Brug numsebruseren

På stort set alle thailandske toiletter finder du en lille slange med et bruserhovede ved siden af toilettet.

Tags: Toilet - Hygiejne - På rejsen

Den lille slan­ge med bru­ser­ho­ve­de, som du fin­der ved si­den af toi­let­ter­ne i Thai­land, er ikke be­reg­net til at gø­re toi­let­tet rent med. Det er en num­se­bru­ser, og­så kendt som en "bum gun". Den bruges af thaier i stedet for toi­let­pa­pir. Og du bør ab­so­lut prøve så­dan en, in­den du ta­ger hjem.

Det virker måske underligt med en numse­bruser i stedet for toiletpapir, men hvis du tænker lidt over det, vil du indse, at det faktisk er meget mere renligt at bruge sådan en. Lad os fore­stille os, at du har fået afføring på fingrene, vil du så vaske hænderne, eller vil du nøjes med at tørre dem af med papir?

Mange vesterlændinge har da også taget numse­bru­seren til sig efter et besøg i Thailand og har fået in­stal­leret en der­hjemme. Du kan endda finde en lille hyldestsang til numse­bruseren på Youtube.

Skulle du også blive fan af bruseren, og du vil have en på dit eget toilet, skal du lige være opmærksom på forskellen mellem det danske og det thailandske klima. I Thailand bruges koldt vand, hvilket er fint nok, for det kolde vand er ikke specielt koldt. Men i Danmark vil det være en god ide med en in­stal­lation, hvor varmt og koldt vand blandes sammen til en pas­sende temperatur. Ellers er det nok ikke så sjovt at bruge den om vinteren.

Og så til sidst en lille brugs­anvisning til numse­bru­seren:

Der kan være stor forskel på vandtrykket fra bruser til bruser, så tjek først trykket ved at sprøjte lidt ned i kummen, så du ikke risikerer at få dig en grim overraskelse. Du kan regulere trykket på det lille trykhåndtag, der sidder på bruseren.

Løft dig lidt op fra sædet, og tag numse­bru­seren med den ene hånd.

Hvis du er en mand, sprøjter du nedad, mens du bruger den anden hånd til at "tørre" dig med, som hvis du brugte toilet­papir. Og nej, det er ikke ulækkert, selvom det umid­del­bart lyder sådan. Brug et stykke toiletpapir til at tørre dig efterfølgende, ikke for at gøre dig ren, som vi er vant til, men for ikke at gå rundt med en våd numse.

Hvis du er en kvinde, sprøjter du forfra og bagud, ligesom du også er vant til at tørre dig bagud med papir for at undgå en urinvejsinfektion.

Mange thaier medbringer et lille stykke sæbe, som de så kan bruge for at øge hygiejnen. Bruger du sæbe, så gør først som nævnt ovenfor, bruge så sæben og afslut med at skylle sæben af og tørre dig.

Bemærk, at ikke alle offentlige toiletter har toiletpapir. Det vil derfor være en god ide selv at medbringe papir, evt. i form af en lille pakke papirlommetørklæder. På nogle toiletter kan du købe papir i en automat, hvilket du så skal gøre, inden du går ind på selve toilettet.

Tjek evt. denne lille video fra Youtube med en lille demon­stra­tion af numse­bru­seren. Bare rolig, han beholder bukserne på.


Tags: Toilet - Hygiejne - På rejsen

Andre artikler med tips på rejsen: