For meget sol
Det er nemt at blive solskoldet i Thailand.
Udgivet d. 31. maj 2025.
Ophavsret: Phil Kates, frigivet under Creative Commons BY-SA 2.0.
Du får her en række gode råd til, hvordan du bedst kommer gennem en solskoldning, hvis du ikke har fulgt rådene i artiklen Pas på solen i Thailand.
Undgå at få mere sol på de ramte områder. Vær opmærksom på, at tøj ikke nødvendigvis beskytter dig, hvis du efterfølgende opholder dig i solen; de ultraviolette stråler kan trænge igennem en del almindeligt tøj.
Smør kølende fugtighedscreme på den solskoldede og forbrændte hud flere gange dagligt, det kan fx være creme med aloe vera eller hydrokortison. Køl gerne cremen lidt ned i et køleskab, før den påføres, men den må ikke være iskold. Du kan købe egnede cremer på ethvert apotek i Thailand, og de hjælper dig gerne med at finde den rette creme alt efter graden af solskoldning, og hvor meget det klør.
Alternativt kan du køle huden ned med et rent håndklæde, der er dyppet i koldt vand, eller du kan tage et bad i køligt vand. Nedkøl huden på denne måde flere gange om dagen, ca. 10 minutter hver gang.
Selvom det kan synes som en god ide, og du gerne vil køle huden ned, så brug aldrig isterninger eller isposer på solskoldet hud. Det vil ganske vist føles kølende, men det vil gøre tingene værre. Isen vil få blodårerne til at trække sig sammen og dermed mindske blodforsyningen til den beskadigede hud, og den har netop brug for blod for at hele.
En solskoldning trækker væske ud fra kroppen til hudens overflade, så drik rigeligt med væske, så du opretholder væskebalancen.
Det kan være en god ide med smertestillende piller, som fx aspirin, paracetamol eller ibuprofen, til at lette smerterne – især om aftenen hvor det ellers kan være svært at falde i søvn.
Er forbrændingen så slem, at du får blærer, så lad være med at prikke hul i dem, da det kan give dig infektioner. Hvis blærerne bliver meget store og spændte, kan du dog prikke hul på dem med en steril nål. Rengør derefter området med en antibiotisk salve.
Kontakt en læge hvis du får:
- mange blærer
- blærer i ansigtet eller på hænderne
- et tiltagende udslæt
- svær kløe
- feber
- hovedpine
- øjesmerter
- synsforstyrrelser
- tegn på infektion i blærer




