Gratis wi-fi i lufthavnen
Du kan få adgang til gratis wi-fi i de thailandske lufthavne.

De fleste lufthavne i Thailand tilbyder gratis wi-fi, hvis du lige vil tjekke din mail eller fortælle andre, at du er kommet godt frem. Eller hvis vil have adgang til dokumenter, informationer eller de seneste nyheder på nettet, mens du er i lufthavnen. Læs mere om de enkelte lufthavne længere nede.
Vær opmærksom på, at wi-fi-forbindelser kan aflyttes af den, der tilbyder forbindelsen. Det er normalt ikke et problem, hvis du forbinder til lufthavnens officielle accesspoint, men fremmede kan have oprettet et "falsk" accesspoint netop for at kunne aflytte, så vær opmærksom på, hvilket netværk du kobler op på.
Bruger dine apps krypterede forbindelser, kan der dog ikke aflyttes. De fleste dedikerede apps til banker og andre steder med personfølsomme oplysninger bruger altid krypterede forbindelser. Bruger du din mobils browser, og du besøger hjemmesider med personfølsomme oplysninger, så vær opmærksom på, om der er en hængelås i adressefeltet, eller om adressen starter med https – s'et og hængelåsen angiver, at forbindelsen er krypteret. Læs mere i artiklen Sikkert internet på ferien.
Gratis wi-fi i AOT-lufthavne
De fleste store lufthavne i Thailand drives af selskabet Airports of Thailand (AOT). AOT har været så fornuftig, at alle deres lufthavne benytter samme fremgangsmåde til de gratis wi-fi-forbindelser. Det er lufthavnene i Bangkok (både Suvernabhumi Airport og Don Mueang Airport), Phuket, Chiang Mai, Chiang Rai og Hat Yai. Du kan bruge den gratis wi-fi i op til én time.
Tænd for wi-fi på din mobil, og find og tilslut netværket AOT Airport Free Wi-Fi by NT. Indtast din mailadresse og sæt flueben ud for I agree to the terms and conditions, og tryk så på knappen Free 1 Hr Internet.
Gratis wi-fi i Krabi Airport m. fl.
Department of Airports (DOA) driver 26 lufthavne i Thailand, heriblandt lufthavnene i Krabi, Khon Kaen, Udon Thani, Nakhon Si Thammarat, Ubon Ratchathani, Surat Thani, Mae Sot, Chumphon, Trang, Hua Hin og Pai. Der tilbydes gratis wi-fi i dem alle i op til tre timer. Man skal angive nogle personlige oplysninger for at få adgang, men det er i skrivende stund ikke lykkes mig at få svar fra DOA, hvilke oplysninger det er, om det fx er pasnummeret, nummeret på et boarding pass eller en mailadresse, ligesom jeg heller ikke har fået svar angående netværksnavnet. Spørg i lufthavnens information, hvordan du kobler på.
Gratis wi-fi i Samui Airport
Samui Airport er en privat drevet lufthavn, og her tilbydes kun gratis wi-fi for afrejsende passagerer. Du kan få udleveret netværkets navn og en adgangskode ved fremvisning af dit boarding pass.
Der er desuden gratis wi-fi i lufthavnens Boutique og Blue Ribbon lounges, men det koster jo så penge at få adgang til de to lounges.