Layan Beach
God strand, som ikke er overfyldt.
Søger du efter Layan Beach på Google, vil du blive præsenteret for to forskellige strande. Her skriver jeg om den strand, som Google Maps kalder Layan Beach, du kan læse om den anden strand i artiklen Layan Bugt.
Layan Beach starter nordpå ved et flodudløb, der adskiller den og Layan Bugt. Her finder du også Kala Island, som du kan se lidt af yderst til venstre på dette billede. Du kan se mere af Kala Island i artiklen om Layan Bugt.
Layan Beach er godt to kilometer lang og smelter mod syd sammen med Bang Tao Beach. Der er ikke en klar adskillelse mellem Layan Beach og Bang Tao Beach, men de to strande mødes lidt nord for området Laguna.
Du kan leje liggestole på flere strækninger af Layan Beach. Enten under træernes skygge eller på selve stranden.
Sandet på Layan Beach er noget af det fineste, du finder på Phuket, og vandkvaliteten er også fin. Ved højvande skråner stranden dog stejlt ned i vandet, hvilket gør den mindre egnet for små børn. Ved lavvande skråner stranden kun svagt ud i vandet.
Langs stranden kan du finde forskellige spisesteder med mad til rimelige priser.
Du kan leje en bungalow hos Layan Natural Bungalow og ellers er det nærmeste hotel det meget eksklusive og dyre Anantara Layan Phuket Resort, der ligger ved Layan Bugt.
Strande på Phuket
Læs mere om Phukets strande i artiklen Strande på Phuket, eller læs mere om de enkelte strande via oversigten herunder.
Oversigten over strande på Phuket er i geografisk orden, startende på Phukets nordlige side, ned ad vestkysten og så rundt og op ad østkysten mod Phuket Town. De bedste strande er på vestkysten, hvor du også finder de mest populære turistbyer.