Khon i Sala Chalermkrung
Oplev Khon, en klassisk, thailandsk maskedans.
Hvis du kan lide at se klassisk dans, og du gerne vil opleve noget, der er lidt anderledes end de sædvanlige balletforestillinger på Det Kongelige Teater, så er khon måske noget for dig.
Khon er en klassisk thailandsk danseforestilling, også kendt som maskedans. Dansen stammer helt tilbage fra Ayutthaya-tidens thailand, den er således nævnt i et klassisk digt, der kan dateres til sidst i 1500-tallet eller i starten af 1600-tallet.
Og i modsætning til ballet, så er khon optaget som kulturarv af UNESCO.
Khon er desuden noget mere farverig end de hjemlige balletter, som det også fremgår at det ovenstående billede. I stedet for stramtsiddende trikoter og strutskørter, bruges der farverige og glitrende kostumer og masker.
Den vigtigste figur, som går igen i de fleste forestillinger, er abekrigeren Hanuman (til højre på billedet). Historierne er typisk noget mere drabelige end Svanesøen. Det handler ofte om krige og heltemodige gerninger.
Sala Chalermkrung
Du kan opleve khon mange steder, men det "rigtige" sted at opleve dansen er naturligvis det kongelige teater Sala Chalermkrung i Bangkok.
Sala Chalermkrung var oprindeligt en biograf, da dørene blev slået op i 1933. Biografen blev betalt og navngivet af den daværende konge, Rama VII. Navnet betyder "pavillon til fejring af byen" og det hentyder til fejringen af 150-års jubilæet for Bangkoks grundlæggelse. Biografen havde plads til 1.000 tilskuere, og som den første biograf i Thailand havde den aircondition.
Sidebemærkning: Hvis du går i biografen i Thailand, så vil du sikkert bande deres aircondition langt væk. De har det med at sætte temperaturen på gåsehud. En trøje kan anbefales!
Sala Chalermkrung blev renoveret og moderniseret i 1992, og bygningen bruges nu som kongeligt teater med plads til 600 tilskuere. Teatret lægger også scene til andre forestillinger og begivenheder, men de mest populære og tilbagevendende er khon-forestillingerne.
Du kan se forskellige klip fra en forestilling i denne video:
På samme måde som ved balletforestillinger kan det være en fordel at kende handlingen, inden man ser forestillingen. Kender man ikke handlingen i Svanesøen, får man ikke så meget ud af forestillingen, og det samme gælder en khon-forestilling.
Du kan med fordel læse om handlingen i de aktuelle forestillinger på Sala Chalermkrungs hjemmeside, hvor du også finder et program over forestillinger. Der er et link til en engelsk version øverst på siden, det er dog ikke alle tekster, der er oversat.