.
    • Hvis du vil dykke, kan du tage fra Phuket til Khao Lak og derfra tage på dykkertur til Similan- eller Surin-øerne. Bliv 3-5 dage på båden/i Khao Lak, og tag så tilbage til Phuket.
    • Sejl til Phi Phi Islands. Hvis du er gammel, så bliv her 1-2 dage, hvis du er ung så bliv 3-5 dage.
    • Sejl til Krabi, og tag så bussen til Ao Nang Beach. Bliv i Ao Nang i 5-7 dage.
    • Tag bussen fra Ao Nang til Surat Thani, og tag så toget til Hua Hin.
  • Alternativ til Samui/Phuket osv.: Tag på ø-tur på en lille ø med få turister og masser af natur, 7-14 dage. Tag derefter til Hua Hin.
  • Bliv i Hua Hin 1-3 dage.
  • Tag toget til Bangkok; sørg for at køre på 3. klasse!
  • Bliv i Bangkok 1-3 dage til indkøb af ting, du vil have med hjem.
  • Flyv hjem.

Steder og aktiviteter

Her kan du læse lidt nærmere om de steder, jeg nævner i mit rejseforslag, og om nogle af de aktiviteter, du finder de forskellige steder. Der er selvfølgelig flere aktiviteter, end dem jeg nævner, find selv flere på nettet, eller når du er ankommet til et sted.

De fleste af de nævnte aktiviteter kan købes i turboder, hvor du typisk kan opnå lavere priser end på aktiviteternes egne hjemmesider. Turboder med aktiviteter til salg findes overalt i turistområderne — som regel behøver du ikke engang at forlade hotellet. Hotellerne tager dog normalt mere for aktiviteterne end turboderne.

Vil du ikke benytte dig af hotellets tilbud, behøver du sjældent gå mere end 50 meter, før du falder over den første turbod. Besøg gerne et par stykker, før du køber en tur, da de måske ikke har det samme udbud, og sørg for at forhandle prisen ned. Priserne i de forskellige brochurer er absolut til forhandling!

Bangkok

Om Bangkok

Bangkok er Thailands hovedstad, og det er verdens varmeste hovedstad. Her syder livet hele døgnet rundt med trafikpropper, forurening og underlige dufte. Mange førstegangsturister kan ikke vente med at komme ud af byen, og det er lidt synd, da Bangkok har meget at byde på. Læs mere om Bangkok.

Aktiviteter i Bangkok

Bangkok byder på shopping i utallige meget store storcentre, hvor de største hver især er større end de ti største danske storcentre tilsammen. Bangkok byder også på verdens sandsynligvis største marked, Chatuchak Weekend Market, og på trange markeder som Pratunam Market og markedet i Chinatown. Læs mere om de mange muligheder for shopping i Bangkok.

Hvis du har besøgt markedet i Chinatown, kan du passende indtage din aftensmad i et af gadekøkkenerne i Chinatown. Myndighederne har lukket de fleste gadekøkkener i Bangkok, men dem i Chinatown har fået lov at overleve — sikkert fordi de er udråbt af CNN som verdens bedste.

Snyd ikke dig selv for en tur på Chao Phraya-floden, der løber gennem Bangkok. Der er turudbydere, der tilbyder dyre ture på floden, men du kan lige så godt tage flodbådene, der fungerer som busser. Der er flere forskellige ruter, den længste er 21 km lang og betjenes af Chao Phraya Express Boat — den koster under 50 baht (50 baht) fra endestation til endestation. Undgå at tage flodbådene i myldretiden, når folk skal til og fra arbejde, da det kan være ret så hektisk, når folk skal af og på. Vælger du et kanal-cruise med en turbåd i stedet, kan du forvente priser på 2.500 baht (2500 baht) eller mere.

The Grand Palace bruges af kongen til officielle begivenheder, og det er et yndet turistmål. Vær opmærksom på, at der er nogle som forsøger at snyde turister ved at fortælle dem, at der er lukket for adgang til paladset, og de foreslår så et andet sted at besøge.

Hvis du rejser som backpacker, vil du måske foretrække at bo på Khaosan Road, hvor du finder mange andre unge backpackere og masser af underholdning. Området er også et besøg værd, selvom du ikke vil bo her.

Brug en dag til at besøge et flydende marked, et tempel i et træ og et marked på skinner. Du kan fx leje en taxi til at besøge de tre steder på en heldagsudflugt. Læs mere i artiklen Marked på skinner om Maeklong Marked; læs om Wat Bang Kung i artiklen Tempel i et træ; i artiklen Flydende marked kan du læse om Damnoen Saduak Floating Market, der er det mest populære af de flydende markeder i nærheden af Bangkok.

Hvis du vil se Bangkok lidt fra oven, findes der flere højhuse med bar eller restaurant på toppen. De mest kendte er Sky Bar på 63. etage i Lebua State Tower og Roof Top Bar, der ligger på 83. etage i Baiyoke Sky Hotel. Bemærk, de er ikke billige, de har begge en dress code, og det kan være nødvendigt at bestille bord i forvejen. Læs mere på deres hjemmesider.

Mahanakhon SkyWalk åbnede sidst i 2018, og tilbyder en gåtur på et glasgulv ud over bygningens side øverst oppe på Bangkoks højeste højhus, 314 meter over trafikken. Der er også en bar deroppe. Læs mere på Mahanakhon SkyWalks hjemmeside, hvor du også kan se billeder af, hvad du kan forvente at se deroppefra. Det er muligt at bestille billet på siden, priserne starter ved 650 baht uden for turistsæsonen.

Du kan finde flere aktiviteter i Bangkok og omegn i min artikel Bedste aktiviteter i Bangkok og endnu flere på min oversigt over artikler om Bangkok og omegn.

Chiang Mai

Om Chiang Mai

Provinsen Chiang Mai ligger i det nordlige Thailand. I Chaing Mai går livet i et noget lavere gear end i Bangkok, og selvom du finder mange turister her, er de lokale ikke så påtrængende for at sælge alskens ydelser som i de sydlige ferieområder.

Chiang Mai er Thailands mest bjergrige provins, hvilket giver dig nogle muligheder for aktiviteter, som ikke findes andre steder i Thailand, eller som kun findes i ringere udgaver andre steder. Priserne er desuden noget lavere end i Bangkok og i de sydlige ferieområder. Undlad at besøge Chiang Mai i perioden februar til april, medmindre du er storryger og en "smule" smog ikke gør hverken fra eller til. Læs mere om Chiang Mai.

Aktiviteter i Chiang Mai

Du finder Thailands højeste punkt på Doi Inthanon, der ligger ca. to timers kørsel fra Chiang Mai. Du kan købe ture, der bringer dig til toppen, og som samtidig giver dig mulighed for at opleve nogle imponerende vandfald på vejen. Hvis du kan lide at vandre og beundre flotte udsigter, så prøv at finde en tur, der også indeholder en vandretur ad naturstien Kew Mae Pan (se video, se hele videoen!). Bemærk, at Kew Mae Pan er lukket fra 1. april til 31. oktober.

Du kan flyve mellem trætoppene på zip-lines flere steder i Thailand, men ingen steder som i Chiang Mais jungle. Læs mere om zip-lines i Chiang Mai i artiklen Flyvetur i junglen.

Du har ligeledes mulighed for white water rafting flere steder i Thailand, men også her er oplevelsen i Chiang Mai nogle takker bedre end de andre steder.

Du kan tage på trekking i Chiang Mais jungle — med eller uden elefanter (læs først artiklen Elefantridning). Vælger du en tur over flere dage, kan du overnatte i en af de lokale hill tribe-landsbyer.

Der findes flere elefantlejre i Chiang Mai, hvor du kan beundre de snabelbefængte kæmper. Blandt de bedste og mest elefantvenlige er Elephant Nature Park og Elephant Jungle Sanctuary. Bemærk, de dyrevenlige steder tillader ikke ridning på elefanter. Læs nærmere på hjemmesiderne.

Chiang Mai byder selvfølgelig også på shopping. Natmarkedet er meget populært blandt turister, men ikke specielt billigt. Sørg for at tage et smut omkring Chinatown, hvor de lokale handler.

Lidt uden for Chiang Mai by ligger Doi Suthep. Det er et bjerg med et tempel, der byder på en flot udsigt over Chiang Mai. Du skal ikke købe en tur i en turbod til bjerget, tag en songthaew derud, det er forholdsvis billigt.

Sejl fra Chiang Mai (eller rettere Thaton) til Chiang Rai på Mae Kok. Du kan læse mere om køreturen til Thaton og den efterfølgende sejltur til Chiang Rai i artiklen Smuk sejltur på Mae Kok.

Du kan finde flere aktiviteter i Chiang Mai og omegn i min artikel Bedste aktiviteter i Chiang Mai og endnu flere på min oversigt over artikler om Chiang Mai og omegn.

Chiang Rai

Om Chiang Rai

Provinsen Chiang Rai ligger i Thailands nordøstlige hjørne, hvor Thailand, Laos og Myanmar (Burma) mødes, ligesom grænsefloderne Ruak og Mekong mødes her. Området ligger midt i den berygtede gyldne trekant. Læs mere om seværdigheder, hvor de tre lande mødes, i artiklen Den gyldne trekant, og læs også artiklen Chiang Rai.

Aktiviteter i Chiang Rai

Besøg The White Temple, der i allerhøjeste grad lever op til sit navn. Templet er ikke skabt af en kedelig arkitekt men af en kunstner.

Besøg også templets farvemæssige modpunkt, The Black House, som reelt er en by, der er skabt af en anden kunstner. Du kan læse mere om både The White Temple og The Black House i artiklen om Chiang Rai.

Tag på udflugt i den gyldne trekant. Der findes utallige tilbud med udflugter i en eller flere dage. De inkluderer typisk elefantridning, trekkking i junglen, sejltur på Mekong og besøg i en eller flere hill tribe-landsbyer.

Hvis du sejlede til Chiang Rai, og det gav dig blod på tanden, så tag en sejltur ind i Laos på Mekong. Der findes flere forskellige ture; den mest populære er frem til byen Luang Phra Bang, og den tager to dage. Turen kan gøres billigt med almindelige rutebåde, men du får måske mere ud af turen med den noget dyrere The Naki of Mekong, i hvert fald i højsæsonen, hvor rutebådene er fyldt op. Turen tilbage til Thailand kan klares med bus, eller du kan vælge at sejle tilbage. Du kan læse en rejseberetning om turen på Earth Trekkers. Bemærk, at hvis du skal tilbage til Thailand efter denne tur, er det vigtigt, at du har styr på visa; læs mere om visa i afsnittet Inden rejsen.

Koh Samui

Om Koh Samui

Koh Samui er Thai­lands næst­stør­ste ø ef­ter Phu­ket, og li­ge­som Phu­ket er den et yn­det mål for tu­ris­ter. Der er dog en me­get stor for­skel på Phu­ket og Sa­mui: Regn­ti­den fal­der ik­ke på sam­me tid og med sam­me styr­ke. Skal du til Thai­land i den dan­ske som­mer, vil Sa­mui væ­re et bed­re valg end Phu­ket, i hvert fald vejr­mæs­sigt. Stemningen er desuden generelt mere afslappet end på Phuket. Læs mere om Koh Samui.

Aktiviteter på Koh Samui

Den mest populære aktivitet på Koh Samui er strandbesøg. Læs om de forskellige strande i artiklen om Koh Samui.

Det er ikke fordi, der er så meget andet at lave på Koh Samui end strandbesøg, men du kan da besøge nogle specielt udformede klipper i form af de naturskabte Hin Ta og Hin Yai (bedstefar og bedstemor); i Tanim Magic Garden kan du finde mange forskellige menneskabte figurer; og Samui byder også på en stor Buddha. I Chaweng kan du finde et større udvalg af dansesteder og et show med ladyboys. Læs mere i artiklen om Koh Samui.

Der findes en række dykkerskoler på Koh Samui, hvis du vil have et dykkercertifikat.

Koh Phangan og Koh Tao

Om Koh Phangan og Koh Tao

Koh Phangan og Koh Tao ligger nord for Koh Samui. Jeg har slået dem sammen her, fordi de henvender sig til den samme type turister: unge mennesker. Tiden efter, du har passeret de 30 år, er omvendt proportional med, hvor interessant du vil finde de to øer. Koh Phangan er den mest kendte af de to øer, ikke mindst på grund af det tilbagevendende fuldmåne-party og det ligeså tilbagevendende halvmåne-party. Du kan læse mere om de to øer på Wikitravel: Koh Phangan; Koh Tao.

Aktiviteter på Koh Phangan og Koh Tao

De absolut mest populære aktiviteter på Koh Phangnan er fuld- og halvmåne-partyerne. Du kan læse mere om dem og finde datoer på Fullmoonparty-Thailand.com. Indtagelse af stoffer er udbredt ved partyerne, men hold dig fra dem. Straffen er ekstrem hård, og nogle gange samarbejder sælgerne med politiet — enten for at politiet så lader sælgerne være til daglig eller for at presse penge af dig. Læs mere i artiklen Euforiserende stoffer.

Tiden mellem partyerne går typisk med strandbesøg og festlig omgang med andre unge mennesker.

Der findes en række dykkerskoler på begge øer, hvis du vil have et dykkercertifikat.

Phuket

Om Phuket

Phuket er Thailands største ø og det mest populære rejsemål for danske turister. Du finder flere end 40 strande her og utallige aktiviteter. Vil du have fest og farver, kan du tage til den mest populære ferieby, Patong, og ellers kan du vælge en af de mere fredelige byer.

Phuket ligger ud til Andaman-havet, og er udsat for monsoonen i regntiden fra april til september. I den periode vil du finde bedre vejr på Koh Samui. Læs mere om turisternes yndlings-ø i artiklen Phuket.

Aktiviteter på Phuket

Phuket byder på utallige strande, lige fra meget turistede strande til strande, du nærmest kan have for dig selv — selv i højsæsonen. Der er dog også strande, som ikke er et besøg værd, så læs mere om de forskellige strande på Phuket i artiklen Strande på Phuket, så du finder den helt rigtige strand for dig. Læs også artiklen De bedste strande på Phuket.

Tager du kun på én udflugt, mens du er på Phuket, så skal det være en en tur rundt i Phang Nga-bugten på en langsom båd — endelig ikke i en speedbåd. Der findes flere forskellige udbydere af ture i bugten; James Bond Island med den ikoniske nåleklippe er på alles program, men det er ikke den bedste af øerne. Sørg for, at Hong Island og også gerne Panak Island er med på programmet for din tur. Læs mere i artiklen Phang Nga Bay.

Du kan prøve en rutchebane-tur på vandet i form af white water rafting. Det foregår dog ikke på selve Phuket, men inde på fastlandet i provinsen Phang Nga lige nord for Phuket. Transport frem og tilbage er normalt inkluderet i prisen, når du bestiller i en turbod.

Du kan flyve mellem trætoppene på zip-lines. Selvom zip-lines på Phuket ikke er så fantastiske som dem i Chiang Mai, så er de absolut bedre end ingenting. Læs mere i artiklen Flyvetur i junglen.

Mere passiv underholdning kan du finde i Patong Boxing Stadium, hvor du for dyre penge kan opleve thai boksning; Simon Cabaret byder på stort opsatte shows med ladyboys; mens både Fantasea og Siam Niramit tilbyder endnu mere storslåede shows med elefanter, artister m.m. i forestillinger baseret på thailandsk historie og myter.

Er du til fest og farver, så skal du enten finde et hotel i Patong eller tage dertil om aftenen. Patong byder på et meget stort udbud af natklubber og diskoteker.

Du finder de største shopping-muligheder i Patong, hvor der er et enkelt storcenter og utallige boder. Midt på Phuket finder du storcentret Central Festival, og ikke så langt derfra finder du Naka Market, også kendt som Phuket Town weekendmarked.

Phuket byder på en række udsigtspunkter, som er et besøg værd, fx Laem Prom­thep, Kata View­point og The Big Buddha. Du kan læse om endnu flere udsigtspunkter på Phuket i artiklen Phuket Viewpoints.

Der findes flere elefantlejre, hvor du kan omgås elefanter, men de er ikke alle lige dyrevenlige. Hvis dyrevenlighed er vigtigt for dig, så vælg Elephant Jungle Sanctuary, hvor du dog ikke kan ride på elefanterne.

En ting, du skal holde dig fra: jetski. Læs mere om hvorfor i artiklen Leje af jetski.

Du kan finde flere aktiviteter på Phuket i min artikel Bedste aktiviteter på Phuket og endnu flere på min oversigt over artikler om Phuket.

Phi Phi Islands

Om Phi Phi Islands

Phi Phi Islands ligger mellem Phuket og Krabi. Hvis du er over 30 år, vil du måske ikke føle dig så meget hjemme her, men øerne er alligevel et besøg værd. Kun øen Phi Phi Don er beboet, de andre øer kan besøges på dagture.

Filmen The Beach om verdens bedste strand, med Leonardo de Caprio i hovedrollen, blev indspillet på Maya Beach på Phi Phi Ley. Læs mere om øerne i artiklen Phi Phi Islands.

Aktiviteter på Phi Phi Islands

Besøg udsigtspunkterne, hvor du bl.a. kan opleve udsigten på billedet ovenfor.

Strandbesøg!

Du finder en hel del dykkerskoler på Phi Phi Don, hvor du kan tage dykkercertifikat. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis du kan få undervisning på dansk, der tilbydes i hvert undervisning på mange forskellige sprog her.

Tag på udflugt til de andre øer, og tag en badetur i det smaragd­grønne vand i Pileh Bay eller Loh Samah Bay. Du kan også besøge Maya Beach, der ikke længere er så overfyldt som på billedet nedenfor. Man har forbudt sejllads i bugten, og begrænset antallet af besøgende.

Ao Nang Beach

Om Ao Nang Beach

Ao Nang Beach ligger i provinsen Krabi, og den er et yndet feriemål for skandinavere. Det er en lille hyggelig ferieby med nogle flotte solnedgange. Stranden er dog ikke den bedste i området, hvilket du kan læse mere om nedenfor.

Vær opmærksom på, at hoteller ved den noget ringere nabostrand også bruger navnet Ao Nang, læs mere herom og om selve Ao Nang Beach i artiklen Ao Nang Beach.

Aktiviteter i Ao Nang Beach

Ao Nang Beach er ikke en decideret dårlig strand, men en kort sejlads herfra finder du et par fantastiske strande i form af Phra Nang Bay og West Railay Beach. I begge ender af Ao Nang Beach kan du finde long-tail boats, der kan sejle dig til de andre strande.

Hvis du er ung og frisk — eller gammel og frisk — kan du besøge Tiger Cave Temple, der ligger på toppen af et bjerg. Det er nødvendigt at være frisk, for du skal op ad 1.237 trappetrin for at komme op til toppen (det svarer til 77 etager). Jeg er ikke just ung mere, og ikke så frisk mere; min rekord op til toppen er knap 22 minutter, prøv gerne at slå den!

Hvis du hverken er ung eller frisk, vil du nok foretrække Emerald Pool frem for tigertemplet. Emerald Pool er en lille skovsø med meget klart vand, som du kan bade i.

Du finder en del forskellige varme kilder i Krabi, den mest kendte og populære er Namtok Rawn, der også byder på et lille vandfald, du kan bade i. Læs mere om Krabis varme kilder.

Tag på rundtur i Phang Nga Bay på en langsom båd. Det svinger lidt, hvad der udbydes af ture i bugten, hvis du er heldig, finder du ture til både James Bond Island, Hong Island og Panak Island. Læs mere om sådan en tur i artiklen Phang Nga Bay. Lad være med at tage en tur i en speedbåd. Hvis du også kommer til Phuket, så tag turen derfra i stedet.

Khao Lak

Om Khao Lak

Khao Lak ligger lidt nord for Phuket i provinsen Phang Nga. I Khao Lak er der dømt afslappende ferie, omend der er mulighed for enkelte aktiviteter til at afbryde de måske ellers for ensformige dage med sol og strand eller hotellets pool. Og så er Khao Lak udgangspunkt for ture til Similan- og Surin-øerne, der byder på endnu bedre strande og fine dykke- og snorklingmuligheder. Læs mere om Khao Lak.

Aktiviteter i Khao Lak

Du finder flere dykkerskoler i Khao Lak, der giver dig mulighed for dykker- og snorklingture til Similan-øerne, som regnes for et af verdens bedste dykkersteder. Området er dog ved at være lidt "slidt", og nogle vil pege på Surin-øerne som et bedre valg.

Ja, der er strande i Khao Lak. Læs mere om de forskellige strande i artiklen Khao Lak.

Du kan besøge en nationalpark. Khao Lak-Lam Ru National Park ligger lige op til Khao Lak Beach, men du vil nok få en bedre oplevelse ved i stedet at besøge Khao Sok National Park, der ligger forholdsvis tæt på Khao Lak. Turboderne i Khao Lak har tilbud med ture til Khao Sok National Park, hvor du kan bl.a. kan sejle i kano, ride på elefant og tage på en trekking-tur i junglen. Læs mere om Khao Sok National Park i artiklen Thailandske nationalparker.

Du kan være heldig at finde en rundtur i Phang Nga Bay med en langsom båd og med mulighed for kano-ture, men måske kun i højsæsonen. Læs mere om sådan en tur i artiklen Phang Nga Bay. Lad være med at tage en tur i en speedbåd. Hvis du også kommer til Phuket, så tag turen derfra i stedet.

Du kan finde flere aktiviteter i Khao Lak og omegn i min artikel Bedste aktiviteter i Khao Lak og endnu flere på min oversigt over artikler om Khao Lak og omegn.

Hua Hin

Om Hua Hin

Hua Hin er en popu­lær fe­rie­by for så­vel thai­er som for uden­land­ske tu­ris­ter. Mange uden­land­ske pen­sio­nis­ter har valgt at bosætte sig i Hua Hin for at nyde pen­sio­nist­li­vet i en mere beha­ge­lig tem­pe­ra­tur end i deres hjemland.

Byen er absolut mest interesant for dem over den første ungdom. Der er dog en enkelt aktivitet, som også er interessant for unge, hvorfor byen er med som et stop i mit turforslag til såvel unge som lidt ældre. Læs mere om Hua Hin.

Aktiviteter i Hua Hin

Strandbesøg. Stranden er ikke så god som dem, du finder andre steder på mit turforslag, men den er der da. Hvis du altid har drømt om en ridetur på en hest på en strand, kan du få din lyst styret her.

Besøg Tham Phraya Nakhon. Du finder Tham Phraya Nakhon i naboprovinsen Prachuap Khiri Khan, og du kan købe ture hertil i turboderne i Hua Hin. Tham Phraya Nakhon er et par huler, hvor "taget" er styrtet ned, så solens stråler kan trænge ind. Det er som at træde ind i en skjult eventyrverden. I en af hulerne er bygget en kongelig pavillon. Bemærk, at vejen frem til hulerne ikke er for gangbesværede! Læs mere i artiklen Tham Phraya Nakhon.

Måske ikke en aktivitet som sådan, men for lige at forklare lidt mere om turen videre fra Hua Hin: Jeg foreslår, at du tager turen fra Hua Hin til Bangkok i et 3. klasses tog (ingen aircondition og vinduer). Det er fordi, de lokale kører i det tog, og fordi det kan være lidt af en oplevelse af se, hvordan sælgere strømmer ind i toget for at faldbyde mad og andre varer, hver gang toget standser ved en station. Læs mere om togrejser i Thailand i artiklen Tag toget.

Ø-ferie

Himmel eller helvede

Hvis du er til ø-ferie i pagt med naturen og uden for mange turister, så kan du overveje at tage en uge eller to på en af Thailands mange små øer — men læs lige først artiklen Rosenrøde drømme, hvis du ikke tidligere har været på ø-ferie. Det er nemlig ikke altid drømmene medtager alt det, som virkeligheden byder på.

Hvis du stadig vil på ø-ferie på en ø uden alt for mange turister, så kan du tage til Koh Phayam i provinsen Ranong, Koh Yao Noi eller Koh Yao Nai i Phang Nga Bay eller Koh Pu eller Koh Sriboya lidt syd for Krabi. Koh Lanta og Koh Muk er også muligheder, men her er der en del flere turister. Billedet ovenfor er fra Koh Lipe, hvor du kan holde ø-ferie med endnu flere turister. Koh Lipe ligger et stykke fra mine anbefalede ruter. Thailand har mange flere øer at byde på til en ø-ferie, men så skal du længere væk fra de ruter, jeg har foreslået i denne artikel.

Alle steder

Følgende aktiviteter kan du finde i stort set alle turistområder i Thailand eller i hvert fald i flere områder end dem jeg har nævnt dem i ovenfor.

Aktiviteter alle steder

Tag et madlavningskursus og få duften og smagen af Thailand med hjem.

Jeg nævner muligheden for at tage dykkercertifikat flere steder ovenfor, men du har samme mulighed ved de fleste feriemål i det sydlige Thailand. Læs også artiklen Tag dykkercertifikat i Thailand.

Hvis du opholder dig i længere tid et enkelt sted, kan du lære at bokse på thailandsk manér i en Muay Thai-skole.

Hvis du har lyst til lidt gys fra en høj platform, kan du finde mulighed for bungee jump i de fleste turistområder.

Inden rejsen

Planlæg turen i overordnede træk som nævnt ovenfor, og find de steder og oplevelser, du kan tænke dig, men efterlad plads til, at du kan ændre planer undervejs.

Bestil flyrejsen til Thailand i så god tid som muligt — helst mindst 3 måneder før afrejse og gerne endnu tidligere. Billetterne bliver sædvanligvis dyrere og dyrere, jo tættere du kommer på afrejsetidspunktet.

Som dansker kan du automatisk få en undtagelse for visa, der giver dig tilladelse til 30 dages ophold, når du ankommer til Thailand. Bemærk, hvis du forlader Thailand for at besøge fx Laos, så udløber tilladelsen. Du får så en ny tilladelse, når du kommer tilbage til Thailand. Hvis du vil være i Thailand i mere end 30 dage ad gangen, så vil det være en god ide at få et visa, du kan evt. få et visa med flere indrejser. Læs mere på siden Visa til Thailand.

Hverken det gule eller det blå sygesikringskort kan bruges i Thailand. Du skal i stedet købe en rejseforsikring. Den dækker så også mange flere ting, end sygesikringskortet dækker. Rejs ikke uden en rejseforsikring!

Tjek, om dine eksisterende forsikringer dækker; hvis du er hjemmeboende ung, dækker dine forældres forsikring måske. Tjek også, hvad forsikringen dækker. Du skal sørge for, at den dækker de aktiviteter, du har tænkt dig på turen. Det er fx ikke alle forsikringer, der dækker scooterkørsel, dykning eller bungee jump.

Vær opmærksom på, at nogle forsikringer som udgangspunkt kun dækker i 60 dage. Hvis du er væk i 61 dage, så får du ikke dækning i de første 60 dage, så det kun er den sidste dag, du har et problem. Forsikringen dækker slet ikke, heller ikke den allerførste dag. Hvis du er væk i længere tid, end forsikringen dækker, skal du tegne en tillægsforsikring, og det skal gøres, før du rejser.

Hvis du skal købe en forsikring, kan du indhente tilbud fra World Nomads, der er meget brugt af backpackere og andre, der rejser rundt mellem forskellige rejsemål. Selskabet Europæiske har også specialiseret sig i rejseforsikringer. Læs mere i artiklen Rejseforsikring.

Hvis du udelukkende skal opholde dig i de populære turistområder, behøver du normalt ikke at tænke på vacciner. Men hvis du forlader alfarvej og ikke mindst, hvis du skal til grænseområderne mod fx Laos, kan det være en god ide med vacciner. Læs mere på Statens Serum Instituts hjemmeside.

Pak let! Der er ingen grund til at have for meget bagage med, når du skal rejse rundt. Pak tøj til en lille håndfuld dage, og benyt så de mange tilbud om tøjvask de forskellige steder. Skal du på trekking eller lignende, så sørg for nogle rigtige sko, ellers kan du måske nøjes med sandaler. Skulle du få brug for ekstra tøj, kan du købe det meget billigt i Thailand.

Men tag et kamera med! Selvom det måske kan føles dumt at slæbe et kamera med, når nu du har et kamera i mobilen, så vil det være besværet værd. Et rigtigt kamera tager trods alt bedre billeder end et mobilkamera, og du skal da have nogle ordentlige billeder til at minde dig om turen. Hvis du har tænkt at køre rundt i Thailand på to hjul eller at udfordre dig selv med white water rafting, bungee jump eller lignende, kan det være en god ide med et GoPro-kamera, evt. et vandtæt kamera, hvis du vil ud og dykke.

Lidt af hvert

Jeg nævnte lidt om bestilling af hotel flere meter længere oppe på siden; her uddyber jeg lidt mere. Bestil kun til ét stop ad gangen på din tur, så du ikke er bundet til en fast rejseplan. Bestil evt. også kun et par dage på hotellet, så du kan rejse videre, hvis stedet ikke er noget for dig. Der er ingen grund til at være syv dage et sted, hvor du keder måsen ud af shortsene. Du kan altid forlænge opholdet på hotellet eller finde et andet hotel i området, hvis du vil blive længere tid.

Brug en booking-tjeneste, når du bestiller hotel. Det er normalt altid billigere end hotellets egen hjemmeside, eller hvis du bare møder op i receptionen.

Hvis du vil forlænge dit ophold på et hotel, så prøv først at spørge om prisen i receptionen. Hvis du er heldig, lader de dig fortsætte til samme pris som hidtil, og du kan blive i samme værelse. Forlanger de en højere pris, kan du i stedet bestille flere dage via en booking-tjeneste.

Der findes flere booking-tjenester. Personligt foretrækker jeg agoda, der har en ganske god dækning i Thailand, og de har samtidig prisgaranti.

Normalt behøver du ikke at bestille hotel, transport eller aktiviteter lang tid i forvejen, der er dog undtagelser, fx hvis der er tale om en aktivitet med begrænset plads. Det gælder fx for dykkerture til Similan-øerne, hvor der kun tillades et bestemt antal besøgende for at beskytte naturen. Ved songkran rejser mange hjem for at fejre det thailandske nytår sammen med familien — ligesom vi rejser for at holde jul med familien. Hvis du skal rejse i Thailand under songkran, kan det være nødvendigt at bestille transport og hotel i god tid til den lille uges tid, som Songkran varer.

Apropos songkran. Det thailandske nytår er lidt af en oplevelse, så hvis du har planer om at være i Thailand om foråret, så sørg for, at du er der midt i april. Læs mere om songkran.

Du vil sandsynligvis møde tiggere i Thailand, måske også tiggere med små børn på armen. Og du vil måske møde børn, som sælger blomster eller andet. Køb aldrig noget af børn, der sælger, og giv aldrig til en tigger med børn! Læs hvorfor i artiklen Tiggere og børn der sælger.

Hvis du rejser med VIP-bus med aircondition, så sørg for at have en trøje, et tæppe eller andet, du kan tage over dig. Chaufførerne har en vane med at skrue helt op for bussens aircondition, så det kan blive en kold fornøjelse, hvis du skal sidde der i mange timer.

Der er ikke tradition for at give drikkepenge i Thailand. Men det er et område, hvor de lokale har vist sig meget læredygtige, så i turistområder vil de måske forvente at få drikkepenge. Personligt nøjes jeg blot med at runde op til nærmeste hele seddel, så koster en taxi 95 baht, får han de 5 baht i drikkepenge.

Tager du en udflugt på vandet, så hold dig fra speedbådene. De koster betydeligt mere, du ser ikke så meget undervejs, og de er mindre behagelige at sidde i. Bølgerne skal ikke være ret store, før det bliver direkte ubehageligt i en speedbåd.

Pas på med at leje en scooter. Hvis du ikke har et gyldigt kørekort til motorcykel, dækker forsikringen ikke, og risikoen for ulykker i turistområderne er stor, selv hvis du har erfaring med at køre på motorcykel. Jeg har ikke tal på de turister, jeg har set med forbindinger det ene eller andet sted, fordi de kørte galt. Læs mere i artiklen Leje af scooter eller motorcykel i Thailand.

Køb et thailandsk simkort med taletid og internet. Det er normalt meget billigere, end at du bruger dit danske simkort. Der er dog enkelte abonnementer hos danske mobilselskaber, der giver dig gratis roaming i Thailand. 3 var det første selskab, så fulgte Yousee, og der kan sidenhen være andre, der er hoppet på vognen, så tjek hos dit mobilselskab før rejsen. Vær dog opmærksom på, at den gratis roaming kan være tidsbegrænset, så den ikke gælder på hele din tur. Skal du have et thailandsk simkort, kan du købe det i ankomsthallen i lufthavnen.

Tilbage er kun at ønske dig en rigtig god tur, det vil være en oplevelse for livet!

Tags: Bangkok - Chiang Mai - Chiang Rai - Samui - Phuket - Koh Phangan - Koh Tao - Khao Lak - Phi Phi - Ao Nang - Strand - Backpacker - White water rafting - Shopping - Tham Phraya Nakhon - Dykning - Similan Islands - Før rejsen - Nationalpark - Vinterfugl

Andre artikler med tips før rejsen: