Artiklen indeholder priser omregnet til baht. Tryk her for at vælge en anden valuta.

Bedste aktiviteter på Phuket

Oplev fantastisk natur og andre former for underholdning på Phuket.

Tags: Aktiviteter - Phuket - Shopping - Strand - Phi Phi - Nationalpark - Sejlads - Shopping - Vandland - Phang Nga - Udsigt

I denne artikel kan du finde en række forslag til aktiviteter, når du holder ferie på Phuket.

Du kan læse om strandbesøg på forskellige strande, udflugtsture og andre aktiviteter, som du kan få tiden til at gå med, hvis du bliver træt af at ligge og dase på den nærmeste strand eller ved hotellets pool.

Phuket byder selvfølgelig på mange andre aktiviteter end de her nævnte. Du kan med fordel stoppe ved nogle af de mange turboder og se, om der er noget der lokker. Besøg gerne flere boder end en enkelt en, da de ikke alle har det samme udbud. En anden grund til at besøge flere boder er, at priserne i brochurerne er til forhandling, og nogle boder er mere forhandlingsvillige end andre. De fleste ture kan bestilles fra dag til dag.

Strandbesøg

Når du holder ferie på Phuket, er strandbesøg sikkert med i dine planer. Men der er ingen grund til at nøjes med at besøge den nærmeste strand. Phuket byder på over 40 strande, og der er noget for enhver smag. Her er strande med masser af vandlegetøj, svært tilgængelige naturstrande, strande for festglade, og strande du nærmest kan have for dig selv.

Du kan læse om de bedste strande i artiklen De bedste strande på Phuket, og du kan læse om endnu flere strande i artiklen Strande på Phuket.

Du kan bruge Phuket Smart Bus til at besøge nogle af de lettilgængelige strande, mens du skal have fat i en taxi eller andet personligt køretøj, hvis du vil besøge nogle af de mere svært tilgængelige strande.

Rundtur i Phang Nga Bay

Hvis du ikke er bange for vand, så er en dagtur rundt i Phang Nga Bay den absolut bedste tur, du kan købe. De fleste brochurer med den slags ture indeholder besøg ved tre eller fire øer, hvor James Bond Island typisk er en af dem. Men selvom det er den mest kendte ø, så er det ikke den mest interessante at besøge. Sørg for, at turen også inkluderer et smut forbi Koh Hong og også gerne Koh Panak. Tag en langsom båd og ikke en speedbåd! Læs mere om turen i artiklen Phang Nga Bay, og læs om ulemperne ved at sejle i speedbåd i artiklen Undgå speedbåde.

Fantastisk udsigt

Der findes flere udsigtspunkter på Phuket, ikke mindst The Big Buddha på Phuket, der byder på Phukets bedste udsigt. Andre udsigtspunkter på Phuket er også et besøg værd, som du kan læse i artiklen Phuket Viewpoints. Men hvis du investerer i en køretur på cirka halvanden time fra feriebyerne på Phuket, kan du opleve en endnu mere fantastisk udsigt.

Sejlturen i Phang Nga Bay er et must, som du kan læse ovenfor, men du kan også nyde udsigten over de imponerende klippeøer i bugten inde fra land fra et par udsigtspunkter i provinsen Phang Nga lige nord for Phuket. Du kan overnatte på udsigtspunkterne og vågne til en fantastisk solopgang, hvor morgentåge smyger sig om klipperne.

Læs mere i artiklen Fantastisk udsigt i Phang Nga.

Phi Phi Islands

Phi Phi Islands er også en sejlads værd. Du kan købe pakketure til øerne, men du kan også nøjes med at købe billetter til færgen. Begge dele kan købes i turboderne. Du kan tage på en dagtur, eller du kan vælge at blive i nogle dage. Læs mere i artiklen Phi Phi Islands.

Shopping

Shopping er selvfølgelig et must, uanset om du vil have en souvenir med hjem, eller om du vil købe billigt tøj eller andet kuffertfyld. Du kan finde masser af boder i din ferieby, men udvalget er måske ikke det største, da de alle har en tendens til at have de samme varer. Du finder et lidt større udvalg i storcentret Jungceylon i Patong, og du finder et endnu større udvalg i Central Festival/Central Floresta, der ligger tæt på Phuket Town. Central er et tredelt storcenter, hvor den ældste del i dag hovedsageligt huser et byggemarked, mens Central Festival og Central Floresta byder på masser af shopping for turister.

Busserne mellem de enkelte strandbyer og Phuket Town kører forbi Central Festival. Vær opmærksom på, at busserne ikke kører om aftenen, så hvis du vil sent tilbage til din strandby, bliver du nødt til at finde anden transport, fx en dyr taxi eller en ligeså dyr tuk-tuk.

Varerne i storcentrene koster typisk mere end i boderne, medmindre du er helt håbløs til at prutte om priserne i boderne (læs gerne artiklen Sådan prutter du), til gengæld har du her aircondition.

Vil du have lavere priser end centre og turistboder kan tilbyde, så besøg søndagsmarkedet i Phuket Town, og skal priserne helt i bund, så besøg Phuket Town weekend-marked.

Begge markeder er et besøg værd, selvom du kun vil ose. Vil du købe, så husk, at priserne absolut er til forhandling, også selvom de fra starten virker utroligt lave.

Vandland for små og store børn

Hvis du har børn med, og de hellere vil have vandrutchebane end sand mellem tæerne, så kan du besøge Andamanda Phuket. Det er ikke billigt, prisen er næsten den samme, som det koster at besøge Lalandia – til gengæld er Andamanda næsten ti gange så stort som det største Lalandia i Danmark. Vandlandet byder på utallige vandrutchebaner og pools til børn i alle størrelser. Her er også en kunstig flod og mange andre vandaktiviteter, som man sagtens kan få hele dagen til at gå med.

Du kan booke billetter på nettet via ovenstående link, men du kan også købe billetter i turboderne. Det er endnu ikke lykkes mig at finde en turbod, der vil sælge til en lavere pris end den på Andamandas hjemmeside.

Det koster 1.500 baht (1500 baht) for voksne op til 60 år. Dem over 60 år slipper med 1.000 baht (1000 baht), som også er prisen for børn mellem 91 og 121 centimeter. Børn op til 90 centimeter kommer gratis ind.

Vandlandet er åbent fra 10 til 18, dele af det er dog åbent til kl. 19.

Khao Sok Nationalpark

Du kan købe dagture og ture med flere dages varighed til Khao Sok National Park, hvor du kan opleve fantastisk natur. Her er kalkstensklipper, der rejser sig op fra en stor sø, ligesom klippeøerne i Phang Nga Bay. Her er desuden vandfald, jungle og spændende huler.

Det er begrænset, hvad du kan nå at se på en enkelt dag, ikke mindst fordi nationalparken ligger godt tre timers kørsel fra Phuket. En tur over flere dage vil sikkert være bedre. Af aktiviteter i parken kan nævnes sejlads på søen, kajakture, rafting, elefantbadning og jungleture. Du kan købe forskellige pakketure med forskellige aktiviteter. Det er ikke billigt, men det kan være en oplevelse for livet.

Du kan læse mere om nationalparken og de mange muligheder på Gembira Tours hjemmeside. Du kan bestille ture på hjemmesiden, men du kan få tilbudt noget lavere priser i turboderne.

Cabaret med ladyboys

Det er ikke kun elefanter, du finder flere af i Thailand end i Danmark, her er også flere ladyboys. Og nogle af dem underholder dig gerne med musik i et spetakulært cabaret-show med flotte aktører iført glitrende dragter og masser af fjerpynt – dem finder du fx i Si­mon Ca­ba­ret i udkanten af Patong.

Du kan bestille billetter på deres hjemmeside. Køber du i en turbod vil prisen typisk være den samme, men du får så muligvis transport fra og til hotellet med i prisen.

Aktiviteter du måske skal undgå

Lad være med at leje jetski. Ikke mindst udlejerne ved Patong Beach er berygtede for at finde skader efter din tur, hvorefter de kræver voldsomme beløb til reparation af skaderne. Som regel er det skader, der var der før, du lejede jetskien. Læs mere om jetski-banditterne.

Thailand er et eksotisk land med eksotiske dyr. Du har måske altid drømt om at ride på en elefant, men selvom elefanter er store og stærke dyr, så er deres ryg ikke bygget til ridning. Læs mere i artiklen Elefantridning.

Måske ikke en aktivitet som sådan, men du vil sikkert blive tilbudt at købe blomster af et nuttet barn. Lad være med at købe noget af børn på gaden, og tænk dig om, før du giver noget til en tigger. Læs hvorfor i artiklen Tiggere og børn.

Tags: Aktiviteter - Phuket - Shopping - Strand - Phi Phi - Nationalpark - Sejlads - Shopping - Vandland - Phang Nga - Udsigt

Andre artikler om aktiviteter i Thailand: