Thailandske årstal
Den thailand tidsregning er længere fremme end vores tidsregning.
Det kan godt være, at Thailand stadig er et udviklingsland, men når det gælder årstal, er den vestlige verden håbløst bagefter Thailand. Mens vi i skrivende stund skriver 2019, så er de allerede fremme ved 2562 i Thailand.
I gamle dage, det vil sige før 1889, benyttede man en månekalender som den officielle kalender i Thailand.
Men en månekalender passer ikke med de cirka 365 dage, der er på et år. Så for at månekalenderen ikke skal ændre sig alt for meget i forhold til årstiderne, så indskyder man i nogle år en ekstra dag eller en ekstra måned. Det vil sige, at med månekalenderen kan man have år, der varer henholdsvis 354, 355 og 384 dage.
Og det er jo lidt rodet at have så store udsving i en officiel kalender.
Så med virkning fra 1889 indførte Kong Chulalongkorn (også kendt som Rama V) den gregorianske kalender, som vi bedst kender i vesten. Dog med det tvist, at det nye år startede den 1. april, og i stedet for at gå ud fra den kristne kalender med start ved Jesu fødsel, starter man ved indførsel af den buddhistiske æra i Thailand, hvilket man har fastsat til 543 år før vor tidsregning.
I 1941 blev nytåret flyttet fra 1. april til 1. januar.
I Thailand kan de dog ikke nøjes med ét nytår, her fejrer man hele tre nytår. De fejrer nytår sammen med os d. 1. januar, når kalenderåret skifter.
Fra d. 13.-15. april fejrer man det thailandske nytår, som du kan læse mere om i artiklen Songkran, og på grund af den gennem tiden store indvandring af kinesere, fejrer man også det kinesiske nytår, der falder i januar eller februar. Du kan læse mere om fejringen af det kinesiske nytår i artiklen Kinesisk nytår.
Man benytter stadig månekalenderen i religiøse sammenhænge, og på thailandske fødselsattester anfører man fødselsdagen i henhold til både den gregorianske kalender og i henhold til månekalenderen.