Tag en kuglepen med
Det kan være en fordel at have en kuglepen med i flyveren, for du får udleveret en formular, som skal udfyldes.
Sidst opdateret d. 12. april 2024
Myndighederne har i december 2022 meldt ud, at man midlertidigt stopper kravet om en udfyldt indrejseformular, når man ankommer med fly til Thailand. Artiklen er derfor ikke aktuel, hvis du ankommer til Thailand med fly.
Fra 15. april 2024 er kravet så også blevet droppet ved ankomst via de fleste grænseovergange fra et naboland. Dog med udsigt til, at kravet genoptages for grænseovergange fra d. 15. oktober 2024. Men lad os nu se, om ikke de kommer til fornuft og helt skrotter kravet til denne unødvendige formular.
Når du flyver til Thailand, vil du i flyveren få udleveret en trykt formular, som du skal udfylde. Formularen er i to dele, og den skal afleveres sammen med passet i paskontrollen. Den ene del er for indrejse, og den beholder pasbetjenten, den anden del forsynes med et indrejsestempel, og den får du tilbage sammen med passet.
Pas på den, for den skal afleveres, når du atter forlader Thailand. Du kan også risikere at skulle fremvise den sammen med passet, mens du er i Thailand, så opbevar den i passet.
Oplysninger til formularen
Formularen skal udfyldes med oplysninger om dit navn, fødselsdato, nationalitet, pasnummer, flynummer m.m.
Du skal også oplyse om din adresse i Thailand og et telefonnummer. Tidligere var det nok at oplyse et bynavn, men reglerne er strammet, og nogle af pasbetjentene kan være krakilske, og vil have både hotelnavn og adresse og et telefonnummer til hotellet. Det kan derfor være en god ide at have oplysningerne med på flyet, så du kan udfylde formularen. Skal du rejse rundt mellem flere byer, skal du blot angive det første hotel på din tur.
Du skal desuden oplyse din beskæftigelse, og hvilken by du bor i. Bemærk, du skal skrive nationalitet, beskæftigelse og bynavne på engelsk (thailandsk accepteres nok også). Du kan se samtlige felter på formularen nedenfor (artiklen fortsætter efter formularen).
Møder du op ved passkranken uden udfyldt formular eller med en mangelfuld udfyldt formular, bliver du afvist, og du må så tilbage og få en formular af personalet i lufthavnen, udfylde den og så atter stå i kø. Bemærk, køerne kan være meget lange, og det er surt at stå i kø i op til en time, blot for at blive afvist og så at skulle starte forfra. Det er nok ikke den bedste start på din ferie.
Det kan derfor klart anbefales at udfylde formularen på flyet. Får du ikke automatisk udleveret en af personalet, så bed om en. Skulle du have glemt denne artikel og derfor ikke fået en kuglepen med dig, kan du sikkert låne en af en anden passager eller af personalet.
Skulle du miste formularen under dit ophold i Thailand er det ikke værre end, at du kan udfylde en ny i lufthavnen ved afrejse. Men du risikerer mere besvær, afhængigt af pasbetjentens humør, fordi du ikke har den originale med indrejsestemplet.
I visse tilfælde kan det dog være nødvendigt at anskaffe en ny formular, inden du rejser hjem. Det kan du kan gøre på det lokale immigrationskontor. Det er normalt ikke aktuelt for almindelige turister, som blot er i Thailand i et par uger eller fem, men hvis du fx skal bruge en arbejdstilladelse, købe en scooter eller på anden vis have med offentlige myndigheder at gøre, kan der være krav om, at du skal fremvise formularen.