Artiklen indeholder priser omregnet til baht. Tryk her for at vælge en anden valuta.

Durian

Frugternes konge med den sødlige smag og stærke lugt.

Tags: Durian - Aktiviteter - Chanthaburi - Mad

I Thailand finder du mange frugter, som du ikke kan finde i Danmark. Heriblandt Durian, der også kendes som frugternes konge, og som du bør prøve at smage.

Durian forbudt

Durian er en meget speciel frugt, der kan få følelserne op i det røde felt. Det gælder både med hensyn til smagen og med hensyn til lugten.

Smag og behag er som bekendt forskellig fra person til person, og det gælder også lugte, mange opfatter durians lugt som en blanding af sure sokker og rådne løg, men nogle opfatter faktisk durian som velduftende.

Uanset om man kan lige lugten eller ej, så er den gennemtrængende, hvilket også er grunden til, at durian typisk er forbudt at tage med på hotelværelset eller i taxien.

Det er meget svært at beskrive durians smag og lugt. Tag et kig på nedenstående video, hvor en række mennesker prøver at beskrive deres første møde med en durian.

Videoen bekræfter, at smag og behag vitterligt er forskellig fra person til person. Og ikke kun om man kan lide noget eller ej, men også med hensyn til hvordan man synes, det smager og lugter. Lad ikke videoen afskrække dig fra at prøve at smage durian, der findes flere forskellige arter, og i videoen har de sikkert valgt en af de mere barske arter for at gøre videoen mere spændende.

Store frugter på store træer

Durian vokser på træer, direkte på stammen eller på store grene. De kan nærmest hænge i klaser som kæmpestore vindruer med torne. En durian-frugt kan blive omkring 30 centimeter lang, have en diameter på omkring 15 centimeter og veje op til 5 kg.

Det er ikke kun frugterne, der kan blive store, træerne kan blive op til 50 meter høje.

Du finder ikke durian i danske supermarkeder eller grønthandlere. I bedste fald kan du være heldig at finde importeret durian i en asiatisk specialbutik. Durian skal importeres, for træet kan ikke vokse, hvis døgnets gennemsnitstemperatur kommer under 22 grader, så selv hvis du har en have med plads til et fuldvoksent duriantræ, så kan du ikke få det til at gro i Danmark.

Men en gennemsnitstemperatur på over 22 grader er ikke et problem i den sydlige del af Thailand, så her er det oplagt at dyrke durian. Thailand er verdens største producent og verdens største eksportør af durian.

Cirka halvdelen af produktionen i Thailand finder sted i provinsen Chantaburi, der også afholder en årlig frugtfestival med hovedvægt på durian.

Verdens største importør af durian er Kina. Durian anses for at være en stor delikatesse i Kina, du kan sågar købe en durian-pizza hos Pizza Hut i Kina.

Bryder du dig ikke om frugt på din pizza, så kan du finde utallige andre madvarer med durian i såvel Kina som i Thailand. Du kan fx få is, milkshakes, chokolade og kager med durian, og du kan købe durianchips. I Thailand er sticky rice med durian kogt til en sovs sammen med kokosmælk populær som en dessert. Og så kan du selvfølgelig spise frugten rå.

Mange arter, forskellig smag og lugt

Der findes mange forskellige arter af durian, og der kan være stor forskel på smag og lugt. Så hvis du har smagt og lugtet en enkelt durian, og den frydede dine smagsløg uden at få dine øjne til at løbe i vand, så kan du altså ikke være sikker på, at det samme gælder den næste durian, du støder på.

Den mest udbredte art af durian er monthong, der er mildt sød i smagen og med en mindre gennemtrængende lugt end visse andre arter. Den holder sig også frisk længere end de fleste andre arter, hvilket gør den mere egnet til eksport. Monthong betyder gylden pude, og det er en god art at starte med, hvis du ikke tidligere har smagt durian.

Køber du en hel durian, skal du regne med en pris på 100-200 baht (100-200 baht) pr. kg for monthong, alt efter hvor du køber den – andre arter kan koste mere. Som turist har du måske ikke adgang til køkkenknive til at åbne en durian, så du er nok bedre tjent med at købe en pakke med frugtkød. En pakke med frugtkød fra en monthong koster typisk omkring 1.000 baht (1000 baht) pr. kg, en pakke med frugtkød vejer typisk omkring 300 gram.

Tags: Durian - Aktiviteter - Chanthaburi - Mad

Andre artikler om aktiviteter i Thailand: