Phanom Rung

I Phanom Rung i provinsen Buriram kan du finde bygninger og ruiner fra det gamle Khmer-rige.

Tags: Phanom Rung - Prasat Muang Tam - Buriram - Isaan - Ruiner - Aktiviteter

Før Thailand var der Khmer-riget. Khmer-riget strakte sig over det meste af sydøstasien, og omfattede det vi i dag kender som Cambodja, det sydlige Vietnam og store dele af Laos og Thailand.

Khmer-riget havde sin storhedstid fra det 9. til det 15. århundrede, og hovedstaden Angkor lagde grund til omkring en 1 million indbyggere. De bedst kendte rester fra riget er netop Angkor, der ligger i vore dages Cambodja. Her findes over 1.000 bygninger og ruiner, og de besøges årligt af omkring 2 millioner turister.

Men du kan finde rester fra Khmer-tiden mange andre steder, fx i provinsen Buriram, hvor du finder Phanom Rung. Det er et tempel­kompleks, bygget på kanten af en udslukt vulkan. Selvom Phanom Rung ikke byder på nær så mange og store bygninger som Angkor, er de absolut et besøg værd, og her er ikke helt så pakket med turister som i Angkor.

Phanom Rung ligger som sagt i provinsen Buriram, der ligger i den sydøstlige del af Thailand og i den sydlige del af regionen Isaan. Ikke langt fra Phanom Rung finder du flere rester fra Khmer-riget i form af templet Prasat Muang Tam, så du kan slå to fluer med ét smæk, hvis du er på de kanter.

Phanom Rung byder på to indgange. Med­mindre du er gang­besværet, så vil jeg klart anbefale den sydlige indgang. Gang­besvæ­rede kan benytte den anden indgang, men så går de glip af denne impone­rende adgangsvej og udsigt:

Når gangbesværede skal undgå den sydlige indgang, så er det fordi trappe­trinene er ikke almindelige standard­trin men noget højere, og inden man kommer frem til trapperne, skal man først skal op ad en stejl bakke.

Hovedbygningen er pænt vel­bevaret, og et ganske imponerende syn, når man endelig har kæmpet sig op ad de høje trappe­trin. Se billedet øverst på siden.

Det er ikke fordi, der er voldsomt mange turister ved Phanom Rung, og langt de fleste af dem er thaier. Som det kan ses på billedet her, er slangen med de mange hoveder (naga) ikke en thailandsk opfindelse, den var også kendt i khmer-tiden.

Det er ikke alle bygninger i Phanom Rung, der er lige velbevarede:

Prasat Muang Tam ligger knap otte km fra Phanom Rung. Bygningen er et gammelt tempel, og er ikke helt så stor og imponerende som Phanom Rung. Har du kun tid/lyst/kræfter til at besøge det ene af stederne, så vælg Phanom Rung.

Der er adgang til Phanom Rung og Prasat Muang Tam fra kl. 6 til 18. Turister skal betale 100 baht (100 baht) for adgang til ét af de to steder, mens en billet til begge steder koster 150 baht (150 baht).

GPS til Phanom Rungs sydlige indgang: 14.5325,102.945277778

GPS til Phanom Rungs nordlige indgang: 14.534362,102.941009

GPS til Prasat Muang Tam: 14.515875,102.975798

Tags: Phanom Rung - Prasat Muang Tam - Buriram - Isaan - Ruiner - Aktiviteter

Andre artikler om aktiviteter i Thailand: