Salg af alkohol i Thailand

Der er tidspunkter og dage, hvor salg af alkohol er forbudt i Thailand.

Tags: Buddha - Konge - Barer - Natklubber - Alkohol - Før rejsen - På rejsen - Helligdage

Udgivet d. 20. juli 2019, senest opdateret d. 3. december 2025.

En kold i varmen

Hvis det at sidde på en bar og nyde en kold øl er en nødvendighed for at holde varmen ud; hvis du skal have vin eller øl til maden; eller hvis nattelivet på diskoteker og barer er en vigtig del af ferien, så skal du måske planlægge din ferie, så du undgår visse dage.

Hvis du leder efter en samlet oversigt over helligdage og mærkedage, hvor offentlige kontorer holder lukket, så læs artiklen Thailandske helligdage og mærkedage.

Thailand er et buddhistisk land med buddhistiske helligdage og mærkedage, og på fem af dem er alt salg af alkohol forbudt. Hertil kommer forbud mod salg af alkohol i forbindelse med valg, og mange steder vælger man mere eller mindre frivilligt at lade være med at sælge alkohol på kongelige fødselsdage. Du kan læse mere om de pågældende dage længere nede på siden.

Tidsbegrænset salg

Man prøver også med loven i hånd at begrænse forbruget af alkoholiske drikke ved at forbyde salg af alkohold fra midnat til kl. 11. Myndighederne kan dog give tilladelse til, at der må sælges alkohol efter midnat i særlige underholdnings­områder, det er typisk områder, der henvender sig til udenlandske turister.

Der har tidligere også været forbud mod salg af alkohol mellem kl. 14 og 17, men det forbud er blevet ophævet fra d. 3. december 2025. I første omgang i en prøveperiode på 180 dage, hvorefter man vil overveje, om eftermiddagsforbudet skal indføres igen.

Buddhistiske helligdage

Der er fem buddhistiske helligdage, hvor alt salg af alkohol er forbudt fra midnat til midnat. Og selvom det ikke er alle steder, der overholder det lige strengt, så betyder det, at diskoteker, barer og andet natteliv lukker de dage.

Fra d. 11. maj 2025 har man dog indført en række undtagelser til forbuddet af hensyn til turister. Salgsforbuddet gælder ikke for:

  • Lufthavnenes internationale terminaler.
  • Hoteller.
  • Forlystelsesetablissementer.
  • Visse turistområder.
  • Særlige arrangementer med store menneskemængder.

I skrivende stund (12. maj 2025) har vi ikke fået nærmere oplysninger om, hvad der mere præcist er omfattet af undtagelserne, som fx hvilke turistområder, der er undtaget. Tilføjelse d. 10. juli: Den lokale politichef på Phuket har bekendtgjort, at alle lovlige serveringssteder på Phuket kan udskænke alkohol på de buddhistiske helligdage.

De fem helligdage falder ikke på samme dato hvert år, da de følger månen og en månekalender. Ordet wan i navnene nedenfor betyder dag.

Wan makha bucha falder på dagen for fuldmåne i den tredje måned i månekalenderen, hvilket sker i februar eller marts. I 2024 var det d. 24. februar, og i 2025 var det d. 12. februar.

Wan wisakha bucha falder på dagen for fuldmåne i den sjette måned i månekalenderen. Det sker som regel i maj eller i starten af juni. I 2024 var det d. 22. maj, og i 2025 var det d. 11.maj.

Wan asaha bucha og wan khao phansa hænger sammen, og de falder som regel i juli. Wan asaha bucha falder på dagen for fuldmåne i den ottende måned i månekalenderen. Dagen efter er det wan khao phansa, den falder på den første dag for den aftagende fuldmåne, og den markerer starten på den budhiske vassa, også kendt som den buddhistiske lent. Det er en tre måne-måneders åndelig periode i Theravada-buddhisme. De to dage faldt d. 20. og 21. juli i 2024, og i 2025 falder de d. 10. og 11. juli.

Wan awk phansa afslutter den buddhistiske vassa, og den falder i oktober. I 2024 faldt den d. 17. oktober, og i 2025 falder den d. 7. oktober. Afslutningen på vassa fejres for øvrigt med en helt særlig festival i provinsen Nong Khai, hvor en sagnomspunden søslange angiveligt udspyr ildkugler ved Mekong-floden. Læs mere om det i artiklen Ildkugler og folkefest.

Det kan være forholdsvis nemt for turister at finde et sted, der gerne ville servere alkohol på de forbudte dage, også selvom man befinder sig et sted, hvor de nye turistvenlige undtagelser ikke gælder. En del steder vil tilbyde at servere øl i en kaffekop, så tilfældigt forbipasserende politibetjente ikke kan se øllet.

Kongelige fødselsdage

Der er ikke ulovligt at sælge alkohol på kongelige fødselsdage, men ikke desto mindre er der nogle diskoteker, barer osv., der holder lukket på en eller flere af de kongeliges fødselsdage. Det var især tilfældet under den tidligere konge, Rama IX, hvor mange holdt lukket på hans fødselsdag, som også er fars dag.

Dengang kunne det også være svært at få lov at købe alkohol på kongens fødselsdag i butikkerne, læs fx om en tidligere fastboende udlænding, som blev dømt for majestætsfornærmelse, efter han ikke kunne købe øl til at spæde sin brandert op.

Men også på den nye konges fødselsdag og på hans mors fødselsdag kan du risikere, at der er steder, der holder lukket, eller som ikke sælger alkohol.

Det er ikke altid op til det enkelte etablissement, om man vil sælge alkohol. Nogle steder beder de lokale myndigheder eller politi om, at man undlader salg af alkohol, og ve den butik eller bar, der ikke retter sig efter det.

Du risikerer tørlagte dage på følgende fødselsdage, der også alle fejres som helligdage:

Kong Rama X' fødselsdag d. 28 juli.
Enkedronning Sirikits fødselsdag d. 12. august.
Kong Rama IX' dødsdag d. 13. oktober.
Kong Rama IX' fødselsdag, der stadig fejres som fars dag d. 5. december.

Det er især nattelivet, der kan være tørlagt, normalt kan du godt købe en øl eller et glas vin på en restaurant på de kongelige fødselsdage.

Valg og drikkesteder

Både ved lokale valg og ved nationale valg forbydes salg af alkohol, typisk i to dage op til valget.

Bemærk, det er salg af alkohol, der er forbudt på de buddhistiske helligdage og op til valg; det er ikke forbudt at drikke alkohol. Så hvis du er i Thailand på en af de ovennævnte dage, kan du fx købe øl dagen før, køle dem ned i hotelværelsets køleskab og så tage dem med til stranden, eller hvor du nu skal hen.

Det er dog ikke helt ligegyldigt, hvor du drikker øl. Det er fx altid forbudt at nyde alkohol i offentligt ejede parkområder, i nationalparker, på tankstationer og på skoler. Det samme gælder for templer og andre religiøse bygninger, medmindre indtagelse af alkohol er en del af en religiøs ceremoni – det er fx tilladt at drikke altervin i en kirke.

Tags: Buddha - Konge - Barer - Natklubber - Alkohol - Før rejsen - På rejsen - Helligdage

Andre artikler om Thailands kultur: