Sundhedsforsikring

Planlæg for det værste, og håb på det bedste.

Tags: Forsikring - Behandling - Udlandsdansker - På rejsen

Udgivet d. 6. september 2025.

Sundhedskort

Risikoen for sygdom og ulykker er måske ikke noget, vi tænker så meget på til daglig, når vi er raske. Men det er ret så vigtigt at have styr på den slags, hvis du bosætter dig i Thailand, hvor den danske sygesikring ikke dækker.

Er du kun på ferie, eller hvis du er i Thailand som vinterfugl, mens du har din folkeregisteradresse i Danmark, kan du tegne en rejseforsikring. Men hvis du bor fast i Thailand, kan du ikke bruge en almindelig rejseforsikring, du skal i stedet tegne en decideret sundhedsforsikring, og den kan være dyr! Hertil kommer, at forsikringen typisk vil have begrænsninger eller undtagelser for eksisterende dårligdomme og senere sygdomme, der kan være afledt deraf.

OBS! En typisk årsrejseforsikring kræver, at du har fast bopæl i Danmark under hele forsikringens dækningsperiode. Det er dog muligt at tegne enkeltrejseforsikringer, der også kan dække i en periode, efter du er flyttet. Tal med forsikringsselskabet, så du er sikker på, at en eventuel rejseforsikring dækker, hvis du flytter til Thailand.

Med en rejseforsikring eller en sundhedsforsikring vil du typisk blive behandlet på et privat hospital.

Hvis du har en arbejdstilladelse i Thailand, og du betaler til sundhedssystemet, så har du adgang til de offentlige hospitaler på lige fod med de indfødte. Du kan så vælge at nøjes med det offentlige system og selv betale, hvis du vil benytte et privat hospital, eller du kan tegne en sundhedsforsikring, der også giver adgang til de private hospitaler.

En sundhedsforsikring koster typisk mere og mere, jo ældre du er. Nogle selskaber vil slet ikke dække, hvis du er over en vis alder. Andre selskaber vil dække op til du er 99 år, men kun hvis du er under en vis alder, når du tegner forsikringen. Det er altså vigtigt at få tegnet en forsikring, inden det er for sent.

En anden grund til at tegne forsikringen tidligt er, at du typisk vil få flere og flere helbredsproblemer, jo ældre du bliver. Det betyder også, at der vil komme flere og flere undtagelser for eksisterende dårligdomme i forsikringen, jo længere du venter med at tegne den. Det er også et argument for at undgå at bruge en rejseforsikring i starten, da du kan nå at tilrage dig dårligdomme, inden du skal tegne en rigtig sundhedsforsikring.

Selvforsikring

Der er nogle, som vælger ikke at tegne en sundhedsforsikring. Enten fordi de ikke har råd, eller fordi de mener, det vil være billigere at blive behandlet på et offentligt hospital i Thailand end at betale en dyr forsikring. Og de tænker måske, at de kan flyve tilbage til Danmark og blive behandlet i det offentlige system gratis, hvis der opstår alvorlige helbredsproblemer.

Der er flere ting i den forbindelse, som du skal være opmærksom på:

Lægerne på de offentlige hospitaler i Thailand har sjældent samme ekspertise som på de private hospitaler, og der er længere ventetid og måske også sprogproblemer.

Du er måske slet ikke er i stand til at flyve tilbage til Danmark, hvis du ikke kan få den nødvendige behandling i Thailand. Du kan fx være for svag til at flyve, og selv hvis du mener, du kan klare turen, så kan flyselskabet vurdere, at du er for svag, og så kan de nægte at tage dig med.

Du er ikke dækket af den danske sygesikring, bare fordi du rejser hjem til Danmark. Du skal flytte din bopæl tilbage til Danmark, før sygesikringen dækker. Er du i Danmark, mens du er registreret som boende i Thailand, så skal du betale for behandling.

Jeg vil klart anbefale, at du tegner en sundhedsforsikring, hvis det er muligt, og ellers at du får lavet en katastrofeopsparing til eventuelle behandlinger. Men uanset hvor stor en opsparing, du får lavet, så kan den hurtigt forsvinde, hvis du får brug for omfattende behandling, og især hvis du må tage på et privat hospital for at få den nødvendige behandling.

Det kan hurtigt blive dyrt

De offentlige hospitaler kan være meget billige, det koster typisk omkring 100 kroner pr. dag at være indlagt på et fællesværelse, mens et enkeltværelse koster mellem 200 og 400 kroner, afhængig af afdelingen. Selve behandlingen er også forholdsvis billig, men regningen kan nemt blive høj ved alvorlig sygdom, eller hvis du skal opereres.

Priserne på et privat hospital er noget højere. Priseksempler fra Bumrungrad Hospital: Indlæggelse på et værelse med to senge koster 9.630 baht (9630 baht) om dagen, mens et enkeltværelse koster 14.700 baht (14700 baht). Ryger du på intensiv, koster det 24.500 baht (24500 baht) om dagen. Hertil kommer naturligvis betaling for selve behandlingen.

Bemærk, nogle visa til langvarigt ophold i Thailand kræver, at du har en thailandsk sundhedsforsikring med en minimumsdækning. Det gælder fx for non-immigrant OA og non-immigrant OX, læs mere på ambassadens hjemmeside.

Læs mere om de forskellige visa-muligheder for langtidsophold i Thailand i artiklen Opholdstilladelse i lang tid.

Hvilken forsikring skal jeg vælge?

Hvis du sammenligner priser mellem forskellige selskaber, så vær opmærksom på, hvor meget selvrisiko forsikringen har, og hvad den fremtidige præmie vil være, efterhånden som du bliver ældre. Det kan være svært at skifte selskab, hvis du har haft dårligdomme, efter du tegnede forsikringen, fordi dårligdommene af et nyt selskab kan blive betragtet som eksisterende dårligdomme, hvorfor afledte sygdomme måske ikke dækkes af det nye selskab.

Lad være med at tilbageholde oplysninger om dårligdomme eller tidligere behandlinger, når du tegner forsikringen. Hvis forsikringsselskabet senere opdager, at du ikke har været ærlig, kan de afslå dækning, enten fordi der er tale om en eksisterende dårligdom, eller fordi forsikringen er tegnet på et falsk grundlag.

Når du har tegnet en forsikring, så husk at tjekke forsikringsbetingelserne. De fleste policer kræver, at du informerer selskabet om opståede skader og sygdomme, mens du har forsikringen, også selvom du vælger at blive behandlet uden at blande selskabet ind i det. Informerer du dem ikke, kan de i værste nægte at betale for eventuelle senere behandlinger, ligesom de kan opsige forsikringen.

Du kan hos de fleste selskaber til- og fravælge dækning af forskellige ting og vælge mellem forskellige forsikringssummer, hvilket selvfølgelig har betydning for prisen. Når du sammenligner forsikringer, så husk at sammenligne, hvad de dækker.

Hermed links til en nogle selskaber, der tilbyder sundhedsforsikring for udlændinge i Thailand. Rækkefølgen er tilfældig.

Du kan også tegne en forsikring gennem en forsikringsagent, og selvom det kan synes lettere, så kan det hele blive mere uoverskueligt, fordi du skal gennem en mellemmand, hvis du skal bruge forsikringen. Hertil kommer, at du måske ikke ved, hvilket forsikringsselskab du reelt har tegnet forsikringen i. Vær opmærksom på, at nogle forsikringsagenter kan være mere interesserede i at sælge en forsikring i et dyrt selskab i stedet en lige så god forsikring i et billigere selskab, fordi han får procenter af din præmiebetaling.

Tags: Forsikring - Behandling - Udlandsdansker - På rejsen

Andre artikler med tips på rejsen: