Thailandske helligdage og mærkedage
Vær opmærksom på helligdage og mærkedage, hvis du skal have forlænget visa eller lignende.
Som almindelig turist på en 14-dages ferie vil du nok ikke mærke så meget til de thailandske helligdage og mærkedage. Storcentre, butikker og de fleste almindelige forlystelser holder åbent alle dage, hele året rundt.
Nattelivet kan dog være påvirket af helligdage og mærkedage, fordi det på nogle af dagene er forbudt at sælge alkohol, hvorfor barer og lignende typisk er lukket de dage. Læs mere om de alkoholfri dage i artiklen Salg af alkohol i Thailand.
Men hvis du skal have forlænget visa eller af andre grunde skal bruge offentlige myndigheder i Thailand, så skal du være opmærksom på, at de holder lukket på en lang række helligdage og mærkedage. Og i modsætning til i Danmark, så risikerer de ansatte ikke at gå glip af en fridag, hvis helligdagen eller mærkedagen falder i en weekend. I så fald holder man i stedet fri den/de efterfølgende dage.
Du skal især være opmærksom på lukkedage i forbindelse med det thailandske nytår, songkran, hvor kontorerne kan være lukket i en lille uges tid i træk.
Jeg har lavet årlige oversigter over de helligdage og mærkedage, hvor de offentlige kontorer holder lukket:
Helligdage og mærkedage i Thailand i 2020
Helligdage og mærkedage i Thailand i 2021
Helligdage og mærkedage i Thailand i 2022
Helligdage og mærkedage i Thailand i 2023
Helligdage og mærkedage i Thailand i 2024
Helligdage og mærkedage i Thailand i 2025