Sikkerhed på rejsen
Læs om sikkerhed på rejsen til Thailand som almindelig turist og som backpacker.
Denne artikel handler om personlig sikkerhed i forbindelse med tyveri, røveri, overfald og lignende. Du kan læse om sikkerhed i trafikken og andre ting i dagligdagen i artiklen Sikkerhed i Thailand.
Det er ikke fordi, risikoen for tyveri, røveri eller overfald er større i Thailand eller de omliggende lande end andre steder i verden. Den slags kan du blive udsat for alle steder – også i Danmark. Men ligesom du på stærkt befærdede steder i Danmark skal være opmærksom på risikoen for lommetyve, så skal du også være opmærksom på lommetyve på stærkt befærdede steder i Thailand. Og ligesom i Danmark skal du ikke stå uden for et værtshus kl. 2 om natten og tælle tusindkronesedler – eller tusindbahtsedler.
Hertil kommer, at når du er i et fremmed land, ved du måske ikke, om du går rundt i et sikkert område, eller om det er et tilholdssted for misbrugere eller andre uden moralske skrupler.
Almindelige råd
Lad være med at gå ned i din danske bank og veksle alle feriepengene til baht. Skulle du tabe pungen, glemme den i en taxi eller få stjålet den, er alle feriepengene væk. Hertil kommer, at kontant veksling i Danmark ikke nødvendigvis er den billigste måde at veksle til baht. Medbring i stedet betalingskort, og hæv så kontanter i de lokale hævemaskiner i Thailand. Læs mere i artiklen Veksling af kroner til baht.
Sørg for en ordentlig rejseforsikring, der dækker de aktiviteter, du planlægger. Mange rejseforsikringer har begrænsninger for dækning af uheld ved visse aktiviteter, det kan fx være dykning, kørsel på scooter og bungee jump, og du skal i så fald tilkøbe ekstra dækning eller finde et andet forsikringsselskab. Læs mere i artiklen Rejseforsikring.
Sørg for at have dokumentation for rejseforsikringen på dig, så du har kontaktnummeret, hvis du får brug for det, og så andre kan se, at du har en forsikring, hvis du er bevistløs. Kommer du ud for et uheld, kan dit liv afhænge af, om andre kan se, at du har en forsikring. Nogle forsikringsselskaber vil give dig et forsikringskort i kreditkort-format, hvor der står et kontaktnummer m.m.
Lad være med at fortælle alle på din Facebook-side, at du skal til Thailand, så folk med ussel moral ved, at din bolig er indbrudsklar de næste 14 dage. Læs mere i artiklen Facebook, Instagram, Twitter ....
Medbring mindst to betalingskort. Her er tyvene måske ikke det største problem, det kan i stedet være banken, der mistænker misbrug af kortet, fordi der pludselig hæves på det i Thailand. Spærrer de kortet, kan du bruge reservekortet, indtil du får fat i banken og får fjernet spærringen.
Der er sjældent grund til at medbringe værdifulde smykker, dyre ure og andet bling på en ferie til Thailand. Lad den slags blive hjemme i sikkerhed. Et Rolex-ur virker alligevel ikke så imponerende, når du render rundt i shorts og en T-Shirt, som når du har et fint jakkesæt på. Noget lignende gælder for diamant-diademet.
Lås døren med glidelåsen, når du er på hotelværelset, dermed forhindrer du adgang for fremmede med en nøgle, mens du sover, eller mens du er i bad.
Det er ikke kun løver, der går efter den svageste i flokken. Går du rådvild rundt, eller kigger du på alting omkring dig, som om du lige er kommet ind med 4-toget, så er du et oplagt offer for diverse scams og tyveri. Går du i stedet selvsikkert rundt, som om du har et velkendt mål, så er det ikke dig, der er den svageste i flokken. Det har endnu en fordel i turistområderne: Du får færre tilbud om at købe alskens krims-krams fra mere eller mindre pålidelige sælgere, tilbud om massage eller hvad de lokale ellers faldbyder på din vej.
Bliver du alligevel generet af enkelte sælgere, så brug de magiske ord "maj av khap", hvis du er en mand, og "maj av khaa", hvis du er en kvinde. Det er et høfligt nej tak på thailandsk, og det vil normalt straks blive accepteret, mens et almindeligt "No thank you" typisk vil resultere i en gentagelse af tilbuddet.
Det er ikke kun tyve og røvere, der kan skade dig på din ferie. Læs om badesikkerhed i artiklen Kun en tåbe ..., og læs om beskyttelse mod solen i artiklen Pas på solen i Thailand. Sidstnævnte er nok den største fare på din ferie i Thailand.
Pas på dine værdier
Når du går ud, så medbring kun de penge, som du får brug for i løbet af dagen.
Lad være med at have dine værdier liggende frit fremme på dit hotelværelse. Det gælder fx bærbar computer, smykker, kontanter, kreditkort og dit pas. Hvis værelset har et pengeskab, så brug det.
Hvis værelset ikke har et pengeskab, så er der måske et i receptionen. Bemærk, at hotellet ikke dækker tyveri fra pengeskabe, hverken det på værelset eller det i receptionen. Det er endnu en grund til at have forsikring og til ikke at medbringe dyre smykker eller mange kontanter.
Med hensyn til dit pas, så skal du reelt altid have det på dig i Thailand, men det er ikke særligt praktisk, hvis du fx skal til stranden. Politiet i Thailand har oplyst, at man accepterer, at du i stedet medbringer en fotokopi, og de kan om nødvendigt så bede dig om at komme ned senere og fremvise passet på stationen. Tag en kopi af siden med dit billede og af siden med dit indrejsestempel og evt. siden med dit visa, hvis du har sådan et i passet. Du kan også gemme kopierne som billeder på din mobiltelefon.
Lad være med at aflevere dit pas til fremmede, læs mere i artiklen Pas og politi.
Når du går rundt, så lad være med at have en skuldertaske hængende over den ene skulder. Det kan ske, at en tyv vil komme kørende bagfra på scooter og så rive tasken fra dig. Bær tasken på tværs fra den anden skulder.
Tager du dig en slapper ved en bar, så behold tasken over skulderen. Stiller du tasken på jorden, så sørg for, at remmen er omkring dit ene ben, så du kan mærke det, hvis nogen forsøger at fjerne den.
Pas på lommetyve, især på steder med meget trængsel, som fx markederne i Bangkok. Lad være med at have tegnebogen i baglommen, hav den i en forlomme.
Du kan evt. sikre dig endnu bedre ved at sætte et bredt gummibånd om tegnebogen. Det øger friktionen, så tegnebogen ikke arbejder sig selv op af lommen, så du kan tabe den, og det har samtidig den effekt, at en lommetyv ikke så nemt kan fiske tegnebogen op af lommen, uden du mærker det. Gummibåndet kan også bruges omkring kreditkort og kontanter, hvis du ikke bruger en tegnebog. Bemærk, gummibåndet forhindrer ikke en dygtig lommetyv i at stjæle tegnebogen, det er ikke en skudsikker metode.
Mobiltelefoner er ikke helt så populære hos tyve, som de har været. De fleste mobiltelefoner låser automatisk, så fremmede ikke kan få adgang til indholdet, og så tyven ikke kan sælge den som en brugt telefon. Tjek, at din telefon er sat til at låse automatisk, og hvis den låser med en tidsforsinkelse, så lås den manuelt, før du putter den i lommen eller i en taske. Ellers kan en tyv nå at aktivere telefonen, inden den låser.
Det er ikke kun selve telefonen, der kan være interessant for en tyv. Er telefonen ikke låst, kan tyven få adgang til dine data og personlige oplysninger, som kan være meget mere værd end selve telefonen.
Sørg for at have en find mig-funktion på mobilen, så du kan finde den igen, hvis du taber den, eller hvis den bliver stjålet.
Pas på med at bruge ukendte wi-fi-forbindelser, når du går på nettet og undgå at logge ind på websteder med personlige oplysninger fra en offentlig computer. Læs mere i artiklen Sikkert internet på ferien.
Pas på såkaldte scams, hvor fremmede forsøger at overtage ejerskabet af dine penge. Der findes mange scams på feriesteder rundt omkring i verden, og Thailand er absolut ikke en undtagelse. Der er selvfølgelig de sædvanlige scams med overpriser på taxier og ikke mindst tuk tuk'er. Eller hvor selvsamme vil foreslå dig et andet bestemmelsessted, hvor de så får kommission for at komme med turister. Den slags scams hører til i en milde ende.
Det kan koste dig mere at følge med en haj ind på en go-go-bar eller lignende, mens et lidt for godt tilbud fra en skrædder kan efterlade dig med ubrugeligt tøj.
Men der er også endnu værre scams. Tænk dig grundigt om, før du følger med fremmede mennesker. Der findes flere kendte scams, hvor en person lokker dig med sig. Enten for at narre penge fra dig, fx i form af et fiksed spil, eller hvor de simpelthen truer dig til at udlevere dine værdier. De udser sig typisk enlige ofre, men du er ikke sikker, selvom I er flere end én.
En af metoderne, til at lokke dig med, er at spørge dig om noget. Det kan fx være, hvor du har købt din T-shirt, dine sko eller andet der ser nyt ud. Vedkommende falder så i snak med dig og spørger, hvor du er fra. Pudsigt nok har vedkommende en søster eller et andet familiemedlem, der snart skal til dit land/by for at blive uddannet som sygeplejerske eller for at blive uddannet på universitetet. Men mor er nervøs, vil du komme hjem til dem og hjælpe med at berolige mor og måske komme med gode råd til søsteren?
Det har jeg oplevet tre gange på mine ture. Enten er der en masse thailandske sygeplejersker i Danmark, eller også har det været scam-forsøg. I stedet for at følge med, har jeg hver gang tilbudt, at mor/søster kunne møde mig samme sted senere, men de må være blevet forhindret, for de dukkede aldrig op.
Sikkerhed for backpackere
De fleste af de ovenstående råd er også gangbare for backpackere, men som backpacker er der flere ting, du skal være opmærksom på.
Du kan måske være dækket af dine forældres rejseforsikring. Men vær opmærksom på, at en almindelig rejseforsikring typisk kun dækker to måneder, så hvis du skal på en længere tur, skal du købe en tillægsforsikring. Bemærk, at hvis du rejser to måneder og én dag, så er du ikke dækket af den almindelige rejseforsikring de første to måneder, så det kun er den sidste dag, du har et problem. Forsikringen dækker sandsynligvis slet ikke! Kontakt dit forsikringsselskab for at sikre dig, at du har dækning for den tid, du er hjemmefra.
Lad være med at lokke tyve og røvere ved at bære ringe, halskæder, armbånd ørenringe osv. Bemærk, en potentiel tyv/røver kan måske ikke på afstand vurdere, om dine smykker er dyre eller ej, så selv billigt bras kan virke tillokkende på dem.
Lad være med at gå og vifte med din mobiltelefon eller tavlecomputer. Hold altid øje med dine omgivelser og undgå lyssky steder. Bemærk, at det ikke kun er de lokale, der kan være interesseret i dine værdier. Andre backpackere kan mangle penge til deres ophold eller bare have en ussel moral. Andre backpackere vil sjældent være røvere, der truer dig til at aflevere dine ting, det er mere sandsynligt, at de stjæler fra dig, mens du sover, og at de så fortsætter til næste mål på deres tur, inden du vågner.
Opbevar kontanter, kreditkort og andre værdier flere forskellige steder i din backpack. På den måde mindsker du risikoen for, at en tyv eller røver får fat i det hele. Nogle backpackere i de mere usikre lande, fx i visse lande i Sydamerika, medbringer en falsk pung med lidt kontanter, et udløbet kreditkort og måske en kasseret mobiltelefon, som de så kan aflevere til en potentiel røver. Det kan du evt. også gøre, omend risikoen for den slags røverier ikke er så stor i Sydøstasien.
Opbevar pas og andre vigtige papirer i en vandtæt pung eller lignende, så de ikke bliver ødelagt af en kraftig byge.
Seksuelle overgreb er ikke kun en teoretisk mulighed, det være sig fra lokale eller fra andre backpackere. Lad være med at rejse alene, hvis du er en pige. Rejs med en kæreste eller en eller to gode venner, som du kan stole på. Fyre kan også med fordel rejse med en kæreste eller gode venner. Som et ekstra plus får man mere ud af rejsen, når man har nogen at dele oplevelserne med.
Fortæl dem derhjemme, hvor du er, og hvor du forventer at være i de kommende dage/uger. Skulle der opstå problemer, kan de nemmere iværksætte hjælp, og så vil det nok også berolige deres nerver, hvis de ved, hvor du er.