Krung Thep Abhiwat Central Terminal

Sydøstasiens største togstation ligger i Bangkok.

Tags: Bang Sue Grand Station - Transport - Tog - Bangkok - Krung Thep Abhiwat Central

 

OBS! Stationen fik oprindeligt navnet Bang Sue Grand Station, men den er blevet omdøbt til Krung Thep Abhiwat Central Terminal (Krung Thep er en kort udgave af Bangkoks navn på thailandsk).

Det oprindelige navn var yderst passende, for stationen er virkelig en "grand" station, både med hensyn til bygningens størrelse og med hensyn til antal perroner og togforbindelser. Faktisk er den så stor, at den bliver lidt upraktisk at bruge, hvis ikke ens togforbindelser ligger i nærheden af hinanden, eller i nærheden af den indgang man benytter.

Selve stationsbygningen er ca. 200 meter bred og 400 meter lang. Og så har den fire etager. Det kan være svært at vurdere størrelsen ud fra billedet ovenfor, så her er et billede af siden af stationen, omend du først rigtigt mærker størrelsen, når du skal fra den ene ende af bygningen til den anden for at finde dit tog.

Stationen er så stor, at den minder mere om en lufthavnsbygning end en hovedbanegård, men i modsætning til de fleste lufthavnsbygninger, så byder Krung Thep Abhiwat Central Terminal ikke på rullende fortov.

De fire etager består af en underjordisk etage, hvor den blå Metrolinje holder til, og hvor der er parkering med plads til flere end 1.600 biler. I stueetagen er der billetsalg og ventesale. På første sal finder du de nye, røde bytogslinjer samt en række fjerntog, der er i alt 12 togspor på første sal. Anden sal er reserveret til fremtidige toglinjer med højhastighedstog, der kan køre op til 250 km i timen.

Efter planerne vil airportlinjen fra Suvarnamhumi airport blive forlænget og også stoppe her, inden den fortsætter til Don Mueang Airport. Der er dog endnu ikke sat en dato på forlængelsen af airportlinjen.

Du kan læse mere om metrolinje, airportlinje og de to røde linjer i artiklen Metro, Skytrain og andre bytog. Du kan læse mere om tog til fjernere destinationer i artiklen Tag toget.

Stationsbygningen lægger desuden plads til mange ikke-tog relaterede aktiviteter. Siden maj 2021 er en del af bygningen således blevet brugt til at vaccinere mod corona. Og i marts/april 2022 var der en bogmesse med 580 boder med bøger – og den fyldte kun en brøkdel af stationsbygningen.

Krung Thep Abhiwat Central Terminal ligger ikke ret langt fra Bangkok Busterminal, også kendt som Mo Chit 2, hvor du kan finde busser til de steder, der ikke betjenes af jernbanespor – eller hvis du foretrækker at sidde og fryse i en bus, hvor der skrues helt op for airconditionanlægget, i stedet for at sidde i et tog. En række lokale buslinjer forbinder hovedbanegården med busterminalen.

Krung Thep Abhiwat Central Terminal er afløseren for den efterhånden noget slidte Hua Lamphong-station, der var Bangkoks hovedbanegård fra 1916 til 2021. Egentlig skulle Hua Lamphong lukke, når den nye hovedbanegård åbnede, men lukningen blev sat på hold på grund af protester fra de rejsende, men d. 19. januar 2023 var det så endegyldigt slut med at bruge den gamle hovedbanegård som udgangspunkt.

Krung Thep Abhiwat Central Terminal er ikke kun en mere moderne station end Hua Lamphong, den kan også betjene mange flere tog. Mens den gamle hovedbanegård havde 12 perroner, så byder den nye på hele 26 perroner. Til sammenligning har Københavns Hovedbanegård 8 perroner, mens Aarhus Hovedbanegård har 4 perroner.

Det har kostet 34 milliarder baht (34 milliarder baht) at bygge Krung Thep Abhiwat Central Terminal. Efter en restaurering byder den gamle hovedbanegård nu på et jernbanemuseum.

Du kan finde både den gamle hovedbanegård, Hua Lamphong, og den nye Krung Thep Abhiwat Central Terminal på mit kort over Bangkok på Google Maps.

Tags: Bang Sue Grand Station - Transport - Tog - Bangkok - Krung Thep Abhiwat Central

Andre artikler om transport: