Artiklen indeholder priser omregnet til baht. Tryk her for at vælge en anden valuta.
Thailandsk kørekort
Det er meget nemt og billigt at få et thailandsk kørekort.
Udgivet d. 9. august 2025.
Nej, det er ikke mig på billedet, det er en AI-person. Jeg ser meget mere kedelig ud.
Dit danske kørekort er kun gyldigt i tre måneder i Thailand, så hvis du vil være i Thailand i længere tid, og du vil køre bil eller scooter/motorcykel, skal du have et thailandsk kørekort. Jeg beskriver i denne artikel, hvordan du får et thailandsk kørekort på basis af dit danske kørekort, og hvordan du får et thailandsk kørekort fra bunden af, fx hvis du vil køre på scooter/motorcykel, og du ikke har et dansk kørekort til motorcykel.
Men læs lige artiklen Leje af scooter eller motorcykel i Thailand, inden du bestemmer dig for at køre på to hjul uden erfaring hjemmefra, og hvorfor erfaring hjemmefra måske ikke er så meget værd i Thailand.
I nogle tilfælde kan det være en fordel med et thailandsk kørekort, selvom du reelt kan bruge dit danske kørekort, og selvom du ikke selv vil køre. Det er ikke unormalt, at nogle steder opererer med ekstra høje priser for turister, fx i nationalparker og nogle privatejede forlystelser og seværdigheder. Her kan du være heldig, at fremvisning af et thailandsk kørekort vil give dig samme pris, som de lokale skal betale.
Kørekortet koster blot 205 baht til bil og 105 baht til motorcykel, (henholdsvis 205 og 105 baht). Hertil kommer dog udgifter i forbindelse med erhvervelse af diverse dokumenter og i forbindelse med en køreprøve, hvis du ikke i forvejen har et dansk kørekort.
Du kan få kørekortet på et hvilket som helst motorkontor i Thailand. Nogle kontorer er kendt for at have meget lange ventetider, fx har kontoret på Phuket typisk mellem en og to måneders ventetid. Har du travlt med at erhverve kortet, og dit lokale kontor har meget lang ventetid, kan du evt. benytte et kontor i en anden provins.
Det er muligt at bestille tid på nettet på DLT Smart Queue, men det er ikke alle motorkontorer, der benytter systemet. Og nogle steder kan der være kortere ventetid ved at møde personligt op for at få en tid.
Nødvendige dokumenter
Der kan være forskel på kravene for udstedelse af kørekort på de forskellige motorkontorer, så nedenstående skal tages med et forbehold. Jeg uddyber de enkelte punkter længere nede i artiklen.
- Dansk kørekort, hvis du vil "veksle" til et thailandsk kørekort.
- Dit pas.
- Certificate of residence eller arbejdstilladelse.
- Lægeerklæring.
- Bevis for gennemgået online teoriprøve (ved veksling og ved fornyelse, se afsnittet Gyldighed).
Bemærk, at de nødvendige kopier, som jeg nævner nedenfor, skal være på en hel A4-side med én kopi pr. side, du må ikke klippe kopien ud.
Dansk kørekort
Hvis du vil have thailandsk kørekort på basis af dit danske kørekort, skal du medbringe dit danske kørekort og en kopi af kørekortet. Hvis der ikke er engelsk tekst på dit kørekort, skal du desuden medbringe et internernationalt kørekort og en kopi af det. Hvis du vil have thailandsk kørekort til både bil og motorcykel, og du har dansk kørekort til begge dele, skal du medbringe to kopier.
Hvis du har et nyere dansk kørekort med engelsk tekst, er det reelt umiddelbart gyldigt i Thailand. Men det kan være en fordel med et internationalt kørekort, som du kan få på borgerservice i Danmark. Motorkontorene bør have styr på, at et kørekort med engelsk tekst er nok, men hvis du skal køre, inden du får dit thailandske kort, kan du risikere at støde på en betjent, som ikke har styr på den slags, og han vil måske forlange også at se et internationalt kørekort. Det er forholdsvis nemt og billigt at få det internationale kørekort på kommunen, det koster 40 kroner for selve kortet, hvis du selv har et pasfoto med.
Vær opmærksom på, at et internationalt kørekort ikke erstatter det danske kørekort, det er blot en oversættelse. Bliver du stoppet af politiet, skal du fremvise både det danske kørekort og det internationale kørekort.
Pas
Du skal medbringe dit pas, en kopi af billedsiden og en kopi af ankomststemplet. Hvis du er på en forlænget opholdstilladelse, skal du også medbringe en kopi af siden med stemplet for den seneste forlængelse. Skal du have kørekort til både bil og motorcykel, skal du medbringe to kopier af hver.
Det kan være en god ide også at medbringe en kopi af dit visum, hvis du har sådan et. Egentlig kan motorkontoret se, hvilket visum du har, ud fra stemplerne i dit pas, men der kan være kontorer, der vil have en kopi.
Certificate of residence eller arbejdstilladelse
Certificate of residence er en bopælsattest, som du får på det lokale immigrationskontor. Læs mere om kravene, og hvordan du får det i artiklen Bopælsattest.
En bopælsattest er typisk gyldig i 30 dage.
Bruger du i stedet en arbejdstilladelse, skal du medbringe originalen og en kopi af den. Arbejdstilladelsen skal vise din aktuelle adresse, ellers skal du benytte en bopælsattest.
Lægeerklæring
Du kan få en lægeerklæring hos enhver læge. Der findes typisk lægeklinikker i nærheden af motorkontoret, som tilbyder lægeerklæringer til en yderst overkommelig pris og uden ventetid. Reelt set er sådan en lægeerklæring intet værd, du skal blot svare på nogle få spørgsmål. Prisen starter ved 100-200 baht (100-200 baht), alt efter hvor i Thailand du er. Der er dog også læger, som tager noget højere priser, og som gør mere ud af det, fx ved at tage dit blodtryk, inden de udsteder attesten.
Lægeerklæringen er gyldig i 30 dage.
Veksling eller fornyelse
Hvis du skal have et thailandsk kørekort på basis af et dansk kørekort, behøver du ikke bestå den fulde teoriprøve og køretest. Det samme gælder, hvis du skal forny dit thailandske kørekort. Hvis du ikke har et gyldigt kørekort i forvejen, så læs i stedet afsnittet Thailandsk kørekort fra bunden af.
I stedet for den fulde teoriprøve kan du nøjes med en teoriprøve, som du tager på nettet. Den tager en times tid, og undervejs skal du svare på nogle få spørgsmål, der viser, at du har forstået reglerne. Efter prøven får du et bevis, som du blot skal udskrive eller fremvise på din mobil sammen med de andre dokumenter og kopier, når du møder op på motorkontoret for at få kortet.
På motorkontoret skal du gennemgå en reaktionstest, hvor du skal træde på en bremsepedal, når et lys skifter til rødt. Det er den samme test, hvis du skal have kørekort til scooter, hvor der ellers ikke er en bremsepedal. Du skal også bestå en test for farveblindhed for at vise, at du kan kende forskel på rødt og grønt lys.
Der er planer om at ændre på reglerne, så man også skal gennem den fulde teoriprøve, når man skal have kørekort på basis af et kørekort fra et andet land. Jeg opdaterer selvfølgelig artiklen, hvis planerne bliver til noget.
Thailandsk kørekort fra bunden af
Hvis du skal tage et thailandsk kørekort fra bunden af, skal du gennem den fulde teoriprøve og en køreprøve. Hertil kommer en reaktionstest, hvor du skal træde på en bremsepedal, når et lys skifter til rødt, og du skal bestå en test for farveblindhed.
Den fulde teoriprøve består i at se en video, der fortæller om forskellige regler, og som kan tage nogle timer. Herefter skal du besvare 50 spørgsmål med flere svarmuligheder, hvor du skal have mindst 45 rigtige svar. Du kan gennemgå en testprøve på https://thaidrivingtest.com, så du får en ide om spørgsmålene.
Den praktiske køreprøve foregår på en lille kørebane, hvor du typisk skal køre mellem nogle kegler, rundt i en rundkørsel, over en lille bakke, og vise, at du kender betydningen af forskellige færdselstavler. Den er absolut ikke svær, og der er ikke krav om, at du skal have modtaget undervisning i at køre før prøven.
Der stilles ikke køretøj til rådighed; det forventes, at man selv har køretøj med – hvordan man så ellers skal komme derhen uden et gyldigt kørekort. Heldigvis kan du typisk leje en scooter til prøven for 100-200 baht, eller du kan måske låne en scooter af en de andre, der skal til køreprøve.
Et par tips, der måske kan hjælpe dig til teoriprøven: Man har minimumshastigheder i Thailand, så en færdselstavle med et tal er ikke nødvendigvis maksimumhastigheden. Hvis tavlen er blå er det en minimumshastighed. Du kan finde samtlige færdselstavler på Wikipedia. Nogle spørgsmål eller svarmuligheder vil måske bruge ordet "shoulder", det betyder ikke skulder, det hentyder til nødsporet eller rabatten.
Og et tip til kortere ventetid: Hvis du i forvejen har et thailandsk kørekort til bil, og du nu skal tage et thailandsk kort til motorcykel, kan det måske hjælpe lidt på ventetiden, hvis du viser kørekortet til bil. I hvert fald på de kontorer, hvor der er forskellige ventetider for lokale og udlændinge.
Gyldighed
Dit første thailandske kørekort er et midlertidigt kørekort, der er gældende i to år fra udstedelsen. Når du fornyer kørekortet, afhænger gyldigheden af dit visum. Har du en arbejdstilladelse eller et NON-immigrant visa, får du et kort med fem års gyldighed – dog med den krølle, at det er gyldigt i fem år og frem til din fødselsdag, altså reelt op til næsten seks år. Hvis du ikke har en arbejdstilladelse eller et NON-immigrant visa, fx hvis du er på et turistvisum eller visum-undtagelse, får du i stedet et kørekort med gyldighed i to år fra fornyelsesdatoen.
Du kan forny dit kørekort fra seks måneder, før det udløber. Hvis kørekortet udløber, kan du forny det i op til et år efter udløb. Går der mere end et år, skal du tage den fulde teoriprøve for at forny kortet, og går der mere end tre år, skal du også gennem den praktiske køreprøve. Motorkontoret vil måske fortælle dig, at du sagtens kan bruge kortet i op til et år efter udløb, og det vil måske blive accepteret af politiet, hvis du bliver stoppet. Men forsikringen vil ikke dække, hvis du har et uheld, og dit kort er udløbet.
Der er planer om at ændre på reglerne, så man altid får det fem-årige kørekort ved fornyelse af et to-årigt kørekort. Også selvom man ikke har et NON-immigrant visa. Jeg opdaterer selvfølgelig artiklen, hvis planerne bliver til noget.
Forsikring
Glem ikke en forsikring, når du kører i Thailand!
Der kan være meget stor forskel på, hvad de forskellige forsikringer dækker. Hvis du har en rejseforsikring, så tjek, om den dækker kørsel i Thailand. Vær opmærksom på, at nogle forsikringer har undtagelser for motorcykler og scootere, hvor der slet ikke dækkes, eller hvor der kun dækkes under en bestemt motorstørrelse. Rejseforsikringen vil måske kun dække en eventuel selvrisiko, så skade på køretøj eller andre skal dækkes af en thailandsk forsikring.
Hvis du har en ulykkes- og skadeforsikring for Thailand, fx i forbindelse med en sundhedsforsikring, så tjek, om den har undtagelser for kørsel.




