Artiklen indeholder priser omregnet til baht. Tryk her for at vælge en anden valuta.

Praktisk plastik

Med Rabbit Card kan du spare tid og penge, når du rejser, spiser og køber ind i Thailand.

Tags: Rabbit Card - Transport - På rejsen - Phuket - Bangkok - Chiang Mai

Rabbit Card

Rabbit Card svarer til det danske rejsekort, og det giver dig billigere ture, når du bruger det i Skytrain i Bangkok. Kortet kan også bruges til at betale med i Phuket Smart Bus og i RTC Chiang Mai City Bus. Men Rabbit Card kan mere end det danske rejsekort, det kan også bruges i butikker, restauranter m.m., hvor det desuden kan give adgang til rabatter og særtilbud.

Udover at du kan spare penge med Rabbit Card, kan du også spare tid. Du slipper således for at stå i kø ved automaterne i Skytrain for at købe billet, og du slipper for at rode med penge, når du betaler i butikker. Rabbit Card kan også bruges til betaling i en række food courts i Bangkok. Her slipper du for at skulle stå i kø for at købe food courtens eget betalingskort, og for bagefter at skulle stå i kø for at få overskydende penge udbetalt. Læs mere om food courts og deres specielle betalingssystem.

Rabbit Card er ligesom rejsekortet et forudbetalt kort. Som turist er du desværre nødt til at fylde penge på manuelt – for de fastboende er det muligt at få fyldt penge på automatisk, når kortet er ved at løbe tør. Du kan fylde penge på Rabbit Card på alle Skytrain-stationer og i en lang række butikker og andre steder, der er tilmeldt systemet.

Rabbit Card samarbejder med andre firmaer, om udstedelse af specielle kort, du kan fx få et Phuket Rabbit Card, og hvis man har en konto i Bangkok Bank, kan man få et specielt kreditkort, der også fungerer som et Rabbit Card.

De forskellige udgaver af Rabbit Card er kompatible, så du kan fx tanke op og bruge Phuket Rabbit Card i Bangkok, og du kan tanke op og bruge det almindelige Rabbit Card på Phuket.

Rabbit Card til transport

Rabbit Card kan som sagt bruges til at betale for transport flere steder. I Bangkoks Skytrain er der en lille besparelse, omend den er meget lille, du sparer blot 1 baht (1 baht) pr. tur. Til gengæld kan du spare en del tid, fordi kortet kan bruges på adgangsterminalerne, så du slipper for at stå i kø for at veksle penge og for at købe billet.

Der er ikke nogen besparelse i Phuket Smart Bus og i RTC City Bus i Chiang Mai, her har du blot fordelen af, at det er en nem betalingsmetode.

Læs mere om Phuket Smart Bus i artiklen Strandbus på Phuket. Du kan læse mere om RTC Chiang Mai City Bus og deres ruter på deres hjemmeside.

Rabbit Card til indkøb

Kortlæser til Rabbit Card

Du kan betale med Rabbit Card i butikker, hvor du ser en betalingsterminal som den på billedet til højre. Når betalingen er gennemført, lyser den orangefarvede ring i stedet grønt, og du kan samtidig se, hvor meget der er tilbage på kortet. Du kan fx betale med kortet i Tops Daily, hos McDonalds, og i isbutikker som Swensen og Dairy Queen.

Ud over at du slipper for at rode med penge, kan du få adgang til rabbatter og tilbud i de tilsluttede butikker og andre steder. Her er links til en oversigt over aktuelle rabatter hos Rabbit Card. Du kan desuden få adgang til rabat hos steder, som måske ikke selv tager imod betaling med kortet, men hvor fremvisning af kortet kan give rabat.

Måske jeg har været uheldig, men det er min erfaring, at hvis du vil have en rabat, skal du selv gøre butikken/restauranten opmærksom på rabatten, når du betaler med kortet, rabatten bliver ikke automatisk trukket fra af kasseapparatet, og ekspedienterne trækker ikke nødvendigvis rabatten fra af sig selv.

Bemærk, enkelte afdelinger af de tilsluttede kæder kan være undtaget, det gælder fx McDonalds i visse lufthavne.

Det er desuden muligt at optjene points, hvis man er tilmeldt Rabbit Rewards. Det er ikke noget, jeg har prøvet, og oplysningerne om systemet er sparsomme på Rabbit Rewards hjemmeside – det er nok mest interessant for fastboende.

Køb af Rabbit Card

I Bangkok kan du købe et Rabbit Card på alle Skytrain-stationer. Kortet koster 200 baht (200 baht), hvoraf de 100 baht er et oprettelsesgebyr, mens 100 baht indsættes på kortet til forbrug.

På Phuket kan du købe Phuket Rabbit Card i smartbussen, hos teleudbyderen AIS i indenrigs-ankomsthallen i Phuket Airport og hos en række samarbejdspartnere. Phuket Rabbit Card har sin egen liste over købs- og top up-steder på Phuket.

Phuket Rabbit Card koster 300 baht (300 baht). Også her går de 100 baht til gebyr, og der indsættes så 200 baht på kortet til forbrug.

I Chiang Mai kan du købe Rabbit Card på RTC City Bus, og hos RTC-skranken i lufthavnens ankomsthal. Du skulle ligeledes kunne købe det i storcentrene Central Festival og Promenada, men jeg har ikke kunnet finde information om salgsstederne i centrene.

Oplysning om prisen på Chiang Mai-udgaven af kortet varierer også. På et tidspunkt har kortet kostet 300 baht, hvoraf de 200 baht var et gebyr, og 100 baht blev indsat på kortet. Men jeg har også læst om tilbud, hvor kortet kostede 100 baht med 100 baht indsat på kortet.

Et Rabbit Card er gyldigt i fem år, så får du ikke brugt alle pengene på din ferie, kan du bruge resten på din næste ferie.

Registrering af Rabbit Card

Når du køber et Rabbit Card i Bangkok, skal det registreres, angiveligt som følge af en hvidvaskningslov, hvilket vil sige, at du skal fremvise dit pas. Har du et ikke-registreret kort, skal det normalt registreres, før du kan få lov at fylde penge på det.

Phuket Rabbit Card

Af en eller anden grund, kan man købe Phuket Rabbit Card på Phuket Smart Bus og i RTC City Bus i Chiang Mai, uden at det skal registreres, og man kan også fylde penge på det, uden der kræves registrering. Tager du kortet med til Bangkok, så vær opmærksom på, at du måske vil blive bedt om at registrere det, før du kan fylde penge på det. Du kan registrere det på alle Skytrain-stationer.

Et registreret Rabbit Card er et personligt kort, og i henhold til betingelserne må man ikke lade andre bruge det. Mister du kortet, er det en fordel, hvis det er registreret, for så kan du få pengene indsat på et nyt kort – forudsat kortet ikke findes af en, der skynder sig at bruge det til at købe ting, inden du får det meldt tabt.

Spider Card og MRT Card (metrokort)

Rabbit Card kan ikke bruges til metroen og til de almindelige busser i Bangkok. Der har længe været planer om at lave et fælles kort, der skulle kunne bruges til Skytrain, Metro, busser og kanalbusser i Bangkok og også til transport i andre byer. Kortet blev døbt Mangmoom Card (Spider Card), og det skulle have set dagens lys tilbage i 2016, men det er blevet udskudt gentagne gange.

Kortet fik en delvis lancering i 2018, hvor det kunne bruges til metroen sideløbende med metroens almindelige kort (MRT Card), men siden har der været stilhed om projektet. Spider Card/MRT Card kan ikke bruges til andre ting på samme måde som Rabbit Card.

Tags: Rabbit Card - Transport - På rejsen - Phuket - Bangkok - Chiang Mai

Andre artikler med tips på rejsen: