Artiklen indeholder priser omregnet til baht. Tryk her for at vælge en anden valuta.

Varme kilder i Krabi

Hvis badevandet med sine knap 30 grader er for koldt, kan du tage et bad i en af Krabis varme kilder.

Tags: Hot springs - Krabi - Aktiviteter

Badevandet i Thailand er ikke just koldt, og slet ikke, hvis du sammenligner med temperaturen ved de danske strande. Men hvis du nu alligevel vil have mere blus på, så er det også muligt – især hvis du befinder dig i provinsen Krabi, hvor det vrimler med varme kilder. Kører du på landevejen gennem Krabi, vil du således se en række skilte, der lokker med Hot Springs, fx Krabi Hot Springs, som du ser på billedet nedenfor, og som har et par fontæner og en pool med varmt kildevand. Omgivelserne her er dog lidt kedelige og golde.

Nattha Waree Hot Spring Resort and Spa vil også forsøge at lokke dig ind til sit feriested, der bygget omkring en varm kilde. Du kan bade i kildevandet, også selvom du ikke bor her.

Vil du holde din ferie på et feriested med en varm kilde, så overvej også Wareerak Hot Spring Retreat, der ligger lidt væk fra hovedvejen, og som er bygget i forbindelse med en anden varm kilde.

Men den "rigtige" varme kilde er nu Namtok Rawn (direkte oversat: varmt vandfald) i Klong Thom. Den ligger ikke så langt fra Emerald Pool, så du nemt kan besøge begge steder den samme dag. Bemærk, som det ofte er tilfældet, findes der flere måder at skrive thailandske ord på med latinske bogstaver. Du vil mange steder se Rawn stavet Ron.

Vel ankommet til Namtok Rawn kan du gå gennem skoven på en betonsti der går ned på højre side af vejen. Den går langs en bæk med det varme vand. Du kan se damp stige op fra vandet, og hvis solens stråler rammer rigtigt, kan det se lettere magisk ud.

For enden af stien finder du et kunstigt bygget anlæg med et par pools, hvor du kan bade. Vandet er 40-42 grader varmt, og der er omklædningsmulighed lige ved siden af anlægget.

Det er dog ikke stenanlægget, der er det store trækplaster. Det finder du i stedet, hvis du fortsætter længere frem. Her er der nemlig et lille vandfald med afsatser, der hver udgør en lille pool, som du kan bade i. Vandet løber ned i en stor bæk, hvor du naturligvis også kan bade, omend vandet her er lettere mudret.

Jeg besøgte den varme kilde så tidligt, at jeg var helt alene. Det er selvfølgelig fint, hvis man vil bade for sig selv, men knap så fint, hvis man gerne vil have billeder af andre der bader. Mine billeder af tomme pools i vandfaldet er ikke så sigende, så jeg har fundet dette billede på Flickr:

Det koster 200 baht (200 baht) for adgang til den varme kilde, plus lidt for parkering, hvis du selv er kørende (5 baht for en scooter). Du kan købe samlede udflugter til den varme kilde og Emerald Pool, der ligger blot otte kilometer herfra, og adgangsprisen vil så typisk være inkluderet. Jeg har set ture til de to badesteder for så lidt som 1.500 baht (1500 baht) for voksne, og med Tiger Cave Temple inkluderet for 2.000 baht (2000 baht) i alt. Og det er vel og mærke de annoncerede priser – du kan som regel forhandle priserne ned i turboderne. Du kan købe ture i såvel Krabi by som i feriebyen Ao Nang Beach.

GPS til Namtok Rawn i Klong Thom: 7.933085, 99.206997.

Tags: Hot springs - Krabi - Aktiviteter

Andre artikler om aktiviteter i Thailand: