Artiklen indeholder priser omregnet til baht. Tryk her for at vælge en anden valuta.
Karon og Kata
Karon og Kata byder på familievenlig ferie ved lækre strande.
Karon og Kata er to af de mest populære feriebyer på Phuket, og begge byder på afslappet og familievenlig feriestemning. De to byer er vokset sammen, så selvom deres strande er adskilt af en pynt, skriver jeg om dem samlet i denne artikel.
Karon er det næstmest populære ferieby på Phuket efter festbyen Patong. Både Karon og Kata er dog noget mere stille og rolige end Patong og en hel del mere familievenlige. Mange danske rejsebureauer tilbyder hoteller i Karon og Kata, og her er noget for enhver pengepung. Køber du rejse og hotel for sig, så læs afsnittet Hoteller i Karon og Kata længere nede.
Bemærk, at den thailandske måde at oversætte til latinske bogstaver er misvisende. Begge bynavne burde være stavet med "G" i stedet for "K", de udtales henholdsvis Ga-råån og Ga-dta. Og ja, "k'et" i Phuket er reelt også et "g", øen udtales Phu-gædt.
Aktiviteter i Karon og Kata
Hvis du er til templer, kan du besøge Wat Suwan Khirikhet (også kendt som Wat Karon).
Selv hvis du ikke er til templer, er Wat Suwan Khirikhet et besøg værd, her finder du nemlig et populært marked hver tirsdag og fredag. Ud over turistrettede varer finder du her et stort udbud af lokal mad og drikkevarer (åbningstider ca. 16-22).
Karon og Kata byder i det hele taget på et væld af restauranter med billig og god mad, uanset om du vil kaste dig ud i det thailandske køkken, eller om du vil holde dig til mere velkendte retter.
Skulle du få lyst til at mindes ferien hjemme ved dit eget spisebord, kan du tage et thailandsk madlavningkursus på din ferie. Der er flere af hotellerne, der tilbyder madlavningskurser, men ellers kan de mange turboder hjælpe dig med at finde et kursus. Tjek også disse to hjemmesider med madlavningskurser: Phuket Thai Cooking Class og Kata Thai Cooking Class, hvor du kan få et indtryk af, hvad du kan lære at lave, og hvad det koster. Madlavningskurserne er ikke specielt billige efter thailandske forhold, men du kan have glæde af dem længe efter, du er kommet hjem til Danmark.
Turistboderne bugner med mange andre tilbud end madlavning. Jeg vil især anbefale en tur rundt i Phang Nga Bay med indlagte kanoture. Og du kan også tage et smut til Phi Phi-øerne. Læs mere om andre muligheder i artiklen Phuket og i artiklen Bedste aktiviteter på Phuket.
Som alle andre steder i Thailand byder Karon og Kata selvfølgelig også på et stort udbud af billig massage. Det koster typisk 200-300 baht (200-300 baht) for en times massage - vær dog opmærksom på, at hotellerne kan forlange væsentligt højere priser for massage.
Har du børn med på ferien, vil de sikkert værdsætte et besøg i Dino Park, der byder på minigolf.
Strandene
Men ellers er hovedattraktionen i de to byer selvfølgelig strandene. Karon Beach er en af de længste strande på Phuket og en af de bedste. Den er også rimelig børnevenlig, især i den nordlige ende. Husk dog kun at bade de steder, hvor livredderne har opsat badeflag – lad være med at bade ved de røde flag! Uden for højsæsonen kan der være hestehuller (revlehuller), og hvert år er der turister, der drukner, fordi de ikke retter sig efter flagene, og fordi de ikke ved, hvordan man skal overleve et hestehul - læs også artiklen Kun en tåbe ....
Kata Beach er også en skøn strand, og den er meget børnevenlig i hele sin længde. Og mens Karon Beach kun byder på snorklingsmulighed i den sydlige ende, så kan du snorkle i begge ender af Kata Beach.
På strandene kan du leje alskens vandlejetøj, såsom jetski (hold dig fra dem), bananbåde, windsurfing, parasailing m.m.
Strandene er ikke specielt velegnede til surfing og slet ikke i højsæsonen, men du behøver nu heller ikke havvand for at kunne surfe eller for at lære at surfe.
I den sydlige ende af Kata Beach finder du nemlig Surf Day Phuket, der byder på en kunstig bølge til at surfe på. Begyndere kan lære at holde balancen ved hjælp af en hånd eller et reb, mens øvede kan øve sig i specielle tricks på den kunstige bølge. Du kan læse mere om mulighederne og se priser på Surf Day Phuket.
Natteliv
Nattelivet er forholdsvis roligt og forholdsvis familievenligt, omend der er et par områder med pigebarer. De er dog meget afdæmpede i forhold til dem i Patong.
Skulle du få lyst til et mere aktivt natteliv med natklubber, diskoteker og pigebarer – for ikke at nævne go go-barer – ligger Patong blot 10-15 minutter væk med en tuk tuk eller en taxi.
Shopping
Er du til shopping, kan du besøge det ovenfor nævnte tempelmarked og Karon Plaza, sidstnævnte er et overdækket marked, der ligger sådan cirka ud for midten af Karon Beach. OBS! Karon Plaza brændte ned d. 13. juli 2024, men mon ikke de er oppe og køre igen, inden turistsæsonen starter i oktober. Der er desuden boder langs det meste af stranden. I Kata kan du shoppe på Kata Night Market, der har åbent hver dag fra ca. 14-23, og som også byder på en madafdeling.
Men du finder dog et meget større udbud i Patong, hvor du blandt andet finder storcentret Jungceylon, der hovedsageligt er rettet mod turister, hvilket afspejles i priserne. Midt på Phuket finder du centret Central Festival, som er mere rettet mod de lokale, og et par hundrede meter nord for Central Festival ligger Big C i et center sammen med en række mindre specialbutikker. Her kommer stort set kun lokale, så her er priserne endnu mere rimelige. Læs mere om transport til Patong og Central Festival nedenfor.
Har du problemer med mobilen eller den bærbare computer, kan du finde hjælp på anden sal i Jungceylon eller i kælderen ved ovennævnte Big C. Prismæssigt kan sidstnævnte klart anbefales.
Phuket Town Weekend Marked er absolut også et besøg værd. Her er udbuddet meget stort, og priserne er lavere end priserne i de turistrettede boder i Karon og Kata. Markedet har desuden en stor madafdeling og byder på masser af snacks og søde sager. Følg linket for at læse mere om markedet.
Vil du shoppe for alvor, er Bangkok stedet.
Transport
Der kører busser fra de forskellige strandbyer på Phuket og til Phuket Town. Bussen fra Kata til Phuket Town kører gennem Karon, så du kan bruge den som en lokal bus mellem de to byer. Der findes enkelte stoppesteder på ruten, men du kan stoppe bussen hvor som helst ved at holde armen skråt nedad og evt. vifte hånden op og ned (se billede). Når du vil af, kan du ringe på en klokke eller give billettøren tegn, så stopper bussen snarest muligt.
Bussen har endestadion ved den sydlige ende af Kata Beach, hvorfra den kører nordpå gennem Karon, for så atter at køre mod syd og øst til Phuket Town. Bussen koster 40 baht (40 baht), uanset hvor langt du kører.
Bussen til Phuket Town stopper ved storcentret Central Festival, og den kommer også forbi Phuket Town Weekend Marked, men du kan ikke tage bussen tilbage igen fra weekendmarkedet, da den ikke kører om aftenen (se køreplan til højre). Når du skal hjem fra weekendmarkedet, må du tage en taxi, og de er svære at forhandle priser med, fordi de ved, at du ikke har så meget valg.
Vil du til andre strandbyer, fx hvis du vil på shopping i Patong eller opleve nattelivet i Patong, kan du tage Phuket Smart Bus, der kører mellem lufthavnen og Rawai Beach. Den stopper normalt kun ved stoppestederne, som du kan finde på mit kort over Phuket, se længere nede. Læs mere om smartbussen i artiklen Strandbus på Phuket.
Alternativet til busserne er en tuk tuk eller en taxi. En tuk tuk til Patong vil koste dig omkring 500 baht (500 baht), mens en taxi uden taxameter vil være lidt billigere. I begge tilfælde kan du prøve at forhandle prisen, men det kan være svært at forhandle den ned fra deres krævede pris.
Heldigvis er der kommet lidt mere konkurrence de senere år. Du kan installere en app til Grab Taxi (android; iOS), der kører efter taxameter plus et ekstra grundbeløb. Trods det ekstra grundbeløb, vil det typisk være billigere end de priser, du kan forhandle dig til med tuk tuk'erne og de taxameterløse taxier.
Kort over Karon og Kata
Jeg har lavet et kort på Google Maps over Phuket med de her nævnte steder og mange andre interessante steder på Phuket. Der er som udgangspunkt zoomet ind på Karon og Kata, når du bruger ovenstående link.
Hoteller i Karon og Kata
Der findes utroligt mange hoteller i alle prislag i både Karon og i Kata. Blandt de mest poulære i Karon finder du Centara Grand Beach Resort Phuket og Mövenpick Resort & Spa, og vil du slippe for at høre på hvinende børn, kan du bo på Beyond Resort Karon, der kun tillader voksne gæster. De tre hører til i den dyre ende, men du kan selvfølgelig også finde mange mere prisvenlige hoteller i Karon.
I den mangestjernede ende i Kata finder du bl.a. Kata Sea View Villas, Malisa Villa Suites Hotel og Novotel Phuket Kata Avista Resort and Spa. Også her er der mange prisvenlige hoteller, udbuddet i Kata er faktisk større end i Karon.