Patong Beach
Phukets mest populære strand.
Patong Beach er langt fra den bedste strand på Phuket, men det er den absolut mest "udviklede" med henblik på turister, og turisttætheden er noget højere her end på de andre strande. Du kan få fuld betjening i form af kølige drinks, mens du opholder dig i den parasolbeskyttede liggestol eller i en skyggefuld massagepavillon. Har du lyst til lidt sjov, kan du få en tur på en såkaldt bananbåd, eller du kan leje jetski (kan ikke anbefales! Læs hvorfor). Du har også mulighed for lidt parasailing, hvor du hængende under en faldskærm svæver over bugten, mens en speedbåd langt, langt nede trækker dig.
Efter militærkuppet i 2014 blev liggestole forbudt på Patong Beach. Reglerne er siden lavet om et par gange, og i skrivende stund er liggestolene tilbage i zoner, der maksimalt må udgøre 10 procent af strandens længde. Det koster 100 baht (100 baht) for leje af en liggestol og 100 baht for en parasol. I en overgang efter forbudet mod liggestole kunne man i stedet leje liggemadrasser som dem på nedenstående billede. I dag er liggestolene tilbage.
Bag den nordlige ende af stranden finder du Loma Park, som er et yndet picnic-sted for de lokale (og denne skribent), der foretrækker træernes skygge frem for strandens sol. Parken bruges også ved festlige lejligheder, som på kongens fødselsdag, hvilket du kan se på nedenstående billede. Her ender en lang parade gennem byen med forskellige orkestre m.m. ved en lille sceneagtig forhøjning i den ene ende af parken.
På den nordligste del af Patong Beach, nord for Loma Park, finder du klipper på stranden. Her er der færre turister og ingen parasolskov. Mens den sydligere del af Patong Beach fodres af gæster fra hele byen, så kommer de fleste af gæsterne på denne del af stranden især fra hotellerne bag ved stranden: The Charm Resort Phuket, Phuket Graceland Resort & Spa og Patong Paragon Resort & Spa.
Patong Beach er cirka to km lang, og bag den finder du Beach Road. Fra Loma Park og sydpå finder du masse af spisesteder, og især i den sydlige ende finder du mange forskellige butikker med tøj, strandudstyr og andre turisttilbud, som fx afgnavning af hård sandalhud af små glubske fisk.
Cirka midtvejs på stranden ligger Bangla Road, der er centrum for nattelivet. Indtil klokken 18, hvor der lukkes af for kørende trafik, er den dog blot en ganske almindelig, stille vej.
Patong er den mest populære turistby på Phuket, ikke mindst på grund af nattelivet. Byen byder derfor på masser af både dyre og billige hoteller. De dyre hoteller i Patong er dog langt fra så tærende på pengepungen som de dyre hoteller længere nordpå ved Surin Beach og i Laguna-området.
Når du vælger hotel, så husk at tjekke dets placering på et kort, inden du booker, så du ved, hvilken del af stranden hotellet ligger ud for, og hvor langt du skal gå for at få sand mellem tæerne.
Læs mere om Phukets mest populære ferieby på siden Patong.
Strande på Phuket
Læs mere om Phukets strande i artiklen Strande på Phuket, eller læs mere om de enkelte strande via oversigten herunder.
Oversigten over strande på Phuket er i geografisk orden, startende på Phukets nordlige side, ned ad vestkysten og så rundt og op ad østkysten mod Phuket Town. De bedste strande er på vestkysten, hvor du også finder de mest populære turistbyer.