Artiklen indeholder priser omregnet til baht. Tryk her for at vælge en anden valuta.

Leje af bil i Thailand

Oplev mere af Thailand end de sædvanlige turiststeder.

Tags: Bil - På rejsen - Før rejsen - Transport

Toyota

Du kan nemt rejse mellem de sædvanlige turiststeder med fly, tog og bus, men hvis du lejer en bil, kan du besøge steder, som ikke vrimler med turister, og du er også mere fleksibel, hvis du vil besøge seværdigheder, fordi du kan komme, inden turistbusserne ankommer.

Alternativt kan du leje en scooter eller motorcykel, hvis du vil køre rundt i Thailand. Læs også artiklen Thailand på to hjul. Den artikel bør du også læse, selvom du vil køre på fire hjul, for den indeholder information om internationalt kørekort, forsikring, planlægning af tur og hvad du ellers skal være opmærksom på i den thailandske trafik.

I denne artikel beskæftiger jeg mig udelukkende med de mere paktiske ting, hvis du vil leje en bil. Og om de ting, der adskiller sig fra kørsel på to hjul.

Har du overhovedet brug for en bil?

Du skal først tage stilling til, om det overhovedet er en fordel at leje en bil. Hvis du fx bare vil have en bil for nemmere at kunne komme rundt på dit bestemmelsessted, så er det ikke nødvendigvis en fordel med en bil.

I Bangkok vil det typisk være bedre at benytte Metro og Skytrain eller at tage en billig taxi, hvis skinnerne ikke fører din vej. Trafikken i Bangkok er voldsom, og det kan være nervepirrende at køre her, hvis man ikke er vant til forholdene. Og så er der de evindelige trafikkøer, hvor det kan være hurtigere at stige ud af bilen og gå.

Taxier er ikke just billige på Phuket, men hvis du fx skal være i Patong, er det absolut ikke en fordel med en bil til kørsel i byen. Du risikerer at bruge længere tid på at finde en parkeringsplads end det tager at gå rundt i byen. Her er en bil kun en fordel, hvis du skal frem og tilbage til andre steder på øen eller til andre steder i Thailand.

Med eller uden chauffør

Vil du leje en bil, skal du tage stilling til, om du vil leje en bil med eller uden chauffør. Det er forholdsvis billigt at leje en bil med chauffør i Thailand. Og med en chauffør, slipper du for problemer med kørekort og forsikring, ligesom du ikke skal sætte dig ind i, hvordan trafikken glider i Thailand. Der køres ikke helt som hjemme i Danmark – og her tænker jeg ikke blot på, at Thailand har venstrekørsel.

Hvis du skal på en flere dages tur, skal der naturligvis også arrangeres overnatning og mad til chaufføren, hvilket gør det noget dyrere med en chauffør.

Tjekliste

Dette skal du sørge for, hvis du vil leje en bil og selv køre:

Kørekort
Du kan muligvis godt leje en bil uden at have et gyldigt kørekort, men ikke hos de etablerede selskaber. Du skal enten have et nyere kørekort, hvor der også er tekst på engelsk, eller du skal omkring din kommunes borgerservice og have et internationalt kørekort. Lejer du en bil uden at have gyldigt kørekort, dækker forsikringen ikke.
Forsikring.
Du kan nærmest ikke få forsikring nok! Tjek, hvad din rejseforsikring dækker, og sørg så for at tegne forsikring, der dækker alt andet, lige fra småridser til større skader på bilen, personskade på dig selv og skade på tredjepart. Vær opmærksom på, om der er selvrisiko på forsikringen.
Benyt et troværdigt udlejningsfirma
Du kan sikkert leje en bil meget billigere af en ukendt, lokal udlejer, men du risikerer problemer med stand på bilen og gamle skader. Og med forsikring. Lejer du hos et internationalt selskab med afdelinger i Danmark, kan du tilmed bestille hjemmefra og blive beskyttet i henhold til den danske købelov.
Eksisterende skader
Tjek bilen for eksisterende, synlige skader, inden du forlader udlejer, og gør udlejer opmærksom på eventuelle skader. Få skaderne dokumenteret, fx med billeder med tidsstempel, og få skaderne godkendt af udlejer på forhånd.
Behold dit pas
Nogle udlejere – især de billige lokale udlejere – vil forlange at få dit pas som sikkerhed. Aflever aldrig dit pas!
Kreditkort
Hvis du lejer hos et af de etablerede selskaber, vil de reservere et beløb på dit kreditkort som sikkerhed. Beløbet kan variere mellem de forskellige udlejere, så tjek betingelserne hos udlejer.
Afdelinger
Hvis du vil aflevere bilen et andet sted, end du hentede den, så tjek, om udlejer har et afdeling dér. Nogle har mange afdelinger, andre har kun få. Hos nogle opkræves et gebyr for at aflevere et andet sted, gebyret afhænger muligvis af lejeperioden.
Langtidsleje
Få et tilbud hos udlejer i stedet for at acceptere den daglige lejepris. Lejer du bilen i en måned eller mere, vil du typisk komme ned på mellem halvdelen og en tredjedel af prisen for den daglige leje.
Kørsel
Sæt dig grundigt ind i, hvordan der køres i Thailand. Hvis du ikke allerede har læst rådene i artiklen Thailand på to hjul, så læs dem nu.
Flere på kontrakten
Hvis I er flere, der skal kunne køre bilen, så skal I alle noteres på lejekontrakten. Nogle steder kan dette resultere i et ekstra gebyr.

Dette skal du sørge for, hvis du vil leje en bil med chauffør:

Ydelse og pris
Sørg for at der er en fast aftale om ydelse og pris, inden turen starter, gerne på skrift. Aftalen skal klargøre, hvad der er inkluderet i prisen, fx maks. antal timers kørsel om dagen, brændstof, betalingsveje, overnatning samt mad og drikke.
Udhvilet chauffør
Hvis du hyrer en bil og chauffør til at køre dig til et bestemt sted og til at blive fragtet tilbage efter et bestemt antal dage, så vær opmærksom på, hvor lang vejen er. Hvis du fx hyrer en chauffør i Bangkok, og skal køres til Nong Khai, så vær opmærksom på, at chaufføren på tilbageturen normalt vil køre fra Bangkok, hente dig og køre tilbage til Bangkok i ét stræk. En køretur på op til 20 timer i træk. I sådan et tilfælde vil det være bedre at finde en lokal chauffør til tilbageturen.
Lokal udlejning
Lejer du en bil med chauffør, behøver du ikke den ekstra sikkerhed, som de internationale selskaber tilbyder med hensyn til forsikring og forretningsetik, så du kan i stedet finde en lokal og meget billigere løsning, fx i form af en taxi, som du hyrer til en fast pris.

Kørsel i Thailand

Jeg har allerede nævnt artiklen Thailand på to hjul et par gange. I den kan du finde gode råd til kørsel på to hjul i Thailand. Mange af rådene gælder også for kørsel på fire hjul. Men der er nogle ekstra ting, du skal være opmærksom på, når du kører bil:

Scootere og motorcykler – og for den sags skyld også biler – overhaler gerne både uden- og indenom. Tjek altid spejlene, når du kører, og vær opmærksom på, om der er nogen på vej, hvis du vil dreje eller skifte bane. De fleste kører faktisk rimeligt fornuftigt, men nogle kører ekstremt hurtig, så tjek spejlene ofte.

Gør plads til scootere og motorcykler, når du holder ved trafiklys eller kører i langsom køkørsel. De tohjulede vil gerne frem foran bilerne, da de accellererer hurtigere, når det bliver grønt, og det giver også et bedre flow i trafikken. Desuden er det som udgangspunkt tilladt at dreje til venstre ved rødt lys, så hvis du spærrer for venstredrejende, bliver du meget upopulær.

Bevar roen, når du kører. Især i bykørsel vil du opleve tohjulede, der snor sig ind og ud mellem bilerne – det gælder ikke kun ved langsom køkørsel, men også hvis du kører 60 km/t.

Troværdige udlejere

Avis, Hertz og Budget lejer biler ud i Thailand, og de har alle tre danske afdelinger, som du kan bestille gennem. Vælger du en af de tre, vil du sandsynligvis ikke komme ud for ubehagelige overraskelser med hensyn til bilerne og betingelser. Bestiller du fra Danmark gennem de danske afdelinger eller via deres danske hjemmesider, er du beskyttet af dansk købelov.

I skrivende stund kan du leje en lille bil fra omkring 1000 baht om dagen, mens en almindelig familiebil koster fra omkring 1250 baht om dagen, hertil kommer de forsikringer, som du ikke i forvejen har gennem din rejseforsikring.

Og apropos, så lad mig afslutte artiklen med en gentagelse: Sørg for forsikring! Tjek, hvad din rejseforsikring dækker, og tegn forsikring for det, som den ikke dækker. Både med hensyn til skader på bilen, dig selv og tredjepart. Vær opmærksom på, at du ikke nødvendigvis kan stole på, hvad en lokal udlejer fortæller dig, at en forsikring dækker. Forsikring er den absolut største grund til, at jeg vil anbefale enten en bil med chauffør eller leje hos et af de velrenommerede selskaber.

Tags: Bil - På rejsen - Før rejsen - Transport

Andre artikler med tips på rejsen: