Artiklen indeholder priser omregnet til baht. Tryk her for at vælge en anden valuta.
Knasende sprøde insekter
Du kan få melorm, græshopper, fårekyllinger, larver, biller og myrer i slikposen i Thailand.
Slikhylderne i de thailandske supermarkeder og kiosker bugner med slik, men det er ikke helt det samme udvalg, som du er vant til hjemmefra. Marcipan, blød nougat og flødeboller finder du ikke. Du kan være heldig at finde importerede poser med sød lakrids, men ikke med saltlakrids.
Til gengæld kan du finde slik, som du ikke finder i Danmark. Tørret tang er meget populært på slikhylderne, og du finder masser af chips med smagsvarianter, som vi ikke er vant til i chips, fx æg, tang, krabber, blæksprutter, hummer og rejer.
Men det, der adskiller sig mest fra det danske slikudvalg, er nok insekter som slik (du kan rent faktisk købe insekter som slik i Danmark, mere om det sidst i artiklen).
Selvom insekter spises som slik i Thailand, så finder du ikke det store udvalg på slikhylderne i kioskerne og i supermarkederne. Her kan du måske være heldig at finde poser fra HiSo (se billedet) med silkeorm og måske også fårekyllinger i forskellige smagsvarianter, men det er så det.
Slikposerne med insekter som den på billedet koster knap 30 baht (30 baht) for 15 gram, hvilket er 3-4 gange prisen på chips, så det er ikke det billigste slik på hylderne. Det viser også tydeligt, at det altså ikke er for at spare penge, man spiser insekter som slik, det er på grund af smagen.
De fleste insektspisere vil fortælle dig, at insekterne smager bedst, når de er frisklavede. Og det er sikkert forklaringen på, at udvalget på slikhylderne er stærkt begrænset. Udvalget er noget større i boder på markeder og hos gadesælgere. Enkelte supermarkeder sælger dybfrosne insekter, som man så selv kan tilberede.
Ækelt eller ikke ækelt
En stor del af vores syn på egnet mad skyldes vores opvækst og kultur. Hvis du skulle se på det med friske øjne, hvad er så mest ækelt, nordsørejen, der lever af ådsler fra døde dyr og andet organisk affald, på det første billede eller den plantespisende melorm på det andet billede?
Men madvaner kan ændres. Vi skal ikke mange årtier tilbage for at komme til en tid, hvor pølsevogne og smørrebrødsbutikker stod for danskernes hurtigmad, mens kebab, pita, burgere, og pizza var ukendte begreber undtagen for dem, der havde været ude og rejse.
I modsætning til i de fleste andre lande, så har vi i Danmark længe haft en tradition med at spise rå sild, men ikke desto mindre skulle mange lige overbevise sig selv, inden de satte tænderne i rå fisk i en sushi-bar. Så måske det også kun er et spørgsmål om tilvænning og tid, før vi med velbehag spiser ristede melorm og græshopper i Danmark.
Miljøvenlig mad
FN-organisationen FAO (Food and Agriculture Organization) håber i hvert fald, at flere i verden får øjnene op for insekter som føde. Insekter indeholder nemlig masser af proteiner, vitaminer og aminosyrer, og de er meget mindre belastende for miljøet, når man sammenligner med traditionelle husdyr som køer, grise og høns.
Køer kræver fx seks gange mere føde for at producere samme proteinmængde som insekter, mens svin og høns kræver dobbelt så meget føde som insekter. Insekter udleder desuden meget færre drivhusgasser end de traditionelle husdyr. Hertil kommer, at insekterne er mindre nøjeregnende med føden, der ofte består af restprodukter fra landbrug.
Der er mange måder at tilberede insekterne på. De fleste frituresteges eller ristes i soyasovs eller olie, men nogle spises rå, det gælder fx æg fra røde myrer. Insekter er også egnede som proteintilskud til husdyr i landbruget eller som ingredienser i andre fødevarer – til det brug knuses insekterne til et pulver.
Opdræt af insekter
Insektspisning er lige så gammelt som mennesket – aber spiser også insekter. I nyere tid i Thailand blev insektspisning mere udbredt i forbindelse med den økonomiske krise i 1997, især blandt den fattige landbefolkning i det nordøstlige Thailand, også kendt som Isaan. I starten spiste man mest indsamlede insekter, men insektfarme begyndte at opstå for at tilgodese efterspørgslen.
Insekterne smagte så godt, at landboerne fortsatte med at spise dem, selvom tiderne blev bedre. Og de bragte insektspisning med sig, da de tog til de mere rige områder for at arbejde.
Der findes i dag flere end 20.000 registrerede insektfarme i Thailand, og der importeres insekter fra fx Kina og Cambodja, mens der også eksporteres insekter til andre lande. Nedenstående billede fra en thailandsk insektfarm med opdræt af fårekyllinger er taget af Afton Halloran.
Nogle insekter er velegnede til opdræt, det gælder fx melorm, fårekyllinger og silkeorm, mens andre insekter, som fx bambus-silkeorm, kæmpevandrøvere og vævermyrer, indsamles fra naturen.
De indsamlede insekter findes typisk kun i nogle områder af Thailand, og de kan være sæsonbestemte, hvilket er med til at presse priserne på dem op. Den høje pris betyder, at der indsamles for mange af insekterne, så der er risiko for udryddelse på længere sigt. Forhåbentlig bliver det også muligt at lave opdræt på disse insekter, inden de trues af udryddelse.
Insekter som slik i Danmark
Hvis du vil forberede dig på en anderledes slikoplevelse i Thailand, eller hvis du bare er nysgerrig og vil prøve noget nyt, kan du rent faktisk købe insektslik i Danmark. Føtex, Bilka og Brugsen tilbyder melormesnacks fra firmaet Enorm.
Du kan også købe insektslik på nettet, hvor udvalget er noget større, fx hos Din Insekt Butik.
Vær dog opmærksom på, at priserne i Danmark er en hel del højere end i Thailand. De ristede melorm på billedet ovenfor koster fx 44 kroner for 10 gram i Bilka, hvilket er mere end 10 gange så meget, som de frisklavede koster i Thailand.