Artiklen indeholder priser omregnet til baht. Tryk her for at vælge en anden valuta.

Brug hjelm på scooteren

Det er de færreste, der bruger hjelm, når de kører på scooter i Thailand.

Tags: Scooter - Motorcykel - Transport - Sikkerhed

Grydeklar elev

Hvis du efter at have læst min artikel om leje af scooter eller motorcykel alligevel lejer en scooter for at køre rundt i turistområderne; eller hvis du er blevet inspireret af artiklen Thailand på to hjul til at tage på sightseeing rundt i Thailand på to motoriserede hjul; så sørg for at bruge en ordentlig hjelm.

Lad være med at bruge en af de hjelme, der følger med fra udlejer, de ligger typisk i den absolut billigste ende af prisskalaen, og deres virkning er derefter. De er måske bedre end ingenting, men deres hovedformål er ikke at beskytte mod hovedskader men at beskytte mod bøder og udgiften til en rigtig hjelm.

Køb i stedet en hjelm af en lidt bedre kvalitet, og giver du udlejeren hjelmen, når du rejser hjem, er du måske med til at redde andre.

I Danmark vil du kun yderst sjældent se nogen køre på knallert uden hjelm, selv på cykel er hjelmen blevet et fast tilbehør. Vi er efterhånden oppe på, at 50 procent af de danske cyklister bruger cykelhjelm, viser en optælling, som Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og landets kommuner har foretaget i 2022.

Det er flere end antallet af dem, som bruger hjelm på de langt hurtigere scootere og motorcykler i Thailand og i en trafik, der er langt farligere end den danske trafik. Kun 45 procent af de thailandske scooter- og motorcykelkørere og deres passagerer bruger hjelm, viser en undersøgelse foretaget af Thai Roads Foundation og Road Safety Watch i 2019. Tallene svarer stort set til en lignende undersøgelse i 2010.

Undersøgelsen viser, at der er store regionale forskelle, i Bangkok er det således 85 procent, der kører med hjelm, mens det er 61 procent på Phuket.

Undersøgelsen skal måske endda tages med et gran salt. De 85 procent i Bangkok er nok ikke helt ved siden af, men de 61 procent på Phuket, som er det område, jeg har kørt mest i, svarer i hvert fald ikke til det, jeg ser på vejene. Mit bud er, at et stykke under 50 procent af førerne bruger hjelm, og at det samme gælder for under 20 procent af passagererne. Hertil kommer, at nogle af dem med hjelm på ikke har spændt den fast – dermed er de måske beskyttet mod en af de sjældne bøder, men de er absolut ikke beskyttet ved en ulykke.

Bemærk, at scootere i Thailand kan køre noget hurtigere end en dansk knallert. De helt små scootere på 110 cc kan komme op i nærheden af 100 km/t, og de større kan selvfølgelig køre endnu hurtigere. Der er altså en grund til, at der kræves kørekort til motorcykel for at få lov til at køre på scooter.

Den manglende brug af hjelm blandt scooter-kørere er klart medvirkende til de mange dødsfald på de thailandske veje.

Billedet øverst i artiklen er taget af trafikbetjenten Tanit Bussabong. De tre skoleelever var på vej i skole, da de så en politikontrol. De havde redskaber med til skolekøkkenet, så føreren tog resolut en gryde på hovedet for at undgå en bøde. Det lykkedes rent faktisk, han slap med en advarsel, og han fik endda senere en rigtig hjelm af betjentene. Om han bruger den, er så en helt anden sag.

Priser og kvalitet

Det er ikke prisen, der afholder de lokale fra at bruge hjelm. Du kan købe en hjelm for under 300 baht (300 baht), og de hjelme, som en udlejer tilbyder, er sjældent meget bedre. De billige hjelme kan umiddelbart ligne de dyrere hjelme, den på billedet nedenfor koster lige omkring 500 baht (500 baht). Forskellen på de billige og de dyre hjelme ligger i de materialer, der er blevet brugt til såvel skallen som til den indvendige beskyttelse.

Billig hjelm

Du kan købe en lidt mere sikker hjelm hos en scooter-forhandler, hvor prisen kan komme op på 1.000-1.500 baht (1000-1500 baht), og de nærmer sig sikkert kvaliteten på en dansk cykelhjelm. De kan måske være gode nok, hvis du kun kører langsom bykørsel – og hvis du ikke lander uheldigt ved et uheld.

Skal du køre mellem byer eller på længere strækninger, hvor du kommer højere op i fart, vil det være en rigtig god ide at investere i en bedre hjelm. Hvis du fx kører på scooter med hastigheder på 40-50 km/t mellem strandbyer på Phuket, Koh Samui eller Koh Lanta, kan du sikkert nøjes med en rimelig hjelm til 2.500-3.000 baht (2500-3000 baht). Hvis du kører endnu hurtigere, fx hvis du tager på en længere tur rundt i Thailand, vil det være en god ide med en ordentlig hjelm, som kan koste fra 7.500 baht (7500 baht) og op. Den slags hjelme finder du normalt kun hos motorcykelforhandlere.

Vil du købe en god hjelm, der overholder de europæiske standarder, kan du måske bruge hjemmesiden Sharp til at tjekke, hvor god hjelmen er. Sharp er oprettet af det britiske transportministerium, og de tester hjelme og deres evne til at beskytte i forskellige situationer. Det er kun hjelme, der findes på det britiske marked, der testes, så de billige thailandske hjelme testes ikke. Videoen nedenfor viser, hvordan de tester hjelmene, og du får gode råd til, hvordan du vælger den rigtige hjelm.

Køber du en hjelm, er der yderligere den fordel, at du kan få en, der passer i størrelsen. Passer størrelsen ikke, risikerer du, at hjelmen ryger af, inden du rammer det, den skulle beskytte mod. Data fra EU-kommissionens European Road Safety Observatory over trafikulykker i Europa viser, at i 1,3 procent af uheldene røg hjelmen af, allerede inden man ramte noget. Yderligere 12,9 procent af hjelmene røg af efter første sammenstød med en genstand. Og det er vel og mærke hjelme, der lever op til de europæiske standarder, og som sandsynligvis er købt i de rigtige størrelser. Du kan være helt sikker på, at de billige hjelme i Thailand ikke er i nærheden af at leve op til nogen som helst standarder.

Det er selvfølgelig ikke kun hovedet, der er værd at beskytte. Det er nok svært at overtale dig til at køre rundt i ferieområdet med lange bukser, en vindjakke eller andet med lange ærmer, sko i stedet for klip-klapper og handsker. Men skal du på længere ture, vil det være en rigtig god ide med ordentlig beklædning, også selvom du "bare" kører på scooter. Og så har lange bukser og en vindjakke yderligere den fordel, at de beskytter dig mod solens stråler.

Tags: Scooter - Motorcykel - Transport - Sikkerhed

Andre artikler om aktiviteter i Thailand: