Tags: Ris - Landbrug

Omkring halvdelen af Thailands landbrugsjord bruges til dyrkning af ris, og Thailand er verdens næststørste eksportør af ris kun overgået af Indien. Men det er langt fra al ris, der eksporteres, hver indbygger i Thailand spiser i gennemsnit over 100 kg ris om året.

Ris er en så vigtig del af det thailandske spisekort, at ordene for at spise, gin khaao, direkte oversat betyder spise ris.

Der er dog store regionale forskelle på den mængde ris, der spises, ikke mindst på grund af påvirkning fra udenlandske spisevaner og bedre økonomi i de senere årtier. I den fattige, nordøstlige del af Thailand, også kendt som Isaan, spiser hver indbygger i gennemsnit 142 kg ris om året ud fra devisen: ris morgen, middag og aften. I den nordlige del spises der 109 kg om året, mens der i den sydlige del spises 83 kg om året. Bundskraberen er den centrale del af Thailand, hvilket indbefatter Bangkok, hvor der "kun" spises 43 kg ris om året.

Verdens ældste afgrøde

Ris er den første afgrøde, som mennesket lærte at dyrke. Man kan spore den første dyrkning af ris til omkring 9.000 år siden i Kina omkring floden Yangtze. Viden om risdyrkning spredte sig derefter først til andre lande i Sydøstasien og senere til resten af verden.

Ris, som vi kender det, er frø fra græsarten oryza sativa, også kendt som asiatisk ris.

I Vestafrika lærte man for omkring 3.000 år siden af dyrke ris fra græssorten oryza glaberrima, det er en mere hårdfør græssort, der dog giver et lavere udbytte end asiatisk ris, hvorfor den i vore dage mange steder i Afrika er blevet fortrængt af den asiatiske ris.

I dag findes der mange underarter af ris, typisk inddelt i tre varianter: lange, som fx basmati og den aromatiske jasmin; mellemlange, som fx risotto-ris; korte ris som fx sushi-ris og grødris. Du kan desuden få ris i forskellige farver, i danske butikker hovedsageligt hvide, brune og røde.

Ophavsret: IRRI Photos, frigivet under Creative Commons BY-NC-SA 2.0.

Risdyrkning

Ris er en meget vandkrævende afgrøde, de fleste sorter har det bedst ved at stå i vand indtil en uges tid før høsten. Det betyder, at Thailand er særdeles velegnet til at dyrke ris, dels fordi der falder en god del nedbør i regntiden, og dels fordi der er mange floder, der kommer fra de bjergrige egne i nord for så at løbe ned gennem Thailand. Det betyder, at man i den tørre periode, kan få vand fra floderne.

Der findes forskellige metoder til risdyrkning, de fleste steder i lavlandsområder holdes marken konstant oversvømmet indtil kort før høst. Andre steder lader man vandstanden gå ned til omkring 15 cm under jordhøjde, før man oversvømmer marken igen, lader den tørre osv. indtil kort før høsten.

I højlandsområder vandes markerne typisk naturligt af regnvand, hvorfor man her er afhængig af nedbøren. Det betyder, at der er større risiko for, at tørkeperioder kan ødelægge høsten, og man kan typisk kun høste én gang om året. I områder med masser af vand fra Thailands floder, som fx i det centrale Thailand, der er kendt som Thailands risskål, kan man høste op til tre gange om året. Regeringen opfordrer dog landmændene til kun at høste to gange om året for at undgå vandmangel i husholdningerne længere nede ad floderne. Læs mere om den vigtigste af floderne i artiklen Chao Phraya, flodernes konge.

Ris dyrkes typisk i forholdsvis små kvadrater omgivet af jordvolde, så man bedre kan styre mængden af vand. I bjergrige egne, hvor nedbøren står for vanding, dyrkes risen i terrasser, så vandet ikke løber væk. Det er fx tilfældet i Chiang Mai, som dette billede er fra.

Det tager typisk 105 til 150 dage fra såning til høst af ris. Det kan dog tage op til 180 dage. Antallet af dage afhænger af rissort og af omstændighederne i området, det vil sige temperatur, adgang til vand, jordbund osv.

Ris kan reelt sås direkte på marken, men man får et højere udbytte, og kornet vil typisk modnes hurtigere, hvis risene først sås i et såbed. Når planterne er omkring 40 cm høje, omplantes de til en mark, der er oversvømmet med 5-10 cm vand. Omplantningen foregår typisk ved håndkraft.

Ophavsret: Brad Collis, frigivet under Creative Commons BY 2.0.

Kornet vokser op til omkring 1,2 meters højde. Kører du gennem et område med grønne rismarker kan det næsten føles som at køre forbi hvedemarkerne en sommerdag hjemme i Danmark. På afstand ligner rismarkerne nemlig vores hjemlige hvedemarker, hvis det ikke lige var for inddelingen i små firkanter og eventuelle bjerge i baggrunden.

Når kornet er modnet, og frøene bliver gule, er det tid til at høste. Det foregår typisk også ved håndkraft.

Ophavsret: Takeaway, frigivet under Creative Commons BY-SA 4.0. Billedet er beskåret.

Efter høsten adskilles risene fra kornet. Fugtindholdet i risene kan være op til 25 procent, og det øger risikoen for svamp og angreb fra skadedyr, så det er vigtigt, at risene tørres så hurtigt som muligt. Kører du gennem et område med rismarker lige efter høsten, så vil du typisk kunne se pressenninger med ris, der tørres ved solkraft som på dette billede:

Efter tørring fragtes risene til en rismølle, hvor avnen og som regel også kliddet fjernes. Avnen er uspiselig, så den skal altid fjernes. Det er ikke nødvendigt at fjerne kliddet, faktisk er det sundhedsmæssigt en fordel at beholde kliddet, for det er her, de fleste af risens næringsstoffer sidder. Brune ris, røde ris osv. har ikke fået fjernet kliddet.

Det er dog muligt at bevare mange af næringsstofferne i kliddet ved at udsætte risene for en dampningsproces, der flytter næringsstofferne ind i den hvide del af risen, hvorefter kliddet så fjernes. Det er parboiled ris. Når kliddet er fjernet er risene hvide.

Tags: Ris - Landbrug