Cape Panwa Hotel Beach
Cape Panwa Hotel Beach er fin nok, hvis man bor på hotellet.
Stranden er navngivet efter Cape Panwa Hotel, der ligger bag stranden. Her kommer ikke mange besøgende ud over hotellets egne gæster, da såvel hotel som strand ligger et stykke ude ad en blind vej. Hotellet forhindrer ikke fremmede i at gå gennem hotellets område for at komme til stranden, nok fordi det alligevel kun er yderst få, der kommer denne vej forbi.
Ved højvande er stranden brugbar til at soppe lidt i vandet, men så heller ikke meget mere, for man skal ikke ret langt ud før bunden bliver stenet. Men stranden er køn, og sandet er fint. Bag stranden er der et område med liggestole og servering for hotellets gæster. Du kan ikke få servering som gæst, da der kun kan betales over hotelregningen.
Ved lavvande er stranden ikke særlig køn, fordi stenene nu er synlige. Hotellet annoncerer, hvornår stranden er mest velegnet til besøg, og uden for de tider er her temmelig tomt.
Cape Panwa Hotel Beach er fin nok, hvis man bor på hotellet, men ellers kan du finde andre, bedre strande på Phuket.
GPS til Cape Panwa Hotel: 7.807343, 98.409074.
Strande på Phuket
Læs mere om Phukets strande i artiklen Strande på Phuket, eller læs mere om de enkelte strande via oversigten herunder.
Oversigten over strande på Phuket er i geografisk orden, startende på Phukets nordlige side, ned ad vestkysten og så rundt og op ad østkysten mod Phuket Town. De bedste strande er på vestkysten, hvor du også finder de mest populære turistbyer.