Artiklen indeholder priser omregnet til baht. Tryk her for at vælge en anden valuta.
Tag vandvejen i Bangkok
Flodbusser, kanalbusser, vandtaxier og sightseeing-ture på Chao Phraya-floden og gennem Bangkoks kanaler.
Bangkok er også kendt som Østens Venedig, fordi byen gennemstrømmes af en flod og utallige kanaler. Vandvejene kan dels bruges til hurtig transport uden om de mange trafikpropper på de asfalterede veje, og dels til sightseeing.
Hvis du vil opleve Bangkok fra vandsiden, kan du leje en vandtaxi i form af en long-tail boat, eller du kan tage på forskellige sightseeing-ture med selskaber, der har specialiseret sig i den slags. Priserne kan dog rangere fra høje til vanvittige. Især med tanke på, at du bare kan tage på sightseeing i en af de mange flod- og kanalbusser, hvis priser er yderst overkommelige. Medmindre du har specielle ønsker, vil jeg anbefale flod- og kanalbusserne.
Du kan læse lidt om de forskellige vandveje nedenfor, langt den mest populære for turister er floden Chao Phraya.
Chao Phraya
Du finder utallige seværdigheder langs floden Chao Phraya, heriblandt Grand Palace og Wat Arun, og der er let adgang til fx Khao San Road og Chinatown Market fra floden. Og så kan du jo også opleve selve floden med dens sejlende trafik i form af sightseeing-både, flodbusser og long-tail boats, der agerer vandtaxier. Her er også sejlende butikker, der tilbyder forfriskninger og souvenirs til de forbisejlende. For ikke at nævne livet langs bredderne, hvor du fx kan se børn bade i det ellers ikke særligt appetitlige vand.
Der er flere selskaber, der tilbyder sightseeing på floden, men med en enkelt undtagelse, er det til stærkt opskruede priser, der sagtens kan koste det 10- eller 20-dobbelte af den ene undtagelse: En flodbus, der er specielt rettet mod turister.
Hvis du vil på en halv- eller heldagstur, langt fra de lokale beboere og måske have mad ombord, så tag en af de dyre ture, men ellers vil jeg klart anbefale enten de almindelige flodbusser eller den rettet mod turister.
Flodbusserne drives af Chao Phraya Express Boat, der byder på fem linjer ad floden, og det er koster ikke ret meget at sejle med. Tager du fx den grønne linje, der strækker sig 21 kilometer, koster det 32 baht (32 baht) fra endestation til endestation.
De fem linjer adskiller sig ved deres længde, og hvor flodbusserne stopper. Linjerne markeres med flag i forskellige farver på busserne, grøn, gul, orange, blå – og så en flagløs linje.

Den gule linje er en ekspres-bus, der kun har få stop, mens den flagløse linje holder ved alle stoppesteder.
Prisen for den blå linje, turistlinjen, er højere end for de andre linjer, men prisen er stadig langt lavere end, hvad arrangørerne af sightseeing-ture forlanger. En billet koster 60 baht (60 baht), uanset hvor langt du vil, men færgen fungerer desuden som en hop on hop off-færge, hvor du med en dag-billet kan hoppe af for at tage en seværdighed i nærmere åsyn for så at hoppe på næste færge og fortsætte til den næste seværdighed. Prisen for en dag-billet er 200 baht (200 baht), og der er rabat ved køb af flere billetter. Du kan læse mere på turistlinjens hjemmeside.
Vil du besøge bestemte seværdigheder, så sørg for, at du kommer med en bus, der stopper dér. Du kan finde en oversigt over ruter og stoppesteder på Chao Phraya Express Boats hjemmeside. Linjerne har forskellige sejltider, dem kan du finde på denne side.
Du kan se de forskellige stoppesteder langs floden på mit kort over Bangkok på Google Maps.
Du køber billetten ombord; du skal blot tage plads, så skal billetsælgeren nok finde dig. Står du af undervejs, fx for at besøge Wat Arun, Grand Palace, eller hvad du ellers vil se nærmere på, skal du købe en ny billet i den næste båd, du tager. Køber du en dag-billet til den blå linje, skal du selvfølgelig blot præsentere billetten, hver gang du stiger ombord.
Dag-billetten kan også købes på nettet, men bemærk, at den elektroniske billet ikke umiddelbart kan bruges på bådene. Den skal ombyttes til en papirbaseret billet på kajen, inden du stiger ombord.
Seværdigheder langs Chao Phraya
Hvis du vil besøge Grand Palace, skal du stå af på Tha Chang. Det vrimler med folk, der vil snyde dig omkring Grand Palace. Ignorer alle, der tilbyder at hjælpe dig med at finde indgangen, eller hvad de ellers foreslår. Når du stiger af færgen på Tha Chang, skal du gå ind mod land og over en vej. Fortsæt med den hvide mur på din højre hånd, indtil du kommer til indgangen. Der vil som regel være en masse andre på vej mod paladset, som du kan følge.
Det koster 500 baht (500 baht) at komme ind i Grand Palace, og der er åbent for adgang 8:30-15:30 hver dag – dog kan der (meget sjældent) være lukket i forbindelse med offentlige arrangementer. En del af dem, der vil snyde dig, vil fortælle, at der er lukket lige netop denne dag, men de kan foreslå et andet sted, du kan besøge.
Bemærk, der er krav til din påklædning, som du kan se på nedenstående billede:
Det fremgår ikke direkte af billedet, men der er forbud mod bare fødder. Du skal således have sokker på, hvis du går med sandaler eller klipklapper. Det er muligt at leje beklædning ved indgangen, hvis du er kommet af sted uden passende påklædning.
En anden meget populær og meget imponerende seværdighed er Wat Arun, også kendt som The Temple of Dawn.
Nogle linjer stopper direkte ved Wat Arun, mens andre stopper på den modsatte bred af Chao Phraya; er du kommet med en "forkert" linje, skal du stå af på Tha Tien og herefter krydse floden med en færge. Ved mange af stoppestederne langs floden er der færger, der sejler på tværs af floden. Prisen for at krydse floden er overkommelig, det koster blot 4 baht (4 baht).
Ligesom ved Grand Palace er der også mange, der vil forsøge at snyde dig ved Wat Arun. Ignorer alle "venlige" mennesker - især dem, der kontakter dig uopfordret. Der er åbent mellem 8:00 og 17.30 hver dag, og adgang koster 200 baht (200 baht). Kom i god tid, før der lukkes, da du ellers måske ikke får lov at komme ind.
Du kan læse mere om det imponerende tempel i min artikel om Wat Arun.
Du vil i det hele taget møde folk, der vil forsøge at snyde dig eller tage overpris, på alle turiststederne langs floden. Det samme gælder, hvis du forsøger at hyre en vandtaxi. Det er også tænkeligt, at nogle vil forsøge at sælge dig billetter til de krydsende færger til en højere pris end den reelle pris.
Du skal af på Phra Arthit, hvis du vil besøge Khao San Road, mens Chinatown Market er i gåafstand fra Rachawongse. Vil du fortsætte med tog, kan du stå af på Sathorn og gå de ca. 150 meter til BTS-stationen (skytrain) Saphan Taksin.
Vandtaxi
Du kan som nævnt hyre en vandtaxi i form af en long-tail boat, hvis der er ting du vil se, som ikke ligger på kanalbussernes ruter, eller hvis du vil ned af nogle af de mange sidekanaler, hvor du kan se hvordan folk lever langs kanalernes bredder.
De opgivne priser kan svinge temmelig meget, fra 500 baht til over 3.000 baht (fra 500 til over 3000 baht) for 1 til 1½ times sejlads, hvis du/I har båden alene. Jeg vil anbefale, at du forhandler om prisen, og du skal ikke skamme dig over at byde lavt, hvis du byder med et smil. 1.500 baht (1500 baht) lader til at være, hvad de fleste vandtaxier forlanger for 1½ times sejllads – du bør kunne forhandle dig til en pris i det område eller lavere.
Når du forhandler pris, så aftal også, hvad prisen dækker (fx sejlads til et bestemt sted, eller i hvor lang tid – og hvor mange personer), så du sikrer dig mod, at der bliver pålagt ekstra bagefter.
Det kan dog være svært at forhandle prisen ned, hvis der er andre bådejere i nærheden. Det er desuden nok nemmest at få en billig pris hen på eftermiddagen, hvor de kan frygte, at der ikke kommer andre kunder.
Hyr kun en vandtaxi direkte hos kaptajnen. Jeg har hørt om svindlere, der formidler ture, hvor de aftaler én ting med turisten og en helt anden med kaptajnen.
Du kan leje vandtaxier ved flere af stoppene langs Chao Phraya, fx på Wat Arun, på Saphan Taksin og på Ta Chang ved Grand Palace.
San Saeb
Kanalen San Saeb bruges hovedsageligt af de lokale til at komme tværs gennem Bangkok uden at sidde fast i trafikpropperne. Vær opmærksom på, at der kan være temmelig mange passagerer i myldretiden, og de står på spring for at komme først på eller af bådene.
Der har været nogle uheld, hvor folk er røget i vandet, så man har iværksat tiltag, der skal mindske risikoen og fx forhindre folk i at hoppe på eller af, før båden holder stille. Jeg har ikke selv være med siden, så jeg ved ikke, hvor effektive tiltagene har været. Hvis du vil på sightseeing på San Saeb, så vil jeg anbefale, at du gør det uden for myldretiderne, fx mellem 9:30 og 14:30. Bådene sejler fra 5:30 til 20:30 på hverdage og fra 5:30 til 19:00 i weekenden og på helligdage.
Der er to linjer på San Saeb, Golden Mount Line, der sejler fra den vestlige ende og frem til Pratunam, og NIDA Line, der sejler fra Pratunam og østpå. Prisen er 11-21 baht (11-21 baht) afhængig af, hvor langt du skal. Du køber billetten ombord, og den samme billet kan bruges, hvis du laver en omstigning på Pratunam. Der er ca. 20 minutter mellem bådene uden for myldretiden. Du kan se ruterne og stoppestederne på mit kort over shoppingmuligheder og flod- og kanalbusser på Google Maps.
Den vestlige endestationen, Panfa Leelard, er i gåafstand af Khao San Road. Vil du på shopping i nogle af Bangkoks utallige storcentre, skal du stå af på Pratunam. Her er du tæt på CentralWorld, Pratunam Market og Platinum Fashion Mall.
Vil du besøge storcentret MBK, der lægger grund til over 2.000 butikker, skal du stige af på Hua Chang og gå mod syd. Ved siden af MBK finder du BTS-stationen (skytrain) National Stadium. Hvis du blot vil skifte til BTS-linjen, så gå i stedet mod nord, hvor du finder BTS-stationen Ratchathewi – du sparer knap 100 meter ved at gå mod nord.
På Asoke-Petchaburi kan du skifte til MRT-metroen på stationen Petchaburi og til stationen Makkasan på airport-linjen. På Chit Lom kan du skifte til BTS (skytrain) på stationen Chit Lom – trods de ens navne er der cirka 600 varme meter at gå (nogle steder vil du se navnene stavet som Chidlom).
Der er desuden planer om en særlig turist-linje, der efter planen skal starte fra Pratunam på San Saeb-kanalen og fortsætte ad Banglumpoo-kanalerne i området omkring Khao San Road.
Et par tips
Sidder du foran i kanalbusser eller vandtaxier kan turen være lidt bumpet, mens du længere tilbage i båden er mere udsat for vandsprøjt.
Bliver du i en vandtaxi mødt af en båd, der vil sælge dig souvenirs eller andet, så vær opmærksom på, at priserne ikke er billige. Køb kun, hvis du vil kunne fortælle dem derhjemme, at du har købt tingen på floden.