Friendship Beach
Ikke til badning eller til at slikke solskin. Måske til en gåtur — måske.
Der er ingen grund til at besøge Friendship Beach, medmindre du bor i nærheden, og du vil gå en aftentur langs stranden. Og selv da afhænger udbyttet af tidevandet. Når jeg har medtaget stranden her, så skyldes det udelukkende, at du kan finde den omtalt andre steder, og måske ville tro, at du blev snydt for noget, hvis den ikke også blev nævnt her.
Friendship Beach ligger på Phukets østkyst, hvor den strækker sig fra Laemka Beach lidt nord for Rawai og op til Chalong Pier, der bl.a. er udgangspunkt for sejlture i Phang Nga Bay.
Der er ikke tale om en badestrand, og ved højvande er der på en god del af strækningen slet ikke nogen strand. Omvendt er der andre steder temmelig meget strand ved lavvande, hvor stranden sine steder kan blive over hundrede meter bred.
Selvom stranden med sine knap 4 km er en af de længste på Phuket er der ikke let adgang til den. Og det er der ikke ret mange, der savner.
Strande på Phuket
Læs mere om Phukets strande i artiklen Strande på Phuket, eller læs mere om de enkelte strande via oversigten herunder.
Oversigten over strande på Phuket er i geografisk orden, startende på Phukets nordlige side, ned ad vestkysten og så rundt og op ad østkysten mod Phuket Town. De bedste strande er på vestkysten, hvor du også finder de mest populære turistbyer.