Artiklen indeholder priser omregnet til baht. Tryk her for at vælge en anden valuta.

Tøjvask i Thailand

Pak let, det er nemt og billigt at få vasket tøj på din ferie i Thailand.

Tags: Tøjvask - Priser - Før rejsen - På rejsen

Der er ingen grund til at fylde kufferten op med tøj, så du har rent tøj til hele ferien. Dels vil du sandsynligvis alligevel regne forkert, når du måske skal skifte tøj flere gange om dagen, fordi du sveder i varmen. Og dels fordi du nemt og billigt kan få vasket tøj i Thailand. Pak i stedet let, og tag blot tøj med til 3-4 dage, og få så vasket tøjet i Thailand. Så kan du nøjes med en mindre kuffert eller glæde dig over ekstra plads til flere souvenirs på tilbagevejen.

På alle turiststeder vil du få masser af tilbud om tøjvask. Det kan fx være deciderede vaskerier, der byder sig til, eller det kan være turboder eller massageklinikker, der tilbyder tøjvask som en sidegeschæft.

Du vil fx ofte se skilte med tilbud om tøjvask hos nogle, hvis hovedformål ellers ligger langt fra tøjvask. De har en aftale med et vaskeri, der vasker tøjet, og det er typisk klar til afhentning samme tid dagen efter, pænt foldet sammen.

Traditionelle thailandske møntvaskerier

Du kan også finde møntvaskerier, selvom de ikke minder meget om et dansk møntvaskeri. Det er typisk blot en eller to vaskemaskiner med et møntindkast, der står under et halvtag ved vejen.

Det er kun få steder, de har tørretumbler. Det gælder både for vasketjenesterne og for møntvaskerierne. I stedet lufttørres tøjet i solen. Vaskerier med en tørretumbler tilbyder typisk en kvikvask til en lidt højere pris, hvor tøjet så kan hentes efter 2-6 timer i stedet for de sædvanlige 24 timer.

De manglende tørretumblere betyder så også, at du ikke kan bruge møntvaskerierne, medmindre du har en altan eller lignende på hotellet, så du kan hænge tøjet op udendørs.

Du behøver ikke at bekymre dig over, om dit tøj kryber, fordi vaskerier eller møntvaskemaskiner vasker ved for høje temperaturer. Tøjet vaskes i koldt vand, der dog ikke er så koldt som i Danmark. Det kolde vand i Thailand er typisk mellem 25 og 30 grader varmt. I Danmark kan du måske ikke få tøjet rent ved så lave temperaturer, men sæben her er specielt beregnet til vask i koldt vand, så tøjet skal nok blive rent.

Du skal dog være opmærksom på, at sæben er kraftigere end derhjemme, så hvis du har tøj, som du hjemme ville vaske med mild sæbe, som fx uld og silke, så skal du måske fravælge at få det vasket i Thailand.

Prisen hos en vasketjeneste ligger de fleste steder på 50-60 baht (50-60 baht) pr. kg. Skal tøjet både vaskes og stryges, koster det typisk 80-90 baht (80-90 baht) pr. kg. Møntvaskerierne koster typisk 30-40 baht (30-40 baht) for en maskinfuld. Har møntvaskeriet maskiner med forskellige priser, så er de dyre maskiner enten større, eller de har mulighed for at bruge skyllemiddel.

Bruger du et møntvaskeri, kan du købe sæbe og skyllemiddel for en billig penge i den nærmeste 7-Eleven eller lignende.

Rigtige møntvaskerier

Der er de senere år kommet flere og flere møntvaskerier, som vi kender dem i Danmark. Det vil sige, med store maskiner med åbning i siden i stedet for i toppen og med tørretumblere. Prisen er typisk 50-70 bath (50-70 baht) for en vask, afhængig af den valgte vasketemperatur, her kan du nemlig få vasket tøj med varmt vand. Prisen for en tørring er typisk omkring 40 baht (40 baht).

Vasketiden vil typisk være omkring 30 minutter og tørretiden vil som regel være omkring 15 minutter for en maskinfuld. Møntvaskerierne er åbne 24 timer i døgnet, og en del steder vil du kunne finde ejeren i vaskeriet i dagtimerne, hvor hun gerne håndterer vask og tørring, uden det koster mere for dig. Du vil så få udleveret tøjet foldet pænt sammen.

Der er et par ting, du skal være opmærksom på. Det er ikke alle vaskerier, der annoncerer temperaturen på vandet. Du kan måske vælge mellem "kold", "varm" og "hot". Kold vil så være almindeligt koldt vandhanevand, som i Thailand er 20-30 grader varmt. Varm vil typisk være 50 eller 60 grader og hot vil typisk være 70 eller 80 grader.

Mange steder følger der sæbe og skyllemiddel med i prisen, og det doseres og tilføjes automatisk af maskinerne. Hvis du har sart tøj, som måske ikke kan tåle thailandsk sæbe, eller som ikke kan tåle skyllemiddel, så skal du nok fravælge at få vasket i sådan et møntvaskeri. Medmindre ejeren er tilstede, så hun kan slå den automatiske dosering fra og bruge noget andet sæbe/skyllemiddel.

Nogle møntvaskerier benytter 10-baht-mønter, som du kan veksle til i automater, hvis du ikke selv har nok. Men nogle steder benytter de særlige vaskerimønter, som du sandsynligvis ikke kan bruge andre steder, så lad være med at veksle til flere mønter, end du skal bruge.

Hvis du ikke umiddelbart falder over et af de nye møntvaskerier, når du går rundt på dit feriested, så brug Google Maps til at søge efter "laundry" i nærheden. De viste resultater på kortet vil som regel være et af de nye møntvaskerier.

Tøjvask på hotellet

De fleste hoteller tilbyder tøjvask, men det kan være betydeligt dyrere end vaskerier og vasketjenester. Prisen følger ofte antallet af stjerner på hotellet, og der afregnes typisk for hvert stykke tøj.

Jeg har kun boet på hoteller med 2-3 stjerner, og der har jeg set vaskepriser som fx 50 baht (50 baht) for en T-shirt, 20 baht (20 baht) for et par strømper eller trusser og 100 baht (100 baht) for et par lange bukser. Priserne kan være noget højere på de dyre hoteller. Og det koster selvfølgelig ekstra, hvis tøjet også skal stryges.

Tags: Tøjvask - Priser - Før rejsen - På rejsen

Andre artikler med tips før rejsen: