Artiklen indeholder priser omregnet til baht. Tryk her for at vælge en anden valuta.
Thailand på to hjul
Tag på tur rundt i Thailand på to eller flere hjul.
Hvorfor nøjes med de sædvanlige turiststeder, når Thailand har så meget mere at byde på? Du oplever og ser meget mere, hvis du rejser rundt i landet, og det behøver ikke blot at være med tog, bus eller fly. Du kan også selv køre.
Du skal selvfølgelig være opmærksom på, at det er en del mere farligt at køre i Thailand end i Danmark, men du kan selv øge sikkerheden betragteligt ved at følge nogle simple forholdsregler, som jeg skriver mere om i afsnittene Sikkerhed og Køretips.
Du har flere valg, når du kører. Det mest behagelige og sikre er at køre i bil, men du vil opleve og se meget mere, hvis du kører på to hjul. Vil du køre i bil, kan du vælge at køre selv, eller du kan leje en bil med chauffør. Det er forholdsvis billigt at leje en bil med chauffør, men skal du på en længere tur, vil der selvfølgelig også være udgift til overnatning og mad til chaufføren. Til gengæld slipper du for at tænke på forsikring, kørekort og venstrekørsel.
Er du til to hjul, kan du køre på motorcykel, scooter eller cykel. Vejret i Thailand er perfekt til at køre på to hjul med motor, da der er dejligt varmt, mens du samtidig køles ned af vinden. Personligt foretrækker jeg at tøffe rundt på scooter. Det går ikke så hurtigt som på motorcykel, men til gengæld får man set mere, og man behøver ikke at være pakket ind i beskyttende lædertøj på samme måde som på en hurtig motorcykel. Kører du på cykel, bliver du ikke kølet helt så meget ned, og cyklen er nok ikke det mest praktiske transportmiddel i de mere bjergrige egne af Thailand. Til gengæld vil du opleve Thailand på en helt anden måde end med motor på.
Artiklen her handler fortrinsvis om kørsel rundt i Thailand på motorcykel eller scooter, men læs også videre, selvom du vil køre i bil eller på cykel.
Kørekort og forsikring
Du skal have et gyldigt kørekort, når du er fører af et motoriseret køretøj i Thailand. Både af hensyn til politiet og af hensyn til forsikringen, hvis der skulle ske uheld.
Har du et gammelt dansk kørekort uden engelsk tekst, skal du en tur ned på borgerservice i din kommune og have et internationalt kørekort. Det vil ikke just ruinere dig, det koster fra 30 danske kroner, og det gælder i et år. Selv hvis du har et nyere kørekort med engelsk tekst, så vil det være en god ide med et internationalt kørekort, da mange thailandske betjente automatisk vil forlange at se det. Bemærk, det internationale kørekort er ikke en erstatning for dit almindelige kørekort, det er blot en oversættelse, der skal vises sammen med kørekortet.
Såvel bil- som motorcykel- og scooterudlejere er typisk fuldstændigt ligeglade med, om du har et gyldigt kørekort. Politiet går heller ikke så højt op i det, medmindre de mangler penge i bødekassen – men bøden er til at overse, og når du har betalt, får du lov at køre igen. Det vil endda ikke være usædvanligt, at du ønskes fortsat god tur af dem.
Men forsikringsselskabet er ingenlunde ligeglad. Har du ikke gyldigt kørekort, dækker forsikringen ikke! Laver du en skramme på en dyr Mercedes, er det dig selv, der skal betale. Du risikerer også at komme til at hænge på regningen, selvom det reelt er modpartens skyld. Er der tale om større skader eller personskade, kan det blive en rigtig dyr fornøjelse for dig. Skades du selv, kan det koste dig livet, hvis du ikke har en forsikring til at betale for behandling.
Det er vigtigt, at du gennemgår betingelserne i forsikringen, inden du tegner den. Selvom du har gyldigt kørekort, så kan du risikere, at forsikringen ikke dækker kørsel i/på motorkøretøj. Der er fx flere selskaber, som enten slet ikke dækker kørsel på motorcykel/scooter, eller kun dækker hvis motoren er under en vis størrelse.
Der kræves kørekort til motorcykel til både scooter og motorcykel. Hvis du ikke har et dansk kørekort til motorcykel, og dermed ikke kan få et internationalt kørekort til motorcykel, kan du få et thailandsk kørekort. Det kræver dog, at du har et Non-Immigrant Visa eller lignende – et almindeligt turistvisa er ikke nok. Jeg vil dog kraftigt fraråde kørsel på motorcykel uden lang tids erfaring – brug kun den løsning til kørsel på scooter, og selv der bør du have erfaring med kørsel på to hjul med motor.
Siden her handler om kørsel på landeveje. Læs også siden Leje af scooter eller motorcykel i Thailand, som handler mere om kørsel i turistområder. Du kan læse mere om visa på siden Visa.
Du kan læse om processen til erhvervelse af et thailandsk kørekort på Phuket Directory.
Køreturen
Landskabet er meget varieret i Thailand, og nogle steder er det mere spændende at køre end andre steder. I den fattige nordøstlige del af Thailand, kendt som Isaan, er der for det meste temmelig fladt, og her kan det være meget kedeligt at køre. En undtagelse kan være en køretur langs Mekong. Men ellers kan landskabet i Isaan minde en del om Danmark med grønne marker, her er det blot ris på markerne i stedet for korn.
I den nordlige del af Thailand, og til dels også i nogle af de sydlige områder, er landskabet noget mere spændende med bjerge og jungle. I de bjergrige områder er vejene også mere snoede, hvilket giver lidt flere udfordringer for kørende på to hjul end en kedelig, lige landevej.
Her kan der være utroligt flot med udsigt over bjerge og dale eller utallige grønne nuancer, når du kører gennem bjergrige områder med jungle.
En meget kendt og populær rute for erfarne motorcyklister, der vil have natur og vejsving, er Mae Hong Son Loop, der er en cirka 600 kilometer lang rundtur fra Chiang Mai, til Mae Hong Son og tilbage til Chiang Mai. Et lidt mindre krævende loop er Samoeng Loop, der også har udgangspunkt i Chiang Mai. Det er godt 100 km langt og byder på både vejsving, smuk natur og seværdigheder. Begge ture kan også køres på scooter. Der findes flere lignende loops i den nordlige del af Thailand.
Når du kører i Thailand, kan du vælge at køre på de store veje, eller du kan tage de små veje, hvor du får mere natur for pengene og færre store lastbiler og anden trafik. Ofte kan du have de mindre veje helt for dig selv. De store veje har dog én ting, som du ikke finder så ofte på de små veje: Vejboder, der udbyder alskens varer.
Vejboderne sælger typisk varer som produceres i regionen eller nærområdet. Du kan opleve, at der ligger 5 eller 30 vejboder på en forholdsvis kort strækning. Og de sælger alle de samme varer. Det kan fx være frugt, knive, høstværktøj, koste eller salt. Bemærk ordet "eller" - vejboderne har i de fleste tilfælde kun én type vare, og det er den samme vare, som sælges i samtlige vejboder på strækningen.
I Chantaburi kan du købe frugten durian, der er berygtet for sin lugt (ikke duft!) og sin søde smag. I Raoyng kan du købe græskar, og Samut Songkhram er stedet, hvis du mangler salt. Her indvindes salt i store saltfarme ved kysten, og det præger i allerhøjeste grad vejbodernes udvalg. Enkelte af boderne har udvidet sortimentet med fisk.
I mange områder kan du købe bananer, kokosnødder eller ananas. Kommer du nordpå til Samoeng i provinsen Chiang Mai, vil du finde utallige boder med jordbær. Jordbær kan ikke vokse i den sydlige del af Thailand, men heroppe trives de fint. Her kan du endda opleve en jordbærfestival, hvis ellers du kommer forbi i midten af februar.
I Nong Mon, der ligger i provinsen Chonburi, kan du købe den lokale specialitet khao lam nong mon. Det er sød ris grillet i bambus. Her er det dog ikke de sædvanlige vejboder, der byder sig til, i stedet sælges der fra butikker i selve Nong Mon by. Men systemet er det samme som ved vejboderne, her ligger butik ved butik, der sælger det samme, omend de også har andre varer end lige netop khao lam nong mon. Delikatessen er kendt viden om, og den er så populær, at den endda indgår i provinsens slogan sammen med havet og det lokale kvæg.
Thailand er bygernes land, især i regntiden. Skulle du havne i en byge eller med udsigt til en snarlig en af slagsen, så er der heldigvis opstillet pavilloner langs vejene, hvor du kan være i tørvejr til bygen har passeret. Pavillonerne er selvfølgelig også velegnede, hvis solen stråler fra en skyfri himmel, og du trænger til en skyggefuld pause.
Uden for turistsporet
Selvom køreturen i sig selv kan være hyggelig, så er de største oplevelser selvfølgelig det, som du kan se undervejs. Du vil finde store Buddha-statuer eller flotte templer i selv den mindste flække, hvor man næsten kan begræde, at de fattige bruger deres få penge på den slags.
Nogle steder er så flotte og specielle, at de også besøges af andre turister. Men du vil have den fordel, at du kan besøge dem, inden turistbusserne ankommer, hvis ellers der overhovedet er turistbusser dertil.
Her nogle links til oplevelser, som det er værd at tage med, hvis du er på de kanter:
Et marked på skinner i Samut Songkhram; et tempel i et træ, også i Samut Songkhram. Begge ligger i nærheden af det noget mere turistprægede flydende marked Damnoen Saduak Floating Market i naboprovinsen Ratchaburi. Du kan finde ruiner fra svundne Khmer-tider i Phanom Rung i provinsen Buriram; ruiner fra den gamle hovedstad i Ayutthaya i provinsen af samme navn; ruiner fra den endnu ældre hovedstad Sukhothai; det noget specielle tempel af flasker, Wat Pa Maha Chedio Kaew, i provinsen Sisaket; flagermustemplet Wat Pho Bang Khla i provinsen Chachoengsao; jordskulpturer i flere forskellige provinser; imponerende huler som Erawan Cave i provinsen Nong Bua Lamphu; Khao Luang i provinsen Phetchaburi; og ikke mindst eventyrhulen Tham Phraya Nakhon i provinsen Prachuap Khiri Khan.
Du kan selvfølgelig finde mange andre seværdigheder på din tur, og dem, som du ikke umiddelbart kan se fra vejen, vil der ofte være opsat skilte til. Men det vil være en stor fordel, hvis du gør dit hjemmearbejde inden turen, så du i det mindste har styr på nogle af seværdighederne i de områder, du passerer. Tjek også gerne oversigten over alle mine artikler om aktiviteter, der kan du finde masser af inspiration til stop på din tur. Læs mere i afsnittet Planlægning af turen.
Er du til strande, kan en tur langs kysterne give dig mulighed for at besøge et utal af strande, som kun meget få turister har sat en fod på. Du kan finde enkelte af den slags strande på min oversigt over artikler om steder i Thailand.
Planlægning af turen
Du får mest muligt ud af din tur, hvis du på forhånd planlægger sådan cirka, hvor du vil hen, og hvad du vil se. Brug Wikipedia, Wikitravel og Wikivoyage til at læse mere om mulighederne i de områder, som du vil besøge. Brug også beskrivelser fra andre brugere på Lonely Planet og Tripadvisor – og tjek også på mit sitemap, om jeg har skrevet noget om det pågældende område (eller brug søgefunktionen).
Når du har styr på de overordnede mål på din tur, kan du altid tage smutture ad ukendte veje eller følge skilte til lokale seværdigheder.
Det vil være en stor fordel med en GPS, så du altid kan finde vej til næste mål på din tur, og så du kan finde tilbage fra en smuttur, der ender i en blind vej. Der er dog ingen grund til at ofre penge på en dyr Garmin eller lignende. En smartphone er lige så god, hvis blot du har den rette app på den.
Google Maps er fin at bruge sammen med din smartphones GPS, og du kan vælge ruter for motorcykler, så du ikke ledes ud til betalingsvejene, hvor de tohjulede ikke må køre. Vær dog opmærksom på, at Google risikerer at dirigere dig ad alternative ruter i forhold til ruterne for biler. Det kan fx være ind omkring små landsbyer. Det kan måske være hyggeligt nok, men ruterne er ikke nødvendigvis nemmere eller hurtigere.
Sørg for at have telefonnumre til vejhjælp og andre praktiske numre med dig, til hvis du skulle punktere, løbe tør for benzin eller på anden måde have behov for hjælp.
Med hensyn til overnatning, så anbefaler jeg normalt brug af agoda til booking af hotel, og det er også det bedste i byerne, fordi prisen typisk vil være lavere, end hvis du bare møder op. Men når du kører på landevejene, kan der være langt mellem agoda-overnatninger. Til gengæld vil du på de store veje finde mange 24-timers moteller med priser for en overnatning for mellem 200 og 500 baht (mellem 200 og 500 baht). Du finder kun sjældent den slags overnatning langs de små veje. Her kan du i stedet finde overnatning i de små byer, du passerer.
24-timers motellerne kan typisk kendes på neonlys eller skilte, hvor der står noget med 24. Nogle af dem skriver også "Hotel" eller lignende med genkendelige bogstaver. Ellers tjek skilte, hvor der står โรงแรม (hotel, rohng raaem), โมเต็ล (motel, moh dten), ห้องพัก (rum/lejlighed, haawng phak) eller รีสอร์ท (resort, ri soth). I de små byer langs de små veje, står det sædvanligvis kun med thailandske tegn.
Du vil få mere ud af turen, hvis du følges med andre. Jeg kører alene på mine ture, og det kan være lidt kedeligt ikke at have nogen at dele oplevelserne med. Jeg får måske heller ikke set så meget, som jeg ville have set, hvis der havde været andre med til at finde oplevelser.
Du kan også få andre til at planlægge for dig, fx Asean MC Tour, hvor danske Kurt, som selv bor i Thailand, tager dig ved styret og arrangerer rundture til interessante seværdigheder og ad ditto veje i det valgte område. Og du er ikke begrænset til Thailand, Kurt tager dig også gerne til Cambodia, Vietnam og Laos. Læs mere på Asean MC Tours hjemmeside.
Sikkerhed
Der dør cirka 16 gange så mange på vejene i Thailand som i Danmark. Og det er når forskellen i indbyggertallet er taget i betragtning. De fleste, der dør på vejene, kørte på to hjul, og de fleste af dem havde ikke hjelm på. En meget stor andel af ulykkerne indbefatter også alkohol.
Du kan nedbringe risikoen en hel del ved hjælp af tre fornuftige tiltag:
- Kør altid med hjelm. Gerne en ordentlig hjelm i stedet for dem, som de lokale kører rundt med (de få af dem, der kører med hjelm).
- Lad være med at køre i påvirket tilstand.
- Kør defensivt.
Lad mig forklare nærmere om sidste punkt:
Hvis du nærmer dig en sidevej, og du har en bil liggende foran dig på højre side, og han blinker til venstre, så gå ud fra, at han vil dreje til venstre ind foran dig (husk, der er venstrekørsel). Hvis han ikke blinker, men sænker farten, så gå ud fra, at han vil dreje til venstre. Hvis han ikke blinker, og han heller ikke sænker farten, så gå alligevel ud fra, at han vil dreje til venstre. Overfør samme princip til alle andre trafiksituationer.
Lad også være med at køre hurtigere, end du kan nå at reagere på pludselige hændelser. Kører du ind i et vejsving med begrænset overblik, så sænk farten. Du kan meget nemt risikere at en stor lastbil er ved at overhale en anden bil den modsatte vej, trods manglen på overblik.
Med hensyn til at køre i påvirket tilstand, så kan du ikke forhindre andre i at køre i påvirket tilstand. Den risiko er der desværre altid. Personligt undgår jeg så vidt som muligt at køre om aftenen og om natten, hvor risikoen er større.
Der er masser af paragraffer i de thailandske trafiklove, men der er bare ikke ret mange, der respekterer dem. Generelt køres der efter disse tre overordnede regler, som altså ikke er baseret på lovene:
- Hvis der er plads på vejen, så bruges den.
- Først til mølle får pladsen.
- Det største køretøj har forkørselsret.
Køretips
Hermed en række køretips i tilfældig orden.
Brug scootersporet. De fleste veje har et scooterspor. På de store veje er det reelt en vognbane forbeholdt scootere og motorcykler, mens sporet er smallere på de mindre veje. Brug så vidt som muligt altid scootersporet, også selvom du kører på motorcykel. Vær dog opmærksom på, at der kan holde biler parkeret i sporet. Også i sving, hvor du måske ikke ser dem i særlig god tid, ligesom det kan være svært at se en parkeret lastbil, når det er mørkt.
Huller i vejen. Vær opmærksom på huller i vejene og andre forhindringer. Nogle steder har asfalten været for blød til de overlæssede lastbiler, så der er skabt en asfaltpukkel, som det heller ikke er særligt rart at ramme. Vejkvaliteten er ofte bedre i scootersporet end i bilsporene, så det er endnu en grund til at holde sig dér.
Objekter på vejen. Det er ikke kun huller, du skal passe på. Du risikerer også, at biler har tabt noget af deres last, eller at nogle har placeret et køleskab ved vejkanten. Du kan også møde større objekter – som fx sådan nogle som dem på nedenstående billede, der vel skal til og fra bondegården.
Du fylder ikke så meget. I Danmark skal en motorcykel opføre sig som en bil, og betragtes også som en bil. Sådan er det ikke i Thailand. Hvis du overhaler en bil, og du kører i den yderste højre vejbane, så risikerer du, at der kommer en endnu hurtigere kørende bil bagfra og overhaler dig højre om. Det kan være en god ide at gøre plads til, at der kan overhales, ved at du placerer dig til venstre i banen. Alternativt kan du placere dig midt i banen og så håbe, at den bagfra kommende ikke alligevel vil prøve at overhale dig.
Ingen pludselige baneskift. Skift heller ikke placering i din egen bane, du risikerer, at en hurtigt bagfra kommende har tænkt sig at indtage netop den plads, du skifter til.
Man må sno sig. I byerne er det endnu mere tydeligt, at en tohjulet ikke fylder som en bil. Du ser scootere og motorcykler sno sig mellem biler, der holder i trafikkø eller for rødt lys. Her er det en meget stor fordel, fordi de dermed ikke "tæller med" i trafikken. Uden denne opførsel, ville trafikken i byerne bryde fuldstændigt sammen. De fleste bilister er opmærksomme på at holde afstand til nabobilen, så de tohjulede kan komme forbi dem. Det kræver finesse at sno sig uden at ramme bilerne, så gør det kun med stor forsigtighed. Vælger du at vente pænt – hvilket kan være en god ide, når man ikke er vant til systemet – så giv plads til, at andre kan komme forbi dig.
Brug spejlene. Det gælder også, selvom du ikke har tænkt dig at skifte bane eller placering. De fleste thailandske bilister kører ikke så hurtigt, men nogle kører ekstremt hurtigt. Også selvom forholdene ikke er til det. Kigger du jævnligt i spejlene, undgår du måske at blive overrasket af en hurtigt bagfra kommende bil. Ser du en bil komme bagfra i høj fart eller køre slingrende, så træk så langt ind til siden som muligt. Det kan være en bilist, som er påvirket, eller som ikke har set dig.
Sideveje. Ser du trafik komme fra en mindre sidevej, så sænk farten. Du kan langt fra være sikker på, at de holder tilbage, eller at de ser sig for, inden de drejer ind på vejen. Især scooterkørere er slemme til bare at dreje ind i scooterbanen uden at se sig for.
Lyskryds. Vær opmærksom på, at det som udgangspunkt er tilladt at dreje til venstre, selvom der er rødt lys. Generelt er der ikke den store respekt for rødt lys, så du risikerer også, at der køres lige over, selvom der er rødt lys. Især når lyset skifter, vil mange køre over for rødt. Signalerne kan være flere minutter om at skifte, så der vil ofte være nogle, som forsøger at slippe for ventetiden.
Øv dig. Lær dit køretøj at kende. Find en tom vej, og øv dig i at nødbremse, så du ved, hvor lang en bremselængde du skal regne med ved forskellige hastigheder. Vær opmærksom på, at en våd eller fugtig vejbane øger bremselængden en hel del. Og husk, at en fordobling af hastigheden er lig med fire gange så lang bremselængde.
Grus på vejen. Vær opmærksom på, at der kan være grus i vejsving, især højresving. Tag sving med forsigtighed, og tjek, at der ikke kommer nogle bagfra, inden du evt. trækker lidt mod højre.
Fedtede vejbaner. Som i Danmark bliver vejene mere glatte i eller efter regn. Men her risikerer de at blive ekstra fedtede af oliespild fra gamle biler eller olie fra en nærliggende palmeoliefarm.
Pas på mørke køretøjer. Kører du efter solnedgang, så vær opmærksom på, at nogle scootere ikke har lys på. Du vil også møde biler uden lys – enten fordi lyset ikke virker, eller fordi chaufføren er så fuld, at han ikke har opdaget, at det er blevet mørkt. Biler bruger ikke kørelys, så de skal manuelt tænde lyset, når det er mørkt.
Hunde på vejen. Der er mange vilde og løse hunde i Thailand, også på/ved vejene. Vær opmærksom på, at en hund kan finde på at sætte efter dig, når du kører forbi den. Du vil også ofte opleve hunde, der ligger og sover på asfalten.
Forvirrende hensynsfuldhed. Mange thailandske bilister kører faktisk hensynsfuldt i betragtning af omstændighederne. De vil give dig tegn med blinklysene, når der er plads til, at du kan overhale. Desværre er de ikke helt enige om, hvordan de skal give tegn. Nogle vil blinke til venstre, nogle vil blinke til højre, og nogle vil tænde katastrofeblinket. Pas på, at det ikke er fordi, de rent faktisk skal dreje. Nogle bruger desuden katastrofeblinket som tegn på, at de kører lige over i et vejkryds.
Giv signal. Kører du i scootersporet i mørke, og du vil overhale en lastbil eller andre biler indenom, så blink til venstre og blink med det lange lys, så han er opmærksom på, at du kommer på indersiden.
Hold øjnene på vejen. Lad være med at nyde udsigten, selvom den kan være nok så flot. Det tager opmærksomheden fra vejen, og så kan slemme ting ske. Stop, hvis du vil nyde udsigten, og så kan du jo passende også finde kameraet frem.
Passende påklædning. På motorcykel bør du have beskyttende lædertøj på. Tøffer du rundt på en scooter, kan du nøjes med mindre, men sørg som minimum for at have have lange bukser, en vindjakke eller lignende på – og kørehandsker. Det virker både som beskyttelse mod fald og mod solen. Og sko i stedet for klip-klapper. En skarp orange farve på jakken kan gøre det nemmere for bilisterne at se dig.
Modgående trafik. Hvis vejen er opdelt med midterrabat, vil du ofte opleve scootere, der kører i scootersporet i den modsatte retning for at undgå en omvej. Selv biler kan ty til denne mulighed.
Brug af hornet. Hvis biler dytter af dig, er det ikke nødvendigvis fordi, de er utilfredse med din kørsel. Det vil oftest være en hensynsfuld bilist, der vil fortælle dig, at han kommer, og du ikke skal foretage dig noget uventet. Det kan også være fordi, der er en buddhistisk helligdom i vejsiden – der dyttes for at vise respekt.
Trafikfløjte. I byerne bruger politi og andre fløjter til at dirigere trafikken. Et langt fløjt betyder stop, mens to korte fløjt betyder kør.
Fornøjelse og farer
Selvom ovenstående måske virker noget afskrækkende, så vil fornøjelsen og oplevelserne så langt opveje ulemperne. I hvert fald, hvis du kan undgå at blive et tal i statistikkerne. Med omtanke og fornuft kan du minimere den risiko ganske betydeligt. Hvis du derimod er ung, vild og tror, du er usårlig, fordi du er på ferie, så hold dig fra vejene. Både for din egen skyld og for os andre, som hellere vil møde uberegnelige thaier end ditto turister på vejene.