Artiklen indeholder priser omregnet til baht. Tryk her for at vælge en anden valuta.
Ao Manao Beach
Golfbane, flymuseum og børnevenlig strand med meget få vestlige turister cirka 1½ times kørsel syd for Hua Hin.
Ao Manao Beach besøges hovedsageligt af de lokale og thailandske turister, kun meget få udenlandske turister finder frem til stranden, der ligger i provinsen Prachuap Khiri Khan, cirka 100 km syd for Hua Hin Beach.
Stranden er meget børnevenlig, da den kun skråner meget svagt ud i vandet. Du skal meget langt ud for at få våde knæ. Det betyder så også, at stranden ikke er helt så egnet for voksne, der vil have en svømmetur.
Sandet er lidt gråligt og virker lidt kedeligt i forhold til, hvad vi er vant til i Danmark. Men vandet er til gengæld betydeligt varmere end det kolde gys, danske strande typisk byder på.
På hverdage kan du nærmest have stranden for dig selv. I weekenden er den dog pænt besøgt af thailændere på dagbesøg eller på et weekendophold på områdets hotel, Fachomkluen Wing 5.
På luftvåbnets område
Stranden og området bag stranden er velholdt, sikkert fordi området er ejet af det thailandske luftvåben, hvis enhed Wing 5 holder til her.
Luftvåbenets ejerskab giver sig også udtryk i form af et flymuseum og en række ældre kampfly. Og så er her en militær landingsbane.
Meget billigt
Priserne afspejler i allerhøjeste grad, at stranden ikke henvender sig til udenlandske turister. Du kan således leje en liggestol med tilhørende parasol for hele dagen for 30 baht (30 baht), hvor prisen i turistområderne typisk ligger på omkring 100 baht (100 baht) for stol og 100 baht for parasol. Nogle liggestole er placeret under et parasolhalvtag, som er mere populært blandt thailændere, fordi det mere effektivt skygger for solen.
Der er et stort udvalg af baderinge og andet vandlegetøj til små børn samt dykkerbriller, redningsveste m.m. i butikker bag stranden, og det er muligt at leje vandlegetøj til større børn og voksne på stranden i form af sup boards, ligesom man kan købe ture på en banana boat eller i en speedbåd.
Priserne for overnatning på hotellet er også yderst overkommelige, de starter fra 1.240 baht (1240 baht), inklusive morgenmad og havudsigt.
Mad og drikke kan købes til lave priser i en af de to food courts med mange små køkkener med thailandske retter. Og der er også boder med kølige drikke, snacks og is.
Golfbane med udsigt
Ao Manao Beach byder også på en 9-hullers golfbane. I henhold til anmeldelserne hører den ikke just til blandt de bedste i Thailand, men den er meget billig at benytte. Også selvom udlændinge får lov at betale sådan cirka det dobbelte af, hvad thailændere skal betale. Og så er der undervejs rundt på banen udsigt til både hav og den militære landingsbane.
I modsætning til så mange andre golfbaner er der ikke krav om brug af caddy, hvilket også gør banen billigere end andre steder.
Brilleaber
I den nordlige ende af stranden finder du Monkey Monument, hvor du måske ikke overraskende kan se mange aber. Det er muligt at købe foder til dem og så selv fodre dem. Vær dog opmærksom på, at aber kan være meget uberegnelige, så det kan normalt ikke anbefales at opsøge nærkontakt med dem. Andre steder advarer man også mod at fodre aber, fordi de så bliver afhængige af mennesker, men det gælder åbenbart ikke her.
Det er for øvrigt ikke samme slags aber, som du finder de fleste andre steder, det er en særlig art, som man kan mistænke for at være ophavet til udtrykket brilleabe. De har hvide ringe om øjnene.
Sådan kommer du til Ao Manao Beach
Der er ikke udflugtsture til Ao Manao Beach, så hvis du vil besøge stranden, skal du selv sørge for transport. Kommer du nordfra, fx fra Hua Hin, så gør dig selv en tjeneste og stop ved Tham Phraya Nakhon på vejen. Det er en hule, der absolut er et besøg værd.
Ao Manao Beach ligger som nævnt på luftvåbnets område, så du skal forbi en militær kontrolpost for at komme ind til stranden. Der er to indgange, en sydlig, som er den du ser på nedenstående billede, og en nordlig, som er bedst at benytte, hvis du kommer nordfra. Ankommer du ad den nordlige indgang, skal du tværs over landingsbanen på vejen til stranden.
GPS til den nordlige indgang på Google Maps.
GPS til den sydlige indgang på Google Maps.
Vær opmærksom på, at kontrolposterne kun er åbne for adgang mellem klokken 6 og 18. Golfbanen er åben frem til klokken 22.