Pak Phra Beach
Phukets nordligste strand med udsigt til fastlandet.
På den nordlige side af Phuket finder du Pak Phra Beach i kanalen mellem provinsen Phang Nga på fastlandet og Phuket. Her har du udsigt til en lignende strand på fastlandet og Sarasin Bridge, der forbinder Phuket med Phang Nga.
Pak Phra Beach er en naturstrand uden boder, liggestole og lignende, men hvor du i stedet er omgivet af skøn natur. Sandkvaliteten er fin og vandkvaliteten ligeså.
Vandet på den nordlige side af Phuket er sædvanligvis roligt selv i blæsevejr, fordi stranden her ikke ligger direkte ud til havet men ligger i læ af pynten.
Du kan i sjældne tilfælde møde en "vildfaren" turist, men ellers bruges stranden hovedsageligt af de lokale thaier. Det meste af dagen kan du have stranden helt for dig selv.
Der er ingen hoteller i nærheden af Pak Phra Beach. Der skulle vist ligge nogle gæstehuse i nærheden af Sarasin Bridge, men i så fald skal du nok besøge dem fysisk for at booke dig ind. Jeg har i hvert fald ikke kunnet finde nogle på internettet.
Strande på Phuket
Læs mere om Phukets strande i artiklen Strande på Phuket, eller læs mere om de enkelte strande via oversigten herunder.
Oversigten over strande på Phuket er i geografisk orden, startende på Phukets nordlige side, ned ad vestkysten og så rundt og op ad østkysten mod Phuket Town. De bedste strande er på vestkysten, hvor du også finder de mest populære turistbyer.