Artiklen indeholder priser omregnet til baht. Tryk her for at vælge en anden valuta.

Hin Khao Ngu Park

Gå en tur mellem flotte kalkstensklipper og sejl på en stor, kunstig sø tæt på Bangkok.

Tags: Hin Khao Ngu Park - Aktiviteter - Ratchaburi - Aber - Natur

Hin Khao Ngu er et gammelt kalkstenbrud, der nu er omdannet til en park med en stor, kunstig sø. Parken ligger i provinsen Ratchaburi knap to timers kørsel fra Bangkoks centrum. Det er nok lidt overdrevent at tilbringe hele dagen her, men der er andre seværdigheder i nærheden, som du kan besøge ved samme lejlighed, læs mere om dem i afsnittet Sådan kommer du til Hin Khao Ngu Park.

Der er bygget en bro og en gangsti rundt mellem kalkstensklipperne, hvor naturen atter har fået lov at slå rod og nu byder et rigt dyreliv med fisk og fugle – og aber. Her lidt billeder, der måske kan give dig et indtryk af naturens tilbagevenden til det nedlagte kalkstensbrud.

Som altid i nærheden af aber, skal du være opmærksom på ikke at have mad og drikke synligt i nærheden af dem, da de kan finde på at stjæle det, også hvis de blot kan se lidt af det stikke op af en pose.

Du kan købe mad til aberne ved parken. Men det er ikke tilladt at fodre dem, da de så bliver afhængige af mennesker og ikke kan klare sig selv.

Til gengæld må du gerne fodre fiskene i søen. Det kan se ganske drabeligt ud, når de kæmper om foderet. Der er nogle store fisk imellem dem, også nogle som er større end drengen på billedet.

Du kan leje en pedalbåd for 60 baht (60 baht), og tage en stille tur rundt på søen.

Parken byder på borde og stole, hvor du kan nyde medbragt mad, eller mad du har købt i en af de mange madboder, der ligger ved parkeringspladsen.

Sådan kommer du til Hin Khao Ngu Park

Ngu betyder slange, og ved indkørslen til Hin Khao Ngu Park finder du slangen på ovenstående billede.

Hin Khao Ngu Park ligger knap to timers kørsel fra Bangkoks centrum, og ikke så forfærdelig langt fra en række andre seværdigheder, du kan besøge samtidig:
Det flydende marked Damnoen Saduak ligger godt en halv times kørsel herfra.
Maeklong Marked, der ligger på togskinnerne ud for Maeklong Station, er 45 minutters kørsel væk.
Wat Bang Kung, der byder på en tempelbygning omspundet af et træ, ligger på vejen ned mod Maeklong Marked.
Wat Samphrans lyserøde rundetårn ligger tidsmæssigt sådan cirka midtvejs mellem Hin Khao Ngu Park og Bangkoks centrum.
Læs mere om de pågældende steder i de tillinkede artikler.

Der er mig bekendt ikke udflugtsture med transport til parken, du skal selv sørge for transport. En mulighed kan være at leje en taxi for en dag og så besøge parken, og hvad du ellers finder interessant af de ovennævnte aktiviteter i nærheden.

Hin Khao Ngu Park på Google Maps.

Der er gratis adgang til Hin Khao Ngu Park, og der er åbent fra 8 om morgenen til kl. 18.

Tags: Hin Khao Ngu Park - Aktiviteter - Ratchaburi - Aber - Natur

Andre artikler om aktiviteter i Thailand: