Artiklen indeholder priser omregnet til baht. Tryk her for at vælge en anden valuta.
Vinterfugl i Thailand
Det kan være billigt at overvintre i Thailands varme.
Sidst opdateret d. 18. april 2024
Er du træt af den danske vinter, og er du pensioneret, eller har du et arbejde, der ikke kræver fysisk fremmøde? Så er der ingen grund til at vade rundt i sne og sjap med dryppende næse, mens solen kæmper en ulige kamp mod mørket. I stedet kan du nyde varmen i Thailand eller et andet land med et noget mere behageligt klima i vinterhalvåret.
I denne artikel fortæller jeg lidt om mulighederne og fælderne for vinterfugle i Thailand. Du kan bl. a. læse om regler for udlandsrejse for pensionister, om forsikring, om visa-muligheder, om at finde et sted at bo, og lidt om hvor lidt et vinterophold kan koste.
Ikke for alle
Selv hvis du har tiden til at rejse væk fra Danmark i vinterhalvåret, så er det ikke sikkert, det er noget for dig. Det gælder fx, hvis du har forpligtelser i Danmark, eller hvis du ikke vil være væk fra familie og venner i flere måneder. Selvom du måske kan lokke nogle af dem til at besøge dig på en ferie til Thailand, og I kan få nogle spændende fælles oplevelser i Thailand, så er det ikke helt det samme som at have dem i nærheden hele tiden.
Men der er også andre ting, du skal overveje. Ikke mindst, om du kan klare varmen og fugtigheden. Har du tidligere været på ferie i Thailand, ved du, hvad du går ind til, men ellers vil jeg klart anbefale, at du tager en noget kortere prøvetur.
Selv hvis du har været i Thailand på ferie, og du ved, at klimaet ikke er et problem for dig men snarere et gode, så er der andre ting, du skal være opmærksom på. Et ophold i flere måneder er ikke det samme som en 14 dages ferie. Feriestemningen fortager sig nemlig meget hurtigt og giver plads til hverdagen. Og det kan være både godt og skidt.
Du har ikke din sædvanlige omgangskreds, så det kan være sværere at få tiden til at gå. Du risikerer, at komme til at kede dig gevaldigt, når feriestemningen fortager sig. Der er dog tiltag, der kan hjælpe mod kedsomheden, du kan fx rejse på opdagelse i forskellige egne af Thailand – og der er rigtigt meget at se og opleve, som disse sider også vidner om – men det vil så koste mere, end hvis du bliver det samme sted under hele opholdet. Hvis du vil rejse rundt, så læs også artiklen Lang ferie i Thailand.
Er du alene, skal du kunne hvile i dig selv, hvis du vil undgå drukfælden. Som mange danskere fandt ud af under de første vinterfugletræk til Spanien i sidste århundrede, så kan man opsøge selskab og fællesskab på en bar, men en del hang så fast i baren og levede en forsumpet tilværelse. Den risiko er også til stede i Thailand.
Er du en enlig mand, er der også andre fristelser på barerne i Thailand, og det kan hurtigt blive en dyr fornøjelse.
Er I et vinterfuglepar, kan det være nemmere at få tiden til at gå i Thailand, men I vil sikkert også slide mere på hinanden end derhjemme – i hvert fald i starten, fordi I ikke længere har hver sin omgangskreds eller interesser at pleje.
Det kan måske være en god ide at nøjes med tre måneder på dit første vinterophold, så du kan vurdere, om du kan få tiden til at gå, og om et langt ophold i Thailand er noget for dig.
Et langtidsophold i Thailand vil også give dig et helt andet syn på Thailand end et kort ferieophold. Du vil se en mindre rosenrød side af landet, som er knap så indbydende. Om ikke andet så kan det få dig til at værdsætte det danske velfærdssamfund, som du ellers tager for givet.
Regler for pensionerede
Er du pensioneret, er der grænser for, hvor længe du kan rejse ud af Danmark, uden at det får betydning for din pension. Hvis Udbetaling Danmark vurderer, at du har fast bopæl i udlandet, så kan din pension blive beskåret til grundpensionen, og du kan miste forskellige andre tilskud.
Som grundregel kan du rejse i op til seks måneder i et løbende år, uden at pensionen bliver beskåret. Bemærk, der er ikke tale om kalenderår men løbende 12 måneder. Bemærk også, at Udbetaling Danmark kan risikere at medtage udrejse- og hjemrejsedagen som dage i udlandet. Holder du udrejse- og hjemrejsedag inden for seks måneder, fx afrejse hvert år den 1. oktober og hjemkomst den 31. marts, burde du være på den sikre side med hensyn til rejselængden og -perioden.
Ud over rejselængde skal du opfylde et krav om folkeregisteradresse i Danmark. Det kan have betydning, hvis du udlejer din bolig, mens du er i udlandet, læs mere i afsnittet Hvis du vil udleje.
Det er værd at bemærke, at Udbetaling Danmark foretager en individuel vurdering, så selvom Hans kan være væk i seks måneder, uden pensionsbeskæring, så er det ikke sikkert, at Peter også kan. Du kan kontakte Udbetaling Danmark, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du er på den sikre side.
Når du rejser til Thailand i mere end to måneder, har du oplysningspligt. Du skal anmelde din afrejse og forventet hjemkomst til Udbetaling Danmark, når du rejser ud, og ved hjemkomst skal du oplyse din faktiske hjemkomstdato.
Du kan læse mere om reglerne på borger.dk.
Forsikring
Rejs aldrig til udlandet uden en forsikring! Og er du pensionist, skal du ikke kun være opmærksom på eventuelle ulykker og skader men også på almindelig sygdom og behandlingsmuligheder.
Den danske sygesikring dækker ikke i Thailand. Det betyder, at du selv skal betale for behandlinger. Det offentliges hospitaler i Thailand kan være forholdsvis billige, men de har måske ikke ekspertisen, og der kan være problemer med at kommunikere med personalet. Den slags er ikke et problem på de private hospitaler, men de kan til gengæld være ekstremt dyre.
Med en forsikring er du sikret den bedste behandling på internationalt anerkendte hospitaler. Du skal typisk blot henvende dig til forsikringsselskabet, og de vil så henvise dig til et godkendt hospital i nærheden.
En almindelig rejseforsikring kan være bedre end en decideret helbredsforsikring. Rejseforsikringen vil normalt dække uden forbehold, mens en privat tegnet helbredsforsikring måske ikke vil dække for opståede problemer i forbindelse med eksisterende sygdomme.
En almindelig rejseforsikring dækker typisk kun i to eller tre måneder, så du vil skulle tegne en udvidet rejseforsikring, hvis du vil være i Thailand i længere tid.
Visa til vinterophold
Du behøver reelt ikke at have et visa for at kunne tage på vinterophold i Thailand. Som dansker kan du opholde dig i 60 dage i Thailand uden krav om et visa. De 60 dage kan forlænges med yderligere 30 dage på det lokale immigrationskontor formedelst 1.900 baht (1900 baht). Ved udløbet af de 90 dage kan du tage et smut til et af Thailands nabolande, og du får så atter 60 dage ved indrejse i Thailand, og de kan så også forlænges hos immigration.
Du skal dog være opmærksom på, at flyselskabet, der flyver dig til Thailand, sandsynligvis vil se bevis for, at du har en billet ud af Thailand inden for de 60 dage. Det kan du læse mere om i artiklen Visa til Thailand, hvor du også kan læse om visa-løsninger, der overfløddiggør besøget hos immigration. Sådan et besøg kan nemt tage det meste af en dag. Får du et rigtigt visa, slipper du også for at skulle præsentere en billet ud af Thailand inden for de 60 dage.
Praktiske ting
Medicin: Jo flere år vi har på bagen, jo større risiko er der for, at vi skal tage medicin dagligt for at rette op på diverse dårligdomme. Du kan godt medbringe almindelig håndkøbsmedicin og også meget af den receptpligtige medicin, men hvis du vil medbringe medicin, der indeholder euforiserende stoffer eller stoffer, der påvirker centralnervesystemet, skal du have en attest.
Læs mere i artiklen Medicin til Thailand.
Kørekort: Hvis du vil føre bil eller scooter i Thailand, skal du have et gyldigt førerbevis til henholdsvis bil eller motorcykel. Hvis du har et nyere dansk kørekort med engelsk tekst, er det umiddelbart gyldigt til kørsel i Thailand. Men det er ikke alle betjente i Thailand, der ved det, så det vil være en god ide at sikre dig med et internationalt kørekort, der kan fås på din kommunes borgerservice. Prisen starter ved 30 kroner, og afhænger af kommune, og om du skal have taget et billede. Det internationale kørekort er under alle omstændigheder nødvendigt, hvis du har et ældre dansk kørekort uden engelsk tekst.
Det internationale kørekort er ikke en erstatning for dit danske kørekort, det er blot en oversættelse, så du skal også have dit almindelige kørekort med dig.
Dit danske kørekort plus evt. internationalt kørekort er kun gyldigt for tre måneder i træk i Thailand. Er du i Thailand i længere tid, skal du have et thailandsk kørekort. Det koster ikke alverden, og det har yderligere den fordel, at det måske kan give dig billigere adgang til fx nationalparker og andre steder, der opererer med særpriser for turister.
Forlader du Thailand på et visa-run eller en lille ferie til et andet land, nulstilles perioden, så dit danske kørekort gælder for en ny tre måneders periode, når du atter rejser ind i Thailand.
Det vil være en rigtig god ide at tjekke, hvad din forsikring dækker i forbindelse med kørsel i Thailand. Lejer eller køber du et køretøj, så sørg for en god forsikring på køretøjet, og for det som din almindelige forsikring ikke dækker. Der sker mange færdselsulykker i Thailand, og det kan være en dyr fornøjelse, hvis du ikke har en forsikring, der dækker for personskade og skade på andres køretøjer.
Din rejseforsikring eller helbredsforsikring bør dække skader på dig selv. Vær opmærksom på, at nogle rejseforsikringer kan have begrænsninger for dækning, hvis du fx kører på scooter med en motor på over 110 cc.
Bankkonto: Det kan være en fordel at have en thailandsk bankkonto. Du får en bedre kurs og skal betale lavere gebyrer, hvis du overfører penge fra en dansk bank til en thailandsk bank, end hvis du bruger hævekort eller veksler kontanter.
Det er dog ikke nødvendigvis nemt at oprette en bankkonto. Det afhænger meget af banken og ikke mindst afdelingens velvillighed. Nogle kræver bestemte visa, og vil måske ikke oprette en konto, hvis du rejser på turistvisa. Der er ikke andet at gøre end at prøve dig frem. Får du først et nej, kan du evt. bede om at tale med afdelingsbestyreren, inden du fortsætter til den næste bank/afdeling.
Det er typisk nemmere at oprette en konto i turistområderne, hvor personalet er vant til at håndtere udlændinge.
Find et sted at bo
Der kan være meget stor forskel på priserne for såvel bolig som leveomkostninger, alt efter hvor i Thailand du vil bo.
Hua Hin er meget populær blandt vinterfugle, men ellers kan Chiang Mai eller for den sags skyld Bangkok være et godt valg. Og så er der selvfølgelig Phuket, som jeg har valgt som vinterbase. Phuket ligger i den absolut dyreste ende af prisskalaen for leveomkostninger, især hvis du vil bo i en af strandbyerne. Vælger du et sted, som ikke er populært blandt turister, vil priserne være noget lavere end i turistområderne.
Vær opmærksom på, at Thailand er et stort land, så der kan være pæn forskel på klimaet i fx Chiang Mai i det nordlige Thailand og så Phuket sydpå. I Chiang Mai har de noget, der ligner en vinter, hvor temperaturen i vinterhalvåret kan komme ned i nærheden af 15 grader om natten – plus, selvfølgelig – mens nattemperaturen på Phuket ligger omkring de 25 grader hele året rundt.
Hvis du synes, de køligere nætter og dage i Chiang Mai virker tillokkende, så vær lige opmærksom på, at de der har en smog-sæson, der typisk starter i februar. Hvis du ikke vil have rygerlunger eller være tvunget til ophold indendøre, vil du være bedre tjent med at vælge et andet sted i det nordlige Thailand, fx Chiang Rai eller det lidt sydligere Nong Khai.
Ud over smogsæson og temperaturen skal du være opmærksom på regntiden, der ikke falder på samme tid og med samme styrke i hele Thailand. På Samui vil du fx opleve mere regn i vinterhalvåret end på Phuket.
Læs mere om klima og temperaturer i artiklen Klima og vejr.
Hvis du ikke i forvejen kender de forskellige områder i Thailand, så tag evt. først på rundtur til forskellige steder og se, om du bliver forelsket i et sted, inden du etablerer en fast base.
Næste skridt er så at finde en bolig i det valgte område. Jeg vil fraråde, at du finder en bolig hjemmefra, selvom du sagtens kan finde en på internettet. Du kan ikke altid regne med beskrivelse og billeder på en hjemmeside, og boligen kan ligge i et mindre attraktivt område.
Kig på boliger hjemmefra, og lav en liste, og få dem så fremvist, når du kommer til Thailand. Det vil så også sige, at du skal starte med at bo på hotel i en uge eller to, så du har tid til at finde det rigtige sted at bo.
Jeg vil anbefale, at du lejer et sted frem for at købe. Det gør det nemmere at flytte, hvis du fx får utålelige naboer, eller hvis du får lyst til at bo et andet sted i Thailand. Det kan være meget svært og langvarigt at sælge en bolig i Thailand. Og endnu mere, hvis du vil undgå at tabe penge på handlen.
Hvis du nøjes med at leje en bolig i seks måneder, kan du måske finde et sted at opmagasinere dine ting indtil næste gang, du kommer til Thailand. Et alternativ kan være at leje en bolig for hele året, selvom du kun er der noget af tiden. Det kan være forholdsvis billigt, medmindre du vil bo i midten af et turistområde, se nedenfor.
Hvad koster det
Det er selvfølgelig meget forskelligt, hvordan vi lever og bruger penge. Men lejen for en bolig i Thailand behøver ikke at være afskrækkende. Du kan mange steder leje en møbleret lejlighed for mellem 1.000 og 3.000 danske kroner om måneden, men det koster selvfølgelig mere midt i turistområderne, eller hvis du vil have privat villa med pool.
Selve leveomkostningerne er for mit vedkommende lavere i Thailand end i Danmark. Men spiser du ude flere gange om ugen eller hver dag er besparelsen på leveomkostningerne til at overse, og spiser du ofte vestlig mad med et glas vin til på restauranter, kan leveomkostningerne være noget højere end derhjemme. Og det bliver selvfølgelig endnu værre, hvis du ofte går på bar eller deltager i nattelivet.
Men for de fleste vil et vinterophold tære meget mindre på det daglige budget end en almindelig ferie. Du vil sikkert bruge mindre pr. måned på et vinterophold, end du bruger pr. uge på en 14-dages ferie. Og så er der jo besparelserne ved ikke at være hjemme, fx på el-regningen og ikke mindst på varmeregningen.
Hvis du vil udleje
Man kunne tidligere udleje sin danske bolig, mens man var i udlandet. Men nu kræves det, at man har fuld råderet over den danske bolig, mens man er bortrejst. Det betyder, at du ikke kan fremleje, låne eller leje din bolig ud, hvis du vil være registreret som bosiddende i Danmark.
Som pensionist vil det betyde mindre udbetalt i pension, ligesom diverse offentlige tilskud vil bortfalde, og man vil miste forbindelsen til det danske sundhedsvæsen.
Som ikke-pensionist vil det få betydning for optjeningen af retten til folkepension udover bortfald af offentlige tilskud og den mistede forbindelse til sundhedsvæsenet.
Men kontakt gerne Udbetaling Danmark for at få en konkret vurdering. Som nævnt ovenfor, vurderes hver sag for sig, og der kan være omstændigheder, der taler for, at du kan udleje, uden det får betydning for, om du registreres som bosiddende i Danmark.
Hvis du vil udleje din bolig, mens du overvintrer, skal du selvfølgelig have styr på skat og diverse regler. Du får et skattefradrag, der afhænger af udlejningsformen og lejeperioden. Lejer du ud gennem en mellemmand, som fx Airbnb, så får du et forhøjet fradrag. Lejer du ud via en boligportal, der udelukkende virker som et annoncemedie, som fx BoligPortal, får du et mindre fradrag, men du skal så til gengæld kun betale skat af 60 procent af lejeindtægten efter fradraget. Det kan betale sig at sætte sig ind i reglerne, som du kan finde forklaret på skat.dk.
Hvis du selv står for at udfærdige lejekontrakt, kan du med fordel benytte standardlejekontrakten. Her er det vigtigt, at du har styr på § 11, hvor det skal fremgå, at lejemålet er tidsbegrænset, og hvor andre særlige omstændigheder skal nævnes. Bruger du BoligPortal kan du benytte deres formular til en elektronisk lejekontrakt, der tilmed kan underskrives digitalt.
Udlejer du din bolig, skal du selvfølgelig have mulighed for at opbevare dine private genstande og papirer et eller andet sted i lejeperioden.