Artiklen indeholder priser omregnet til baht. Tryk her for at vælge en anden valuta.

Khao Ngon Nak Trail i Krabi

Trekking i junglen og en fantastisk udsigt over Krabi fra Khao Ngon Nak (Dragon's Crest).

Tags: Krabi - Udsigt - Khao Ngon Nak - Aktiviteter

Khao Ngon Nak Trail fører til en fantastisk udsigt ud over Krabi, men det kræver noget af en investering fra din side. Ikke pengemæssigt, omend trailen ligger i en nationalpark, og du derfor skal betale entre, men i form af blod, sved og tårer. Ok, blod behøver du forhåbentlig ikke betale med, men sveden slipper du ikke for og måske heller ikke tårerne.

Hvis du er doven anlagt, har bilringe om maven eller har problemer med bentøj eller balance, så er Khao Ngon Nak Trail ikke noget for dig. Turen gennem junglen er knap fire km lang, og du skal regne med minimum en time til toppen, hvis du er ung og meget frisk, og det dobbelte, hvis du er lidt oppe i årene og bare er i almindelig god form. Og det er jo så kun den ene vej, du skal også ned igen.

Vil du have en fantastisk udsigt over Krabi med en lidt mindre investering, så tjek artiklen om Tiger Cave Temple, der er der trapper hele vejen (1.237 ujævne trin!), og turen til toppen kan klares på pænt under den halve tid i forhold til Khao Ngon Nak Trail.

Allerede ved starten af trailen får du et varsel om, at den er lidt mere krævende og risikabel end så mange andre aktiviteter. Ud over at betale entre skal du nemlig registres med navn og klokkeslæt, så parkbetjentene har styr på, hvem der er på bjerget, og når du forlader trailen skal du atter registreres, så parkbetjentene ved, at du er kommet sikkert ned igen.

Starten på trailen virker meget uskyldig, du forlader ganske vist civilisationens asfalt, men den afløses af en bred sti.

Stien bliver så gradvis smallere. Og jordbunden afløses mange steder af sten og rødder fra træerne. Det vil være en god ide med fastspændt fodtøj, og at du går forsigtigt – nogle af stenene ligger løst, og rødderne kan være glatte i junglens fugt.

Det kan være svært at se på ovenstående billede, men der er en pæn stigning på stien det meste af vejen, så det er ikke kun, at stien er besværlig at gå på, du skal bruge kræfter på at gå opad. På et par af de stejleste steder er der heldigvis trapper, og et par steder er der opsat reb, du kan bruge som hjælp.

Når du endelig kommer ud af junglen, finder du en udsigtsplatform, Khao Ngon Nak Scenic Point, hvor du kan nyde udsigten.

Men dette er reelt ikke toppen, du har endnu 10-15-minutters klatretur til toppen, hvor du finder den bedste udsigt og muligheden for de fedeste selfies. Men du skal være ekstra forsigtig på det sidste stykke. På vejen op ad bjerget kan du falde og komme til skade, men heroppe kan du falde lodret ned. Der er ikke afspærringer, og du kan komme helt ud til klippekanten. Det betyder, at du kan tage flotte selfies, men det betyder også, at ét forkert skridt kan blive dit sidste skridt.

Der er flere sten, hvor du både kan og må gå/kravle ud på og tage en selfie fra "verdens tag". Men gør det kun med omtanke og forsigtighed.

Der er også en udhængende klippe, som det ikke er tilladt at gå ud på, fordi der er risiko for jordskred, eller for at du glider og ryger ned. Der er opsat pigtråd og advarselsskilte.

Der er en del, der trodser forbuddet, fordi de så kan få taget et billede af af sig selv på den udhængende klippe fra siden, som du kan se på nedenstående video. Videoen anbefaler, at man går ud på klippen i stedet for at kravle. Ingen af delene kan anbefales, medmindre du er ung og dumdristig, og dine gener alligevel ikke er værd at videreføre.


Sådan kommer du til Khao Ngon Nak Trail

Khao Ngon Nak Trail starter lidt efter Tubkaek Beach i Krabi, så hvis du bor på et af strandens hoteller, kan du gå til trailen. Bor du ved en af de mere populære strande, som fx Ao Nang Beach, skal du selv arrangere transport hertil. Jeg har ikke set tilbud om trailen i turboderne.

Trailen ligger cirka 25 minutters køretur fra Ao Nang Beach og cirka 40 minutter fra Krabi by. Starten på Khao Ngon Nak Trail på Google Maps.

Stien ligger i en nationalpark, så det koster 200 baht (200 baht) i entre for voksne og 100 baht (100 baht) for børn. Gem billetten, den kan bruges, hvis du besøger andre dele af Hat Noppharat Thara – Mu Ko Phi Phi National Park i gyldighedsperioden (op til fem dage), og den skal vises på forlangende af parkbetjentene, ellers kommer du til at betale igen.

Der er åben for indgang fra klokken 8 til 14. Sørg for at komme ned igen inden mørket falder på, da turen gennem junglen ikke er nem i mørke. Der kan være lukket for adgang i forbindelse med kraftigt regn, da det kan gøre stierne glatte og øge risikoen for, at besøgende kommer til skade.

Det vil klart være en fordel med fastspændt fodtøj frem for klip-klapper. Og det vil være en god ide, hvis de har skridsikre såle. Du bør desuden medbringe masser af vand til turen, for du vil svede en del mere end på en almindelig travetur. Dels fordi der er meget fugtigt i junglen, og dels fordi du skal arbejde lidt mere end på en almindelig travetur for at komme op til toppen.

Tags: Krabi - Udsigt - Khao Ngon Nak - Aktiviteter

Andre artikler om aktiviteter i Thailand: