Myg i Thailand

Thailand byder på sol, varme – og myg.

Tags: Myg - Insekter - Jungle - På rejsen - Vaccine

Det er ikke alt i Thailand, det er lige interessant at stifte beskendskab med. Mens de danske myg er forholdsvis harmløse og blot resulterer i irriterende kløe, så kan thailandske myg i værste fald smitte med ubehagelige sygdomme som fx malaria, gul feber og denguefeber.

Selv hvis du undgår de smittende myg, så kan de almindelige myg også være temmelig generende, men der er heldigvis hjælp at hente i butikkerne, som du kan læse mere om nedenfor.

Værst i regntiden

Myg lægger deres æg i stillestående vand, og det er der en masse af i regntiden. Myggeplagen er derfor størst i regntiden og i tiden lige efter regntiden, det vil sige fra maj til november, men der er myg i Thailand hele året.

De fleste myg er mest aktive ved solopgang og ved solnedgang, det gælder fx malariamyg. Men nogle myggearter er også aktive i dagtimerne, hvilket fx gælder for denguemyg.

Holder du dig til de sædvanlige turistområder, er risikoen for sygdomme fra myggestik forholdsvis lille. Er du nervøs, kan du få diverse vacciner, inden du rejser. Skal du derimod på tur i jungleområder, især dem nær grænserne til Cambodia, Laos og Myanmar, er risikoen større, og så kan det være en rigtig god idé med vacciner. Læs mere om vacciner i artiklen Vaccine ved rejse til Thailand.

Ganske som herhjemme er nogle mennesker mere populære hos myggene end andre. Hører du til de uheldige, kan du forsyne dig med alle hånde myggemidler i de lokale butikker. Der er ingen grund til at tage myggemidler med fra Danmark, da de er meget billigere i Thailand, og i Thailand kan du endda købe myggemidler, der virker bedre end de danske.

Det nedenstående billede viser blot et lille udvalg af udbudet i et supermarked. Du kan få elektriske myggefælder, myggespray, cremer, myggearmbånd, vådservietter, deodoranter, myggespiraler og meget mere, der altsammen lover at holde de blodtørstige bæster på afstand.

Udvalget er mindre i kiosker som 7-Eleven og Tops Daily, men de har som minimum alle myggespray. Kan du ikke finde myggespray i en kiosk, så spørg efter det. De fleste genkender det engelske ord "mosquito", men du ellers kan du spørge efter "gan jång" (gan udtales som i gang).

Ikke alle produkter mod myggene er lige effektive. I henhold til en test som Forbrugerrådet Tænk har lavet med danske myg, virker myggearmbånd stort set slet ikke, og endnu værre står det til med en mobil-app, der skulle kunne holde myg væk med højfrekvent lyd. De thailandske myg adskiller sig sikkert ikke så meget fra de danske på det punkt.

DEET virker

Myg går efter lugten, når de skal finde et egnet sted at stikke, så de fleste myggemidler prøver at forvirre myggene ved at maskere lugten fra mennesker. DEET er et af de mest effektive myggemidler, og det fås i form af spray og cremer. I Danmark var myggemidler med DEET forbudt i en årrække, men enkelte produkter med en koncentration på op til 40 procent er blevet godkendt i de senere år. I Thailand kan du købe produkter med et meget højere indhold af DEET. Procentdelen har ikke betydning for, hvor effektivt midlet er, men hvor længe det virker. Med 7 procent vil beskyttelsen fx virke i op til 90 minutter, mens 15 procent virker i op til 6 timer og 30 procent op til 10 timer. De fleste produkter i almindelige butikker i Thailand indeholder 12-15 procent.

Vær opmærksom på, at DEET formodes at kunne skade nervesystemet hos mennesker. Men hvis du kun bruger midler med DEET kortvarigt, som fx på en 14 dages ferie, og du ikke ligefrem bader i midlerne, burde det ikke være et problem.

Icaridin, også kendt som picaridin, er lige så effektivt som DEET til at holde myggene væk. I modsætning til DEET er icaridin/picaridin lugtfri, og det er mindre fedtet end midler med DEET. Stoffet er forholdsvis nyt, og der er ikke så mange produkter på hylderne som midler med DEET. Hvis du køber et myggemiddel med icaridin/picaridin, så sørg for, at det indeholder mindst 20 procent af stoffet.

Endnu et effektivt stof er på vej, men der er i skrivende stund ikke produkter med det i Thailand. Stoffet hedder nootkatone, og det er en olie udvundet af cedertræer og grapefrugt. Det er angiveligt også lige så effektivt som DEET men fuldstændigt ufarligt for mennesker og andre pattedyr. Stoffet blev godkendt i USA i august 2020.

Beskyttende spiral

Myggespiral

Spiser du udendørs på en restaurant i Thailand vil de måske beskytte dig med en myggespiral, den slags er også ganske effektive. Spiralen indeholder pyrethrins, der udvindes af chrysanthemum-planter – du kender måske stoffet fra myregift hjemme i Danmark.

Lad være med at lade dig friste til at købe sådan en og så bruge den indendørs, da den udsender en masse røgpartikler, og den kan forårsage brand.

Ud over de mange anti-myggeting, du kan købe, er der selvfølgelig også det gode gammeldags råd om at benytte langærmet tøj og lange bukser om aftenen. Tøj beskytter bedre end myggespray og -creme. Myg kan dog stikke gennem tyndt stof, så hvis du bruger tyndt og tætsiddende tøj, kan du sprøjte myggespray på huden under tøjet, eller du kan sprøjte uden på tøjet.

Bruger du aircondition på hotelværelset, vil du normalt undgå myg i værelset. Det er ikke temperaturen, der er vigtig her, men den luftstrøm som airconditionen skaber – myg kan ikke lide træk og vind.

Du kan finde en masse råd på nettet om, hvordan du undgår at tiltrække myg, men vær opmærksom på, at de fleste af rådene enten er virkningsløse eller savner videnskabelig opbakning. Det gælder fx spisning af hvidløg og B-vitamin, brug af tøj i lyse farver og at undgå brug af deoderant og parfume.

Hvis du bliver stukket

Bliver du stukket, så lad myggen sidde til den er færdig, så vil det klø mindre. Det er myggens spyt, der får det til at klø, og når den er færdig, suger den noget af spyttet op igen.

Lad være med at kradse på myggestikket, det gør det kun værre. Du risikerer at kradse hul, og der er så risiko for, at du får en infektion i såret, hvilket er mere ubehageligt, og det kan ende med et lille ar.

Du kan købe en salve, der lindrer – gå efter salve, der indeholder antihistamin (fx mepyraminsalve) eller lidokain. Du kan købe salve på et af de mange små apoteker, du finder på dit rejsemål, og muligvis også i kioskerne. Hvis du hører til en af myggenes yndlingsretter, kan det være en god idé at købe salve, inden du bliver stukket, så du kan smøre den på straks efter stikket, så lindrer den bedre, end efter du har kradset i stikket.

Myggemidler må ikke tages med hjem

Bemærk, det er ikke tilladt at tage myggemidler købt i udlandet med hjem til Danmark; det betragtes som ulovlig import. Myggemidler skal være godkendt af Miljøstyrelsen for at være lovlige i Danmark.

Tags: Myg - Insekter - Jungle - På rejsen - Vaccine

Andre artikler med tips på rejsen: